Test: Sigma Sport Pava

Her på CykelStart.dk har vi de seneste måneder testet og anmeldt en række forskellige cykellygter, denne gang er turen kommet til Sigma‘s bud på en forholdsvis kraftig cykelforlygte med 25 Lux. Modellen kan anvendes med 4 stk. AA batterier, eller med genopladelige batterier der oplades direkte i lygten.

Modellen fås i flere udgaver, den anmeldte er leveret inkl. Hiro baglygten, 220 volt oplader og genopladelige batterier.

Hvad er der i kassen?

Se vores unboxing af Sigma Sport Pava + Hiro Sæt nedenfor, for komplet indblik i kassens indhold.

Design og funktionalitet

Sigma Sport Pava’s design er ganske nydeligt, lygten er udført i kraftig sort plast med en gummibelægning udenover, forresten er LED pæren placeret, mens den bagerste del af lygten rummer de 4 stk. AA batterier. Den yderste del af lygten kan skrues af, således batterierne nemt kan udskiftes. Den fungerer med både alkaline og genopladelige batterier, bruges genopladelige batterier kan de endda oplades direkte i lygten, såfremt man vælger udgaven inkl. lader, eller man har en passende oplader i forvejen. Stikker der bruges til opladning af batterierne findes under lygtehuset forrest.

sigma-sport-pava-01

På toppen af Sigma Sport Pava er kun én knap, man skal “dobbeltklikke” for at tænde, hvilket faktisk er en ret smart feature, da man således minimerer risikoen for at lygten fejlagtigt tændes når den ligger i lommen, tasken eller hvor man nu engang har denne opbevaret. Derudover kan man skifte mellem 2 tilstande, en der giver fuld blus på lyset og en mere strømbesparende med lidt blus på, sidstnævnte skulle give op til 40 timers batteritid, hvilket er ganske godt klaret på 4 stk. AA batterier. For at slukke for lygten, holdes knappen nede ganske kort. Knappen fungerer også som indikator hvis batterierne er ved at være flade, i så fald vil den lyse rød istedet for de gennemsigtige hvide farve den har som udgangspunkt.

Sigma Sport Pava adskiller sig fra mængden ved at have cykel-holderen integreret, altså er den en del af lygten. Det har umiddelbart både fordele og ulemper. Fordelene er bl.a. at lygten hurtigt og nemt kan monteres og afmonteres via et simpelt klik-system, der kræves således intet værktøj for montering. Den kan dermed også nemt flyttes fra en cykel til en anden. Holderen passer til alle rør med en diameter på 22 – 32mm og den sidder ganske glimrende fast. Ulempen er at lygten fylder noget mere i lommen eller tasken hvis man vælger af afmontere denne, da holderen sidder fast på selve lygten. Det er dog i småtingsafdelingen og efter min mening er det i Sigma’s favør at holderen er en integreret del af lygten.

Selve forlygten måler ca. 10,5 x 4 x 4 cm, og vejer ca. 202 gram med batterier og holder inkluderet.

Monteringen sker på få sekunder, man åbner holderen og klikker den fast omkring røret – dette beskyttes mod ridser og skrammer af 2 tykke mellemstykker af gummi, så den efterlader ingen mærker på cyklens styr, ligesom den lynhurtigt kan justeres eller flyttes.

Lygten er naturligvis vandforseglet således den også kan bruges i regn, sne og slud.

sigma-sport-pava-06

Når Sigma Sport Pava er monteret på cyklens styr, kan vinklen justeres ret enkelt, da holderen som tidligere nævnt kan monteres uden brug af værktøj, nogle vil måske foretrække at lyskeglen er lige umiddelbart foran cyklen, mens andre vil foretrække at kunne se længere frem. Som nævnt tidligere, kan man skifte mellem 2 tilstande, man skifter ved at klikke én gang på knappen og en diode vil lyse enten hvid for “økonomi-tilstand”, eller grøn når lygten lyser alt hvad den kan. Kører man steder hvor man måske primært har brug for at blive set og ikke har brug for at oplyse vejen eller stien foran en, kan “økonomi-tilstanden” være ganske udmærket, men har man anskaffet lygten for at kunne se/oplyse vejen eller stien foran en, er det “fuld blus” der skal i brug.

Lyskeglen fra Sigma Sport Pava er en smule rektangulær og er stærkest i midten. Lyskeglens bredde svarer umiddelbart til bredden på en alm. cykelsti og alt efter hvordan lygten justeres får man enten et stærkt, men koncentreret lys, eller et svagere men mere langtrækkende lys.

WP_20131123_004

Praktisk test

Konklusion

Sigma Sport Pava fås i forskellige sæt og udgaver, enten med eller uden genopladelige batterier og 220 volt oplader eller i sæt med en baglygte, kaldet Hiro. Her er det dog Sigma Sport Pava, altså forlygten, der vurderes alene.

Selve kvaliteten af Sigma Sport Pava kan der ikke sættes en finger på, den er udført i kraftigt materiale der giver indtryk af at kunne klare et par ture på jorden, samtidig med at den er både pæn og nem at betjene. Der er kun én knap at forholde sig til og når man lige får lært de små “taste-kombinationer” der tænder, slukker og skifter tilstand er den éne knap alt man behøver.

Monteringen er super nem og det er hurtigt at flytte Sigma Sport Pava fra én cykel til en anden, ligesom evt. batteriskifte eller opladning foregår fuldstændig smertefrit.

Til dagligdagsbrug giver Sigma Sport Pava et glimrende overblik over vejen eller stien foran en, men lyset er ret koncentreret og der er ikke så stor spredning på lyset. Igen, er dette helt fint til dagligdagsbrug hvor man måske primært færdes hvor veje og stier er oplyst af gadelamper, men skulle man ville benytte Sigma Sport Pava i en mørk skov på MTB’eren, giver den efter min mening simpelthen ikke lys nok. Nu skal det retfærdigvis siges at det nok heller ikke er Sigma Sport Pava’s primære formål – den er møntet mod cyklisten der ønsker overblik og tydeligt at kunne blive set af bilister såvel som andre cyklister og til det brug klarer den sig ganske glimrende.

Indbygget stik til opladning
+ Lang batteritid
+ Monteres uden brug af værktøj
– Ikke så stor spredning på lyskeglen
– Holderen kan ikke demonteres fra lygten, eller blive siddende på cyklen og lygten medtages

Pris og tilgængelighed

Set til 282,- hos Bike-Discount.de for Sigma Sport Pava alene, købes den i sæt vil prisen naturligvis være højere. Priserne svinger enormt meget alt efter hvor den købes, så det kan godt betale sig at søge lidt rundt inden man slår til.

7 Funktionalitet

8 Design

9 Pris

Karakter

8
Dette indlæg er tagget med
Mere af Noel Christensen

Test: De bedste håndtag til MTB

De fleste MTB’er leveres, fra fabrikken, med nogle helt almindelig håndtag, der...
Læs mere

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.