Muc-Off har, i bedste Apple stil, lanceret en Pro Max udgave af den elektriske minipumpe AirMach, serien består derfor nu af 2 modeller, AirMach, AirMac Pro og nu AirMach Pro Max. Forskellen ligger primært i størrelsen og med størrelsen følger også en pumpe der er kraftigere og derfor kan pumpe mere og længere. AirMach Pro Max er derfor ikke længere (primært) henvendt til cyklisterne, men kan også bruges til eksempelvis knallert, scooter, motorcykel, ATV og lign. Den kan dog naturligvis også stadig bruges til cyklen, så får man bare endnu flere “pump” fra den kraftigere motor og batteriet med den større kapacitet.
Gå direkte til indhold:
Hvad er der i kassen?
I kassen finder man følgende:
- Muc-Off AirMach Pro Max elektrisk minipumpe
- Silikone-etui
- Forlænger-slange
- Ventil adapter + boldpumper
- USB-C kabel
- Vejledning

Specifikationer
- Op til 8 bar / 120 psi
- Pumper op til 10 cykeldæk
- Kompatibel med presta og schrader ventiler
- 600 mAh batteri, oplades på 60 min.
- Vejer 243 gram
- Måler 83x66x33 mm
Design og funktioner
Designmæssigt er der ikke sket det helt store når man sammenligner med AirMach Pro, den er stadig udført i aluminium for god varmeafledning, lav vægt og en lækker finish. Der er Muc-Off logo og grafik påtrykt og har et design der virker lidt “rugged”. Størrelsesmæssigt, så er den vokset noget – så den nu måler 83 x 66 x 33mm, det er altså mest synligt i højden at den er vokset. Det har så også betydet at der er blevet plads til en endnu kraftigere brushless motor og et 600 mAh batteri.

Opladning sker via USB-C og grundet batteriets højere kapacitet, tager det nu 60 min. før det er fuldt opladt, til gengæld er den også (næsten…!) dobbelt så effektiv.

Pumpehovedet er lidt mere kompakt og stikker ikke ud som på tidligere modeller. Til gengæld kan det nemt skrues af og pakning vendes hvis man skifter mellem pumpning af Schrader og Presta ventiler. Skal man pumpe noget hvor ventilen sidder lidt træls, det kunne nemt være en scooter eller en barnevogn, så kan man bruge den lille fleksslange der er med i pakken.


Muc-Off har flyttet både display og knapper til modsatte side, hvor det før sad på samme side som pumpehovedet, det synes jeg giver rigtig god mening – da det så er lidt nemmere at aflæse hvor man pumper, alt efter hvordan man placerer pumpen naturligvis. Der er kun 3 knapper at forholde sig til, en tænd/sluk knap samt op/ned. Knapperne bruges til at tænde og slukke for pumpen samt justere og indstille ønsket dæktryk. Dæktrykket kan indstilles i enten psi eller bar og den husker naturligvis både enhed og dæktryk når man slukker den. At skifte mellem psi og bar er heldigvis super nemt, man trykker bare op/ned ind samtidig – så skifter den mellem de to enheder.

Displayet har en udmærket størrelse som gør det nemt at aflæse dæktrykket, samtidig er der indikation af batteristanden – med andre ord er der de information tilgængelige, som man har behov for. Displayet er belyst, så det kan aflæses uanset om det er høj sol, eller man holder et sted med begrænset lys.

AirMach Pro Max stopper automatisk med at pumpe når valgt dæktryk er opnået og undervejs kan man følge med i dæktrykket – såfremt man får vendt pumpen så displayet kan aflæses.

