Gravelcykling har de seneste år oplevet en sand eksplosion, og med det følger et væld af nye dækdesigns, der forsøger at balancere fart, komfort og greb på skiftende underlag. Schwalbe har længe været en af de førende aktører på markedet, og med G-One RX Pro forsøger de at ramme plet for ryttere, der søger et dæk til de mere udfordrende og ujævne grusveje – uden at gå på kompromis med rullemodstand og alsidighed
Schwalbe G-One RX Pro er det mest aggressivt mønstrede dæk i Schwalbes nye Pro-serie. Dækket fås i flere bredder (40, 45 og 50 mm) og er udviklet med inspiration fra MTB-verdenen, både hvad angår karkasse og gummiblanding. Mønstret består af trekantede knopper i midten for fremdrift og markante sideknopper, der sikrer greb i sving og løst terræn. Knopperne er placeret med god afstand for at sikre effektiv mudderudskilning.
Dækket fås både med sort og transparent (tan) sidevæg, og er naturligvis tubeless-ready. Schwalbe har desuden opdateret karkassen med et bredere beskyttelseslag under slidbanen, hvilket øger punkteringsbeskyttelsen uden at gøre dækket tungt eller stift.
Vi har testet dækket i over 2 måneder hovedsageligt ved tørre forhold. Dog har vejrskiftet den seneste tid givet os mulighed for kørsel i let våde forhold i den flotte efterårs skov.
Testopsætning og montering

De testede dæk er 40 mm(ETRTO 40-622) og blev til testen monteret på REBEL RUSTY Carbon Gravel hjulsæt. Normalt anvender jeg Orange Seal da erfaringerne er rigtig gode, men til testen her anvendes WTB Tubeless Tire Sealant. Efter at have rengjort fælgene fra gamle sealant rester, snavs etc. var hjulsættet klar til montering af dæk. Husk gerne at rense ventilen for sealant og efterfølgende sprøjte med silikone spray samt altid holde gevindet rent på ventilhuset. Montering af RX Pro var relativ let og ligetil – både med og uden slange. Har man teknikken så sætter dækket sig relativ nemt på fælgen og det lykkes som regel at få krænget dækket på uden brug af værktøj. Hvis det mod forventning driller, kan EesyTire dækværktøj med fordel anvendes. Jeg bruger altid kompressor luft til at poppe dækket på plads. Herefter tilsættes TL sealant gennem ventilhuset med en sprøjte monteret med en klar slange. Ventilindsatsen monteres igen og dækket fyldes med luft. Hjulet drejes og rystes for at fordele væsken i dækket.

Udvalgte specifikationer
- Fås i 40-622, 45-622 og 50-622
- Fås i helt sort eller med brune dæksider alt efter størrelse og compound
- Oplyst vægt: 520 gram
- Tubeless Ready(TLR)
- TPI(Threads Per Inch) 67
- ADDIX Race compound
- Max rytter vægt: 100 kg
Dækkets opbygning
Schwalbe G-One RX Pro er bygget op som en kombination af teknologi fra gravel og MTB-segmentet. Super race karkasse som er let og fleksibel, designet til god komfort og lav rullemodstand. Raceguard lag, et ekstra beskyttelseslag under slidbanen, reducerer risikoen for punktering uden at tilføje for meget vægt. Forstærket sidewalls med snit og slid, især relevant for gravelkørsel i stenede områder. Addix Speedgrip Compound sikrer lav rullemodstand med et godt greb, og midterknopperne er lidt hårdere for fart, mens sideknopperne er blødere for bedre greb i svingene. De trekantede knopper i midten er altså for hurtig fremdrift og lav rullemodstand, sideknopperne er aggressive og åbne for at give stabilitet i sving, og til sidst er knopafstanden designet til at slippe mudder effektivt.

Schwalbe G-One RX Pro i praksis
De første kilometer føltes dækket lidt hårdt og støjende på asfalt, men efter en del cykelture var det som om at knopperne “sætter” sig, og støjen falder markant. Mit dæktryk ligger normalt mellem 1,6-1,8 bar og derfor ændrede jeg noget på dæktrykket i starten af testen fordi jeg havde svært ved at finde komforten på grusvejene. Det var faktisk som dækket skulle køres til, og jeg syntes det tog relativ lang tid, men det blev langsomt bedre og bedre.

På grus og i terræn kommer RX Pro virkelig til sin ret. Grebet er i top, især i løst og mudret underlag, hvor de brede knopper effektivt bider sig fast og hurtigt slipper mudderet igen. I sving føles dækket sikkert og forudsigeligt, og det klarer både sand, grus og let mudder uden problemer. På asfalt overrasker RX Pro positivt. Rullemodstanden er lavere end forventet for et så grovmønstret dæk, og det føles ikke sløvt på transportstykker. Det er ikke helt så lydløst som de mere “slick” gravel-dæk, men det er en lille pris for det ekstra greb i terrænet.
Konklusion
Schwalbe G-One RX Pro er et dæk, der lever op til sit løfte om at være et robust, hurtigt og alsidigt gravel-dæk til ryttere, der ikke er bange for at køre ud i det grove. Det er let at montere, punkteringssikret og leverer et imponerende greb på løst og ujævnt underlag, uden at føles tungt eller sløvt på asfalt – man kører faktisk med en vis tryghed og stoler på dækket. Prisen ligger i den høje ende, men kvaliteten og alsidigheden gør det til et oplagt valg for gravel rytteren, der vil have et rigtig godt og pålideligt dæk. Nu fik jeg ikke taget et billede som viser bredden på det monterede dæk, men det målte knap 41 mm på mit Rebel Rusty hjulsæt.
Min cykel kan kun tage op til 40 mm dækbredde, så er naturligvis begrænset af dette. Men kunne godt tænke mig at køre med bredere dæk og dermed større kammer især aht. komforten.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris fra kr. 600,- pr. dæk
Fås i 40, 45 og 50 mm udgave.
