Test: Pirelli Cinturato Gravel M High Performance Line graveldæk

Pirelli Cinturato Gravel M(ixed Terrain) i 40 mm er en del af Pirellis veletablerede gravel-serie, som i 2025 er blevet opdateret med nye forbedrede egenskaber for at imødekomme forskellige gravel behov. Dette dæk sigter mod ryttere, der ønsker et dæk med fokus på greb, komfort og holdbarhed. I denne test ser vi nærmere på, hvordan dækket klarer sig på varierende decembers underlag og om det fortsat lever op til forventningerne i praksis.

Gå direkte til indhold:

Udvalgte specifikationer

  • Fås i 40 og 45mm
  • Vægt: 520 gram i 40 mm
  • Fås i sort og classic, retro kommer i løbet af 2026
  • 120tpi
  • Tubeless Ready

Testopsætning

Dækkene bliver monteret, på Kelvin Carbon gravel hjulsæt med indvendig bredde på 25 mm. 40 mm dæk og indvendig bredde på 25 mm, burde være en optimal kombination, men jeg er altid lidt spændt på hvorledes dækkene opfører sig når de skal på fælgen. Jeg har kun gode oplevelser med Pirellis dæk når det kommer til at få dem til at “poppe” på fælgen. Denne gang gik det også rigtig hurtigt med det første, men måtte ty til noget vand og sæbe for at få det andet på. Det er svært at sig hvorfor, men vigtigt er når du skifter dæk, at have god tid og ind imellem forvente at det kræver lidt ekstra massage af dækkene før de kommer på. Jeg bruger også altid en relativ stor kompressor, så der kan komme et solid blæs, hvilket oftest klarer det meste. Jeg har kørt ren linie til denne test, hvilket betyder jeg har brugt Pirelli’s 60 mm ventiler og Pirellis Cinturato Sealant, der både er ammoniak og latex fri. Det har betydet at dækkene har holdt tæt fra starten og jeg har ikke faktisk ikke efterpumpet i hele test perioden udover at tilpasse dæktrykket.

Inden jeg monterede dækkede blev de kontrol vejet på køkkenvægten, og det stemte fint overens med Pirellis angivne vægt på 520 gram. Monteret på fælgen har jeg desuden opmålt dækkene til 40 mm, hvilket understreger kombinationen mellem dæk bredde og fælg bredde er et godt match. Dæktrykket blev valgt med udgangspunkt i Pirellis online dæktryksberegner, hvilket resulterede i et tryk tæt på 2,0 bar foran og 2,2 bagpå. Denne opsætning fungerede rigtig godt på tætpakket grus og asfalt, men føltes efter min smag en anelse for højt på de mere hårde og bumlede grusspor, hvorfor jeg justerede trykket en smule ned.

Dækkets opbygning

Cinturato Gravel M dækket består af Pirelli’s opdaterede “made in Italy” Smart Evo GR gummiblanding. En compound udviklet specielt til off-road brug herunder gravel. Her er fokus på lav rulle modstand og vejgreb, uanset om det er på varieret grus underlag eller asfalt. Karkassen er Pirelli’s “ProWall gravel” med 120 tpi, selvfølgelig tubeless ready og med en forstærkning på siderne for at sikre stabilitet selv med et lavt dæktryk. Dækkets mønster består af mediumhøje knopper med relativt tæt placering. På midterdelen er det dog et mere sammenhængende, tæt mønster, som gerne skulle hjælpe med at holde rullemodstanden nede og giver god hastighed på hårdere overflader. Knopperne på siden af dækket er derimod mere åbne og lidt højere for et ekstra sidegreb.

Pirelli Cinturato Gravel Mixed Terrain i praksis

Hjul og dæk blev monteret på min Canyon Grizl i vinteropsætning med skærme og lygter, klar til brug i den mørke og forventeligt våde og isede december måned. Planen var at samle så mange kilometer som muligt i testen, på de monterede dæk i løbet af december og traditionen tro afslutte året med deltagelse i Rapha Festive 500. Udgangspunktet med 40 mm Cinturato Gravel Mixed Terrain-dæk var netop at vælge et dæk til blandet terræn og skiftende forhold, hvor fokus i højere grad var på fart end på maksimal komfort. Det betød kørsel på varieret underlag med både våde og tørre asfaltstræk, store mængder grus i skiftende kvalitet samt enkelte mudrede passager, præcis det terræn, som disse dæk er udviklet til. Hertil kom, i bedste vinter-Danmark-stil, frosne spor og glat asfalt, som også blev en del af testen.

Sammenlignet med mine normale 45 mm dæk opleves Cinturato Gravel M i 40 mm som markant lettere og mere livlige, men stadig med masser af komfort i behold, så det har jeg ikke, i denne test, gået på kompromis med. Min oplevelse var, at det tætte mønster på midten reelt gav en lav rullemodstand og gjorde dækket relativt hurtigt, særligt på asfalt og fast underlag. Samtidig fungerede de mere markante sideknopper efter hensigten og bidrog med stabilitet og tryghed i svingene, også når underlaget var løst eller glat.

Dækkene har generelt en god og sikker kontakt til underlaget, også i glat føre, og leverede den fart på asfaltstykkerne, jeg havde forventet. Jeg startede testen med et efter min mening lidt for højt dæktryk, men justerede løbende, indtil mit sweet spot landede på 1,8 bar foran og 2,0 bar bagpå. Jeg oplevede hverken punkteringer eller sivning i mit tubeless setup i testperioden, hvilket kan skyldes kombinationen af Pirellis produkter, eller måske bare held, men det betød samtidig, at jeg ikke fik mulighed for at teste Pirellis tubeless sealant i praksis. Under alle omstændigheder fungerede setup’et perfekt gennem hele testen.

Konklusion

Pirelli Cinturato Gravel Mixed Terrain i 40 mm har vist sig som et hurtigt, letkørende og alsidigt graveldæk, der mestrer på netop det blandede og skiftende underlag, det er udviklet til. Dækket kombinerer fart og god kontakt til underlaget, både ud af lige og i sving, med overraskende god komfort, også under vinterlige forhold med frost og sjap. Uden punkteringer i testperioden og med stabile køreegenskaber fra asfalt til grus og glat føre, har det samlet set været en fornøjelse at køre på, og et dæk, der fortjener at blive siddende på hjulene langt ind i foråret.

Pris og tilgængelighed

Set til priser fra 499,-

Holdbarhed 9
Rullemodstand 7
Greb 9
Punkteringsbeskyttelse 9
Vægt 7
Pris 8
8.2
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Troels Balskilde Stoltenborg
Test: Pirelli Cinturato EVO TLR 28 mm cykeldæk
Pirelli har i løbet af forsommeren lanceret det nye Cinturato EVO TLR...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.