Test: Wahoo POWRLINK ZERO

Wahoo har i længere tid været en stor spiller i cykelverden, hvor de blandt andet producerer cykelcomputere såvel som hometrainere. Både på cykelcomputer- og hometrainer-fronten har Wahoo virkelig fat i den lange ende, hvor vi selv har testet en række af deres produkter, der bestemt ikke har skuffet os – de leverer hver gang.

Et af Wahoos nyeste produkter er allerede kendt i cykelverden – der er nemlig tale om Speedplay-pedalerne, der i 2019 blev opkøbt af netop Wahoo. Til at begynde med videreførte Wahoo mange af de dyder, der kendes fra Speedplay, men i 2020 kom den længe ventede Speedplay Powrlink Zero, der er Wahoos bud på et sæt wattpedaler.

Wattpedaler er henover de senere år vundet mere og mere frem, da de er alsidige og nemt kan flyttes fra cykel til cykel og samtidig er blevet mere stabile. Garmin og Farvero har været fremme i flere år, men nu vil Wahoo byde dem op til dans. 

Specifikationer

  • Pedalvægt: 277 gram
  • Klampevægt: 148 gram 
  • Float: 15 grader 
  • Batterilevetid: 75 timer 
  • Batteri: Genopladeligt (Ladere medfølger)
  • Stack: 13 millimeter 
  • Nøjagtighed: +/- 1 %

Funktionalitet 

Wahoo Powrlink Zero bliver som sagt en del af et voksende marked for wattpedaler. Det allermest specielle ved Powrlink Zero, er selvfølgelig, at pedalerne er bygget op om den klassiske Speedplay-pedal. Opbygningen omkring den oprindelige Speedplay-pedal gør selvfølgelig, at den vil splitte vandene, da Speedplay-systemet i forvejen er enten elsket eller hadet. 

Det specielle ved Speedplays platform er, at pedalen er meget lille, hvis man sammenligner med Shimano eller Look pedalerne. Platformens størrelse gør, at der er både fordele og ulemper forbundet med pedal-systemet. De helt klare fordele er, at man får en super let pedal, der hermed ikke tilføjer den store vægt til cyklen. Herudover er Speedplays pedal- og klampe-system noget anderledes og mere justerings venligt, end konkurrenternes. Det skyldes, at klamperne kan justeres på flere forskellige måder, da klampen er delt i to.

Yderligere fordele kan være, at der er stor grad af bevægelighed i selve klampe og pedal, hvorfor man har et “float” på ca 15 grader. Float er en smagssag, hvorfor det både kan ses som en fordel og en ulempe. 

Opsætning og kalibrering af Wahoo Powrlink Zero fungerer super godt og nemt. Hvis man er bruger af andre Wahoo-produkter, så ved man, at brugervenlighed er en af brandets helt store fordele. Personligt har jeg både en Wahoo Elemnt Roam og en Wahoo Kickr, hvor det kan sige om begge, at det er “plug n’ play”. Det samme kan siges om Powrlink Zero, da der stort set ikke er anden opsætning, end parringen med din cykelcomputer, der går super nemt. Pedalerne kan selvfølgelig bruges med alle cykelcomputere, der har Bluetooth eller ant+, så det ikke kun er til brug på Wahoos enheder. 

Når pedalerne er parret med enheden, kan man finde pedalerne på cykelcomputeren og hermed kalibrere pedalerne. Kalibreringen er super vigtig før hver køretur, da man hermed sikrer, at pedalerne har den rette spænding og gerne skulle måle inden for det angivne +/-1%. Glemmer man at kalibrerer risikerer man, at man får unøjagtige målinger. Er pedalerne kalibreret korrekt, får man “succes” ved både højre og venstre pedal. Hvis der er en fejl ved en af pedalerne, får man “failure” og må forsøge igen. Jeg har et par gange kalibreret et par gange, før begge pedaler var klar til brug. 

Noget af det vigtigste, når man skal have fat i en wattmåler er, at den skal være stabil og valid. I vores test, der har strukket sig over ca. 1.5 måned, har vi testet pedalerne til træning og løb. Det vil altså sige, at pedalerne er testet i al slags vejr og med maksimale belastninger. I testperioden har pedalerne leveret, og det har de hver gang. Når jeg kigger mine watt-filer igennem, ses der stabile kurver, der ikke har ret mange “spikes”, altså pludseligt høje watt-tal. Endvidere har jeg testet pedalerne mod min Wahoo Kickr Core, hvor begge leverer stort set identiske tal – Kickeren med lidt højere tal generelt. 

Wahoo Powrlink Zero kan købes i en singlesidet og en dobbeltsidet version, hvoraf vi har testet den dobbeltsidet. Fælles for begge pedalsæt er, at de måler via en lille ekstra boks, der er monteret mellem pedal og pedalarm på selve pedalarmen. Den ekstra boks har indbygget et genopladeligt batteri, så pedalerne oplades via de medfølgende opladere. De klikkes nemt på og oplader hurtigt – ca. 3 timer. Pedaler viser både på pedalerne og på cykelcomputeren, når de mangler strøm. Jeg har opladet pedalerne én gang i løbet af de 1.5 måned. 

Som sagt har vi testet den dobbeltsidet version, der altså måler på begge pedaler. Personligt havde jeg nok forventet, at det var muligt at indhente lidt mere data, end det er muligt ved Powrlink Zero. Det er eksempelvis ikke muligt at se sine pedalleringer, så man kan forbedre disse, som man kan ved Garmin. Lidt ærgerligt, når der i forvejen kommer data fra begge pedaler. 

En anden ulempe er, at klamperne til Speedplay er forholdsvis store, når man har beskyttelse-coveret på klampen. Coveret har i nogle tilfælde været i berøring med boksen på venstre pedal, hvorfra der har været en pibelyd. En lille, men ret irriterende ting, der ikke er nem at fjerne, da klampen jo sidder, hvor den skal. 

Konklusion

Igen vinder Wahoo på sin enkelthed og stabilitet. Wahoo Powrlink Zero er super nemme at installere og opsætningen ligeså via deres velkendte App. Når opsætning og installation er klaret, kan man nemt køre afsted med power i pedalerne. Pedalerne kan flyttes fra cykel til cykel, så man kan vælge kun at have en “powersource”. Vi har kort testet pedalerne på gravelcyklen, hvor de også fungerer, trods mange ujævnheder. 

Alt kan selvfølgelig ikke være perfekt, så skulle Wahoo komme med en opdateret model, ser vi gerne, at der er endnu mere data at hente til os, der godt kan lide at nørde lidt tal.

Elsker man Speedplays pedalsystem og har man lyst til at have sine watt-tal fra pedalerne, så er Wahoo Powrlink Zero bestemt en vej at kigge. 

Pris og tilgængelighed

Single-sidet

Dual-sidet

Funktionalitet 9
Validitet 9
Datamængde 7
Pris 7
8
Mere fra Mathias Busk Sælgen
Test: Denver BEN-151 trådløse hovedtelefoner
Vi har endnu en gang testet et par trådløse hovedtelefoner. Denne gang...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.