Test: Vittoria Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance graveldæk

Den Italienske dækproducent Vittoria har et ret omfattende sortiment af dæk, det gælder både landevej, gravel og mountainbike. Terreno-serien er deres graveldæk og serien går fra T10 til T90, hvor T10 er den med det fineste mønster og T90’eren så omvendt er den med det groveste mønster.

T10 udgaven fås så endeligt i flere versioner, bl.a. i udgaver til slange og denne som kan bruges tubeless også.

T10’eren betegnes af Vittoria som et dæk der gør sig bedst på asfalt eller hårdtpakket grus, det har nemlig en helt glat midterstribe som vi kender det fra Specialized’s Pathfinder TLR og så et “fiskeskæls-mønster” i siderne der giver lidt mere greb i vådt/ujævn terræn eller i sving.

Gå direkte til indhold

Udvalgte specifikationer

  • Tubeless ready
  • 100 TPI 
  • Fås med sort eller brune sider
  • Fås i 37, 40, 45 og 50mm bredde samt 47mm i 650b
  • Vægt: 540 gram for 45mm (oplyst) Kontrolvejet til 542 gram

Testopsætning

Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance er hookless ready i alle bredder, fra 37 -> 50mm og det gør at de kan bruges på både alm. tubeless fælge, samt de såkaldte hookless fælge som eksempelvis det Zipp 303 XPLR SW hjulsæt som jeg har anvendt i forbindelse med denne test.

Montering af dækkene forløb rimelig smertefrit, de er rimelig smidige og derfor ikke helt så trælse at få krænget på fælgene. Dog måtte jeg lige have hjælp fra min trofaste dæktang til at få dem krænget helt på. Dækkene seatede fint efter et skud luft med kompressoren og efter påfyldning af Peatys Holeshot BioFibre sealant har de holdt tæt fra dag 1.

Dækkene måler ca. 46,3mm på Zipp 303 XPLR SW hjulsættet– så det er rimelig tæt på de opgivne 45mm. Dog skal man naturligvis lige være opmærksom, hvis man i forvejen presser den med 45mm dæk og rammens maksimale dækbredde.

Vittoria har deres egen dæktryks kalkulator og udfra de oplysninger jeg har fodret den med, anbefaler den et dæltryk på ca. 2 bar for og bag. Det synes jeg personligt er i den høje ende og jeg har derfor kørt ca. 1,7 – 1,8 bar for/bag ifm. testen, da det passer bedre til mit temperament.

Dækkets opbygning

Endurance udgaven af T10 er lavet med compound med graphene for at sikrer maksimal performance under forskellige forhold, derudover er der fokus på holdbarhed, greb og levetid. Vel at mærke under de forhold som dækket er udviklet til – hvilket er hårdpakket grus og asfalt.

Karkassen er med 100 TPI nylon, hvilket gør den ret fleksibel og dermed komfortabel – men stadig rimelig holdbar. De fleste andre graveldæk er lavet med enten 60 eller 120 TPI, sådan helt groft – så er lavere TPI lig med stivere og typisk mere punkteringsresistent dæk.

Vittoria har også tilføjet et ekstra beskyttende lag på fælgkanten, sidevæggene er nylon-forstærket og så er der et anti-punkteringsbælte på midten af dækket.

Dækkets mønster er inspireret fra Corsa-serien (landevej) med den glatte center-stribe, samt Terreno-serien (T30) med de lave vinklede knopper i “fiskeskælsmønster” som skal give lidt greb når underlaget bliver mere ujævnt/løst.

Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance i praksis

Jeg har testet Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance i en måneds tid og jeg må nok erkende at jeg også har udsat dækket for en del terræn som det ikke lige er tiltænkt – det måtte jeg bøde for, men mere om det lidt senere…

Som nævnt er Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance lavet til brug på hårdtpakket grus samt asfalt, altså et dæk til dem der primært kører asfalt og så har en afstikker på grus der næsten ligner asfalt. Dette scenarie er ret langt fra det “gravel” jeg normalt selv kører – det er ofte tættere på singletracks som normalt vil forceres på mountainbiken end helt hårdtpakket grus.

I testperioden har jeg testet Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance på alt fra asfalt, hårdtpakket grus, skovstier, singletrack, markveje, løst grus og så “almindelige” grusveje med lidt løst grus her og der. Det er primært foregået i tørt vejr, men der har også sneget sig lidt nedbør ind og det var her det endte galt – det kommer vi tilbage til.

På asfalt, hårdtpakket grus og “almindelige” grusveje uden for meget løst materiale, der ruller Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance fantastisk og man føler virkelig det “ruller godt”, man kommer hurtigt op i fart, farten holdes uden de store anstrengelser og jeg følte at have god kontrol over cyklen.

Når underlaget bliver mere ujævnt og udfordrende, så skal man som udgangspunkt holde tungen lige i munden, for det glatte mønster og det lidt grovere mønster i siderne giver ikke meget greb i løst underlag. Det skal retfærdigvis siges at det jo ej heller er nogle af de scenarier som Vittoria beskriver Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance som værende velegnet til.

I løst grus og sving med lidt løst underlag, samt når det bliver lidt vådt og fedtet – så blev jeg ærlig talt lidt udfordret med Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance. De ruller stadig fantastisk, men grebet mangler og jeg blev lidt mere usikker på cyklen. Igen, det er jo egentlig ikke dækkenes skyld – men mig selv der har presset citronen og brugt dem til et formål de egentlig ikke er tiltænkt. Til et DGI arrangement i Horsens måtte jeg bøde for det, for efter 71 km. i ret varieret terræn og et småvådt/fedtet underlag måtte jeg “udgå” grundet cuts der ikke ville lappe, trods to plugs i hullet – øv!

Konklusion

Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance fra Vittoria er et virkelig godt dæk, hvis man bruger det som det er tiltænkt, altså til det jeg vil kalde “light gravel”. Hårdtpakket grus, asfalt og grusveje med rimelig fast underlag tygger de sig nemt igennem og man kan glæde sig over en forholdsvis lav vægt og en meget lav rullemodstand – derudover virker de rimelig modstandsdygtige – igen, hvis man ikke presser den ift. tiltænkte brugscenarier!

På tiltænkt underlag får man et dæk der ruller (nemt!) og godt, samtidig med at det er nemt at komme op i fart – og holde den. På mere fast gravel-underlag gør de sig også super godt og det er først når underlaget begynder at blive løst og mere ujævnt at de kommer til kort, for her mangler man simpelthen greb grundet det manglende mønster og måske også lidt punkteringsresistens når det bliver mere ujævnt og bumlet.

Skal man bruge et dæk der er hurtigt på fast underlag – og cykler man sjældent i mere udfordrende terræn, så kan jeg varmt anbefale Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance. Er man typen der er lidt mere alsidig og gerne vil køre lidt af det hele, så vil man med stor sandsynlighed opleve at komme lidt til kort med Terreno T10 Hardpack Gravel Endurance i ujævnt og udfordrende terræn, så her er der ganske enkelt bedre bud derude.

Pris og tilgængelighed

Holdbarhed 7
Rullemodstand 9
Greb 5
Punkteringsbeskyttelse 7
Vægt 7
Pris 8
7.2
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Garmin Edge 1000
Garmin EDGE 1030Før sommeren præsenterede Garmin deres nye Edge 1000, topmodellen der er...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.