Pumpen kan kører op til 3 minutter uden stop, det vil nok sjældent være aktuelt for cyklisterne, men det siger lidt om hvor meget power der er i den! Skulle man vælge at pumpe flere dæk i træk, umiddelbart efter hinanden, så skal man dog bruge det medfølgende silikoneetui. Det betyder nemlig også at pumpen vil blive forholdsvis varm og silikoneetuiet beskytter derfor dine fingre mod varmen. Udover beskyttelse fra varmen, så beskytter silikoneetuiet også mod ridser og skrammer og slutteligt så tager det også lidt af de vibrationer som afgives.

AirMach Pro Max er ikke støjsvag, den larmer forholdsvis meget og den vibrerer også pænt meget – noget mere end lillebroderen! Det må være pga. den kraftigere motor. Det er dog ikke noget der er egentlig generende, men blot en observation ift. andre modeller.
Den er ikke vand eller støvtæt, så når den ikke er i brug, bør den opbevares i den medfølgende vandtætte pose. Smider man den i ryglommen, eller sadeltasken, så er den også beskyttet mod både støv, vand og skidt generelt.

AirMach Pro vs. AirMach Pro Max
| Airmach Pro | AirMach Pro Max | |
| Batteri | 450 mAh | 600 mAh |
| Ydeevne | 8 bar / 120 psi | 8 bar / 120 psi |
| Antal dæk | 7 x 2,0 bar i 45mm | 12 x 2,0 bar i 45mm |
| Ladetid | 30 min. | 60 min. |
| Vægt | 143 gram | 243 gram |
| Mål | 64,5 x 63 x 28mm | 83 x 66 x 33mm |
Sådan virker AirMach Pro Max
- Tænd for enheden ved at holde on/off knappen nede.
- Vælg bar eller psi
- Tryk op/ned indtil ønsket dæktryk vises.
- Åben ventilen (Ved Presta) Sæt pumpen på ventilen og tryk på on/off knappen for at starte pumpen – pumpen stopper automatisk når ønsket dæktryk er opnået.
Pumpen støjer og vibrerer en del når den kører, men den er også meget effektiv og jeg har kunne pumpe mine 45mm graveldæk til 2 bar hele 12 gange inden den gik tør for strøm. Værd at bemærke er at hvis den bruges gentagende gange, eller i længere tid – så bliver både selve pumpen, men i særdeleshed pumpehovedet, ret varmt – så man skal lige være opmærksom inden den ryger i lommen.
I praksis er det fedt at displayet er flyttet så det kan ses mens man pumper og at knapperne er placeret sammen med. Det betyder at justering af dæktryk kan ske nemt og hurtigt. Displayet er ikke det største, men for mig stadig stort nok og nemt at aflæse undervejs,
Det maksimale dæktryk der kan pumpes er 120 psi/8 bar og det virker til at være standarden i dag. Set fra min stol er det også mere end rigeligt, da jeg vil mene de fleste vil kunne klare sig med maks 5 bar i landevejsdæk.

Konklusion
AirMach Pro Max er en kraftig fætter og måske kraftigere end det overhovedet er nødvendig? Skal den udelukkende bruges til cykelbrug, vil jeg nok stadig anbefale AirMach Pro – så sparer man både vægt og penge! Har man derimod behov for en elektrisk minipumpe der kan klare hele 12 pumpninger af et 45mm graveldæk til 2 bar, uden at skulle oplades ind imellem, jamen så er AirMach Pro Max da oplagt! Kvalitetsmæssigt og ift. funktionerne er der intet at udsætte på AirMach Pro Max, den er udført i lækre og holdbare materialer, har et fint display og er super effektiv. Den larmer og vibrerer en del når den er i gang, men det skyldes den kraftfulde motor og afhjælpes delvist af det medfølgende silikoneetui.
Har man behov for enten at kunne pumpe flere gange i træk uden opladning, eller at kunne pumpe mere end bare et cykeldæk, det kunne eksempelvis være en knallert, ATV eller lign., jamen så giver AirMach Pro Max rigtig god mening!
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 150 EUR / 1118 DKK
- Kan bl.a. købes direkte på Muc-Off’s webshop.
