Test: Wahoo Kickr Core hometrainer

Kickr Core er denne sæson’s helt store nyhed og det ses tydeligt på hylderne, for den er praktisk talt umulig at opdrive i skrivende stund (December 2018) hvor alle forhandlere må melde udsolgt og tager imod forudbestilinger da Wahoo simpelthen ikke kan følge med efterspørgslen. Undertegnede har været så heldig at få fingrene i én af de første der kom til landet via Danishbike.dk, hvilket betyder den er blevet testet godt og grundigt de sidste uger.

Wahoo Kickr Core er en direct drive hometrainer og kan nok bedst betegnes som en “light” udgave af den store Kickr som af mange betegnes som det absolut bedste på markedet indenfor smart hometrainere.

Pakkens indhold

I pakken finder man følgende:

  • Wahoo Kickr Core hometrainer
  • Ben/fødder samt værktøj til montering af disse
  • Strømforsyning og strømkabel
  • Quickrelease samt adaptere til 12×142 og 12×148 Thru-axle.
  • Spacer
  • Vejledninger

Tekniske specifikationer

  • Op til 1800 Watt
  • Simulerer op til 16% stigninger
  • Præcision: +/-2%
  • Trådløs forbindelse: ANT+ FE-C , Bluetooth
  • Vægt: Ca. 18 kg.
  • Kan bruges til både QR og Thru-Axle

Samling og opsætning

Wahoo Kickr Core kommer næsten helt samlet, dog skal de to tværgående ben lige monteres, hvilket er hurtigt overstået. De monteres på hometraineren med to bolte hver, og både bolte og værktøj er med i kassen. I forbindelse med samling og opsætning bør man være opmærksom på at få foldet Kickr Core’s ben helt ud, så det forreste ben låses fast. De tværgående ben kan desværre ikke justeres i bredden, men den kan klappes sammen så den fylder lidt mindre ved eventuel opbevaring.

Herefter skal kassetten monteres og her understøttes 8/9/10 og 11-speed kassetter fra Shimano og SRAM, så man er ret godt dækket ind hvad landevejscykler angår. Montering sker som på et alm. hjul, så for de fleste er det også en operation der er hurtigt overstået. Med i pakken er der forskellige adaptere alt efter om man bruger Quickrelease eller Thru-Axle, ved brug af Thru-Axle skal man montere et par adaptere, mens man genbruger selve akslen fra cyklen. Det er virkelig nemt og klares på få minutter.

Slutteligt skal cyklen blot monteres i hometraineren og forhjulet evt. placeres i en forhjulsstøtte som dog også købes ved siden af.

Wahoo Fitness

Via Wahoo’s Fitness app kan man bl.a. opdaterer Kickr Core samt lave forskellige justeringer, derudover kan man også lave såkaldt “Spindown” som er en kalibrering af enheden hvis den eksempelvis flyttes eller udsættes for temperatursvingninger.

Design og detaljer

Det første indtryk af Wahoo Kickr Core er at den er lavet af bundsolide materialer og derfor virker enormt robust. Designet er ret enkelt og åbent, med meget lidt plastik. Selve rammen, benene og de fleste andre dele er alle udført i metal og den fremstår derfor lidt rå, men i rigtig lækker kvalitet efter min personlige mening. På benene er monteret gummi på enderne, så den står godt fast og så man undgår unødvendige ridser på gulvet.

Øverst, ved svinghjulet, er der indikatorer for Bluetooth og ANT+ så man nemt og hurtigt kan konstatere hvorvidt der er hul igennem, derudover er der indgang til den eksterne strømforsyning – det åbne og minimalistiske design har tilsyneladende ikke gjort det muligt at gemme strømforsyningen i Kickr Core. Klistermærker på svinghjulet skal man umiddelbart forvente ryger af, en stor del af mine fløj af efter de første par ture og det er vist et generelt “problem” hvis man følger diverse fora’s på internettet. Det er dog uden praktisk betydning, så det er ikke noget jeg har tillagt værdi i den endelige bedømmelse.

Funktionalitet

Som nævnt tidligere så er Kickr Core en såkaldt direct drive hometrainer, hvilket i praksis betyder at baghjulet fjernes fra cyklen og cyklen monteres direkte i hometraineren med en passende kassette. Denne konstellation giver et meget mere realistisk tråd end på en “wheel on” hometrainer og man får samtidig en langt mere støjsvag hometrainer da der ikke er noget hjul der kører på en rulle.

