Test: MIIEGO MiiBUDS ACTIVE GO hovedtelefoner

Vi har endnu engang haft lejlighed til at teste et sæt hovedtelefoner fra danske MIIEGO, modellen hedder MiiBUDS ACTIVE GO og selvom den ikke er spritny, er den bestemt interessant og endda netop opdateret i en V2 hvor ladeetuiet bl.a. er blevet forbedret.

MiiBUDS ACTIVE GO minder en del om MiiBUDS ACTION II som jeg testede tilbage i 2021, men både etui og hovedtelefoner der ud til at være opdateret og optimeret betydeligt – selvom det “gamle” sæt fik stor ros herfra!

I vanlig MIIEGO stil er MiiBUDS ACTIVE GO lavet til aktivt brug, det betyder bl.a. IPX7 certifiering, bøjle omkring øret der holder dem på plads og bare et design der er bygget til at blive brugt under aktivitet.

Gå direkte til indhold

Hvad er der i kassen?

I kassen finder man følgende:

  • Opladeetui der fungerer som powerbank
  • MiiBUDS ACTIVE GO TWS hovedtelefoner med øredutter i memoryfoam
  • 4 ekstra sæt silikone øredutter i forskellige størrelser
  • USB-C kabel til opladning
  • Quick Start Guide

Udvalgte specifikationer

  • IPX7 certificeret, tåler sved og vand
  • Op til 100 timers batteritid, 12 timers spilletid pr. opladning i etuiet
  • Opladeetuiet kan fungerer som powerbank til telefon, cykelcomputer ol.
  • Opladeetuiet understøtter trådløs opladning – alternativt USB-C
  • Vælg mellem øredutter i memoryfoam eller silikone (4 str.)
  • Fysiske knapper til betjening

Design og detaljer

MiiBUDS ACTIVE GO er til in-ear brug, men er samtidig udstyret med en krog der går bagom øret og holder dem på plads. Således er man 100% sikker på de bliver der, selvom man er aktiv – uanset om det er i løbeskoene eller på cyklen. Krogen er lavet af blød silikone og er ret fleksibel, men øredutterne kan udskiftes, de kommer med et sæt i memoryfoam og så medfølger der 4 sæt i forskellige størrelser i silikone. Udgaven i memoryfoam kan blot presses sammen og indsættes i øregangen, så udvider de sig og lukker helt tæt – dette giver den absolut bedste lyd! Memoryfoam er bare ikke det allerbedste materiale når man sveder meget, så derfor er det fint at der også er øredutter i silikone med i pakken og her handler det blot om at finde den størrelse der passer bedst til ens øregang.

På selve hovedtelefonerne er der fysiske knapper som kan bruges til at styre musikken – noget jeg ser som en absolut fordel. Touch er smart, men det virker bare ikke særlig godt når det regner, fingrerne er våde af sved eller lign. Sidder man på cyklen, eller er man ude at løbe – så er det heller ikke altid optimalt at skulle hive telefonen frem fra lommen, så også her ser jeg det som en fordel at musikken kan styres direkte ved MiiBUDS ACTIVE GO. Knapperne er placeret øverst og selvom de er forholdsvis små, synes jeg de er nemme at betjene, i hvert fald i de måneder hvor man endnu ikke har fået de tykke vinterhandsker på…

Ladeetuiet bruges ikke kun til opladning, det gør også at de kan opbevares sikkert når de ikke er i brug, om de så ligger i tasken eller derhjemme gør sådan set ingen forskel. Etuiet er lavet af mat, sort plastik og åbner man det kan man se aktuel batteriniveau på hovedtelefonerne, ligesom der er en “bar” der indikerer om den enkelte earbud lades. Etuiet kan endda også bruges som powerbank, hvis man lige skal have lidt strøm på telefonen, cykelcomputeren eller lign., her må man så vælge hvad der er vigtigst at få ladet op! Løber hovedtelefonerne pludselig tør for strøm – så kan etuiet give op til 3 timers spilletid på kun 10 minutter, da det understøtter “fast charge”. Det skal dog bemærkes at etuiet ikke lige er et man tager med i lommen, for det er forholdsvis stort – så altså et man lader ligge derhjemme!

Hver opladning giver ca. 12 timers spilletid og samlet set er der op til 100 timers spilletid når etuiet er ladet helt op – altså giver etuiet op til 8 opladninger, det er ret imponerende og gør at man sjældent har behov for at lade det. Når det så alligevel er nødvendigt, kan man glæde sig over at det kan oplades via både USB-C og trådløst via samme oplader som du bruger til din mobil.

