Scicon Aeroshade 2.0 Titanium er den nye generation af et af italienernes mest markante designs. Titaniumstænger, justerbar næsepude, et stort shield-glas og forbedret ventilation er blandt nyhederne, og den version, jeg har testet, kommer med Scicons fotokromiske Hi-Contrast-linse.
Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: Aeroshade 2.0 Titanium ligner og føles som et par rendyrkede high-end performancebriller.
Titanium, finish og den markante konstruktion signalerer kvalitet og fart. Med sine 40 gram er de dog lidt tungere end mange af konkurrenterne, og det kan mærkes, når man står med dem i hånden. Men så snart de kommer på, forsvinder den fornemmelse. På cyklen sidder de helt stille og sikkert og komforten er rigtig god.
Kort sagt har jeg her testet et par briller, der både ser ud og føles som et gennemført premium produkt.

Titanium og masser af justeringsmuligheder
En af de store ændringer på Aeroshade 2.0 er stængerne i titanium – et både usædvanligt og eksklusivt materialevalg til et par cykelbriller. Men her er titanium ikke kun et high-end signal. Scicon bruger såkaldt medical-grade titanium, der kombinerer styrke og fleksibilitet med modstandsdygtighed over for blandt andet deformation og korrosion.
Resultatet er et par slanke og solide stænger, som samtidig kan formes og tilpasses hovedet. Det giver ikke alene en eksklusiv kvalitetsfornemmelse, men har også en helt praktisk betydning for pasformen.

Den kan finjusteres yderligere via Scicons Horizon Adapt-system, der gør det muligt at justere, hvor højt eller lavt brillerne sidder foran øjnene, mens FlexiFit 2.0-næsepuden kan tilpasses næsen. Tilsammen giver det gode muligheder for at få brillerne til at sidde præcis, som man ønsker.
Med sine 40 gram er Aeroshade 2.0 ikke blandt markedets letteste cykelbriller, men på hovedet opleves de ikke som tunge. Her betyder den gode pasform langt mere end tallet på vægten.
Modellen er desuden kompatibel med et optisk RX-indlæg til cyklister, der har behov for brilleglas med styrke. Også selve linsen kan udskiftes, så man kan skifte til en anden linsetype eller farve, og designet kan tilpasses yderligere med udskiftelige linsekanter. Det giver Aeroshade 2.0 en ekstra grad af fleksibilitet – både funktionelt og visuelt.
Bygget til fart
Det er især, når farten stiger, at den gode pasform viser sin værdi. Aeroshade 2.0 bliver siddende, hvor den skal, uden at bevæge sig på næsen eller omkring ørerne.
Samtidig giver det store, cylindriske shield-glas et rigtig godt synsfelt med masser af udsyn både fremad og til siderne. Jeg oplever heller ikke stellet som generende, når man kommer længere ned over styret i en mere aggressiv position.

Kombinationen af den sikre pasform og det store synsfelt understreger, at Aeroshade 2.0 først og fremmest er udviklet som en performancebrille. Den føles ganske enkelt hjemme, når der kommer fart på.
God ventilation – også når der bliver kørt til
Det store shield-glas giver ikke kun et godt synsfelt, men også god beskyttelse mod vind og vejr. Til gengæld stiller så stor en linse ekstra krav til ventilationen. Udover ventilationshullerne i fronten har Scicon derfor placeret en række markante ventilationsåbninger langs den øverste kant af frontstellet. Det leder luft ind bag linsen og modvirker dug.

I praksis fungerer det godt. Når der er fart på cyklen, oplever jeg en god luftgennemstrømning bag glasset, og jeg har ikke haft problemer med ventilationen – heller ikke når intensiteten stiger.
Fotokromisk linse til al slags vejr
Den testede version af Aeroshade 2.0 Titanium er udstyret med Scicons fotokromiske Hi-Contrast-linse, som automatisk tilpasser sig lysforholdene. Linsen bliver mørkere, når lyset bliver kraftigere, og lysere igen, når lysniveauet falder.
Jeg har kørt med brillerne under meget forskellige og skiftende forhold, og linsen tilpasser sig, uden at man egentlig behøver tænke over det. Det er måske den største ros, man kan give en fotokromisk linse: Man glemmer, at teknologien arbejder.
Det gør brillerne særligt interessante under danske forhold, hvor en tur sagtens kan begynde under grå skyer og ende i solskin. Man slipper ganske enkelt for at skulle vælge linse efter vejrudsigten.

Jeg har også haft Aeroshade 2.0 Titanium ude i regn, og det fungerer. Det store glas beskytter øjnene godt mod regn og vand fra vejen, mens den fotokromiske funktion kommer til sin ret, når himlen bliver mørkere.
Scicon har desuden forsynet linsen med en hydro- og oleofobisk Nanotech-belægning, der skal hjælpe vand, olie og snavs med at glide lettere af overfladen. I praksis har udsynet været godt i vådt vejr.
Samlet gør kombinationen af den fotokromiske linse, det store glas og ventilationen Aeroshade 2.0 Titanium til en meget alsidig brille i omskifteligt vejr.
Selv etuiet har et ekstra trick
Aeroshade 2.0 Titanium leveres med mikrofiberpose og Scicons Multiuse Eyewear Soft Case. Som navnet antyder, er etuiet tænkt som mere end blot beskyttelse til brillerne. Det kan således også bruges som en lille taske på cyklen, blandt andet under sadlen.

Det er en smart detalje. Hvor mange brilleetuier ender hjemme i skabet, har Scicon forsøgt at give dette en ekstra funktion på cyklen.
Konklusion: Premiumbriller med fart i DNA’et
Scicon Aeroshade 2.0 Titanium Photochromic er et par markante performancebriller med en klar high-end-fornemmelse. De justerbare titaniumstænger er med til at skille dem ud og giver sammen med de øvrige justeringsmuligheder en rigtig god og sikker pasform. De 40 gram kan mærkes i hånden, men på hovedet er historien en anden. Her føles brillerne komfortable og sidder stabilt, også når farten stiger.
Det store synsfelt og den gode ventilation fungerer overbevisende, mens den fotokromiske Hi-Contrast-linse gør brillerne ekstra alsidige. Den tilpasser sig skiftende lysforhold og fungerer rigtig godt i både sol, overskyet vejr og regn – en klar fordel i det omskiftelige danske vejr.
Prisen er høj, men titanium, finish, pasform og funktioner matcher premiumklassen. Aeroshade 2.0 Titanium er ikke markedets letteste cykelbrille – men den er eksklusiv, komfortabel, alsidig og først og fremmest bygget til fart.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 250 EUR / 1862 DKK