Kickr Core bygger på den “store” Kickr og det betyder også Kickr Core er næsten 100% lydløs. Der vil naturligvis altid være en vis støj fra kæde og kassette (drivetrainen), men svinghjulet og hometraineren afgiver minimalt med lyd eller støj og har man en blæser kørende vil man formentlig slet ikke ligge mærke til den. I friløb er der en svag “metallisk” lyd fra svinghjulet, men igen er det meget begrænset, altså er der slet ingen høje/skarpe eller gennemtrængende lyde, hverken ved normal hastighed eller når man sprinter og træder mange watt i kort tid.

Jeg har primært testet Kickr Core sammen med Zwift, hvor oplevelsen er at den findes med det samme, den trådløse forbindelse via ANT+ er super stabil og modstanden reguleres straks ved stigninger eller nedkørsler, der er ikke den “lag/forsinkelse” som man kan opleve på andre hometrainere. Med andre ord er det en sand fornøjelse af “Zwifte” med Kickr Core!

Den kan “kun” simulerer stigninger op til 16%, men det er altså også rigeligt til de fleste, her bør alle være ret pressede, hvis ikke – så træder man ikke hårdt nok i pedalerne og med op til 1800 Watt så skal der også nogle ordentlige køller til at vælte Kickr Core! Apropos vælte, så er Kickr Core’s base ret stabil og der er ingen udfordringer med at stå op og træde i pedalerne, selvom det aldrig bliver helt det samme når cyklen er fikseret i hometraineren.

Traineren måler watt/effekt direkte, og har en præcision på +/- 2% jf. Wahoo. Testet op mod min 4iiii Preccision wattmåler har jeg heller ikke oplevet nogle udfald eller mangel på præcision. Dog skal man være opmærksom må at Kickr Core IKKE måler kadence, man skal derfor have en ekstern kadencemåler på og det kan være en udfordring hvis man som mange idag benytter et Apple TV til Zwift, da der er begrænsninger på hvor mange Bluetooth enheder den kan kontrollere på én gang. En mulighed er at benytte et pulsbælte der fungerer som ANT+ -> Bluetooth Bridge, eksempelvis 4iiii Viiiiva. Benytter man en PC eller Mac med ANT+ er dette ikke et problem, da man formentlig har en ANT+ sensorer på i forvejen, evt. fra ens wattmåler.

Wahoo har til denne sæson præsenteret 2 nye tilbehørsprodukter, Wahoo Headwind og Wahoo Climb, begge enheder som supporteres af Kickr Core, det er henholdsvis en blæser der kan simulerer luftmodstand når du kører, mens Climb løfter forenden for endnu større grad af realisme! De er ikke billige, men for dem der ønsker at gå all-in på hometrainer vinteren over, er det nogle fede tilbehørsprodukter.

Konklusion

Jeg må blankt erkende at Wahoo Kickr Core har overrasket meget positivt, fra den fremragende byggekvalitet, til det simple design og den stille drift over til den jævne, stabile modstand. Wahoo har taget det bedste fra den “gamle” Kickr, fjernet alt overflødigt og tilbage står en hometrainer der gør lige det den skal, uden alt muligt “ekstra” gejl, til gengæld virker det bare! Nogle vil savne den indbyggede kadence måler, men de fleste af os kan leve med at skulle bruge en ekstern ANT+ eller Bluetooth.

Wahoo Kickr Core er ligeledes yderst stabil, både ift. den trådløse forbindelse, den jævne og præcise modstand og ikke mindst selve “basen” når man står op og træder igennem på cyklen.

Er man i markedet efter en støjsvag og højtydende direct drive hometrainer med “smart features” til omkring de 5000-6000,- så vil jeg synes det er en skam hvis ikke man overvejer Kickr Core – for den er virkelig et godt køb!

Pris og tilgængelighed

Funktionalitet & brugervenlighed 9
Støjniveau 10
Installation og opsætning 10
Pris 9
9.5
Mere fra Noel Juul Christensen
Shimano GRX – nu som mekanisk 12-speed
Shimano har netop løftet sløret for den nye mekaniske GRX geargruppe. GRX,...
Læs mere
Join the Conversation

5 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.