Forbindelsen er bluetooth, version 5.4 og det betyder at MiiBUDS ACTIVE GO kan bruges sammen med alt fra smartwatches til smartphones, til computere og tablets, alt hvad der understøtter bluetooth! Udover musik, så er der også indbygget mikrofon i begge enheder, så du kan bruges dem som headset.

Komfort og lyd

Normalt er in-ear hovedtelefoner ikke min favorit, jeg oplever for ofte at de sidder dårligt og “popper ud” så snart man begynder at være aktiv. Derfor var det en fornøjelse at opleve det stik modsatte med MiiBUDS ACTIVE GO! Jeg har primært brugt dem med øredutterne i memoryfoam – da jeg kender dem fra tidligere modeller. Jeg klemmer dem let sammen inden jeg sætter den i øret og drejer krogen lidt bagud så den sidder korrekt bag øret – det virker for mig! Memoryfoamen udvider sig så den slutter tæt i øregangen og sidder derfor godt fast – mens den bløde silikonekrog sørger for at holde dem yderligere på plads, det skal dog siges at jeg på intet tidspunkt har oplevet at earbudsene er “poppet ud” så de kun blev holdt fast af krogen. Jeg har benyttet MiiBUDS ACTIVE GO både indendørs på hometraineren og til løb og oplevelsen er den samme, de bliver bare siddende og sved og vand er absolut ingen udfordring for hverken hvordan de sidder, eller hvordan de spiller – de fortsætter ufortrødent!

Selvom MiiBUDS ACTIVE GO er lidt større og lidt mere “klodsede” end mange af de små smarte in-ear hovedtelefoner vi tester i øjeblikket, så virker størrelsen ikke generende overhovedet, måske næsten tværtimod da det her betyder at man også får fysiske knapper der rent faktisk er til at ramme – samt en mere sikker pasform.

In-ear teknologien og det faktum at de lukker helt tæt i øregangen gør også at musikken og særligt bassen fremstår langt dybere og mere detaljeret, man får alle detaljerne med og minimal støj udefra. Der er ingen ANC – men det savner jeg faktisk heller ikke, for de lukker det meste ude i forvejen. Det betyder dog også at man har svært ved at følge med i hvad der sker omkring en, da der ikke er en “hear through” eller lign. funktion der kan aktiveres når man måtte have brug for det.

Den generelle oplevelse af lyden er rigtig god, uanset genre – de spiller virkelig godt og er godt hjulpet af at de lukker helt tæt i øregangen så ingen detaljer mistes. Ønsker man at tilpasse lyden yderligere, er det muligt via MIIEGO app’en som giver adgang til en equalizer.

Der er 3 knapper på hver earbud og de har samme funktioner, så du bestemmer selv om du vil bruge højre eller venstre. Man kan skrue op/ned for volumen ved at trykke på +/-, holder man dem nede skifter man nummer frem/tilbage og på siden kan musikken pauses – mere er der ikke brug for og telefonen kan blive i lommen under træning.

Konklusion

MiiBUDS ACTIVE GO er hverken specielt små eller lette, men lavet til at give den bedst mulige lyd, lang batteritid og en pasform hvor de bliver i ørerne – uanset hvor vildt det går for sig! Jeg har været virkelig positiv overrasket over lyden og ikke mindst batteritiden, for det er virkelig lækkert at man ikke behøver bekymre sig om opladning i tide og utide.

Komforten er også i top og uanset om du cykler, løber eller dyrker anden form for motion – så tør jeg godt garantere at de bliver på plads. Ift. konkurrenterne i dag, så savner jeg dog en eller anden form for “hear through” funktion som kan aktiveres/deaktiveres så man kan høre hvad der sker omkring en – det er i hvert fald en funktion jeg selv sætter pris på når jeg løber, hjemme på hometraineren er den funktion overflødig. Men til gengæld må man så bare glæde sig over at man får den fulde lydoplevelse og den gode lyd direkte i øregangen.

Prisen på lige under 900,- synes jeg også er absolut rimelig når man sammenligner med hvad man får for konkurrenterne i dette prisleje. Du får virkelig god lyd, enorm lang batteritid, holbart design og god komfort. Ydermere et opladeetui der kan bruges som powerbank hvis man er på langtur og slutteligt hele 5 forskellige øredutter i pakken, så man kan finde lige netop den kombination der passer den enkelte!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 899,-

Funktionalitet 8
Lydkvalitet 9
Pasform og komfort 9
Design 8
Pris 8
8.4
Mere fra Noel Juul Christensen
Guide: Værktøj på farten (MTB)
Kører man mountainbike, vil man også have brug for at medbringe lidt...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.