Test: Zwift Ride med Kickr Core 2

Tilbage i sommeren 2024 lancerede Zwift deres bud på en Smart Bike, Zwift Ride var navnet og den har opnået stor popularitet pga. en yderst konkurrencedygtig pris og et tæt samarbejde med Wahoo der leverer hometraineren til den samlede løsning.

Zwift Ride er navnet på rammen/cyklen som Zwift selv har udviklet og udviklet. Den er udviklet til brug sammen med udvalgte hometrainere og med udgangspunkt i Zwift’s Cog. Denne erstatter kassetten og giver 24 virtuelle gear der kontrolleres direkte fra styret. Zwift Ride understøttes dog også af en lang række hometrainere og listen udbygges løbende, tjek Zwift.com for opdateret liste.

Zwift tilbyder dog også en komplet løsning med både ramme/cykel og hometrainer, så man køber en samlet løsning – og det er denne løsning vi her har testet. Hometraineren som medfølger er fra Wahoo (Kickr Core 2 med Zwift Cog) og det er dén hometrainer som Zwift Ride er bygget op omkring, så den passer perfekt sammen med Zwift Ride rammen/cyklen.

Gå direkte til indhold:

Udvalgte specifikationer

  • Alt i én: Cykel og hometrainer i et – intet behov for yderligere hardware.
  • Passer til alle: Zwift Ride rammen kan justeres så den passer til (næsten) alle, Zwift skriver selv fra 152 -> 198 cm. Altså kan den bruges af hele familien!
  • Virtuel gearskifte: Det virtuelle gearskifte er både hurtigt, støjsvagt og præcist – så du slipper for gear der kører dårligt eller larmer.
  • “Styr på Zwift”: Via knapperne direkte på styret kan du navigerer rundt i menuerne, uden at tage hænderne fra styret!
  • Kompakt: Både Kickr Core og selve Zwift Ride rammen fylder minimalt, så løsningen er også velegnet selvom pladsen er begrænset.
  • Præcision: +/- 2%
  • Maksimal modstand: 1800W
  • Maksimal stigningsprocent: 16%

Samling og indstilling

Zwift Ride med Kickr Core 2 kommer som udgangspunkt i 3 kasser, én kasse med selve rammen, én kasse med hometraineren og den sidste kasse med styret og forskellig tilbehør.

Åbner man kassen med styret, finder man vejledning der forklarer hvordan det hele samles – og det er heldigvis super nemt.

Klargøring af Kickr Core 2 består af at montere de 2 ben/fødder på den, det kræver 4 bolte og der er både bolte og værktøj med i kassen. Det er endda tydeligt markeret med både pile og farver, hvordan benene skal monteres – så man skal faktisk gøre sig umage for at gøre det forkert!

Når hometraineren er samlet, er det nemmeste at placere rammen på denne, og fortsætte den videre samling. Adaptere samt thru-axle er med i pakken og rammen monteres på Kickr Core som var det en almindelig cykel på en direct-drive hometrainer. Når den er monteret, løsnes “kædestrammeren” for kæden, kæden monteres på Zwift Cog og kædestrammeren aktiveres igen.

Selve rammen (Zwift Ride) kommer også næsten helt samlet, dog skal man lige montere den del der holder styret og selve styret. Alt monteres via det værktøj som er med fra start og som bruges til justering og bespænding af alt fra thru-axle til sadlen, der er ikke behov for at finde værktøjskassen frem.

Selve samlingen er virkelig enkel og følger man manualen eller de mange videoguides kan det nærmest ikke gå galt. Jeg vil mene de fleste vil kunne pakke det hele ud og være oppe at køre indenfor 30-45 minutter, inkl. afsluttende justering/”bikefit” som blot består i at justere styret (højde og reach) samt saddel højde efter et skema afhængig af ens højde.

Zwift Ride

Zwift Ride en kraftig metalramme der samlet vejer omkring 25,5 kg., men da rammen kun er til indendørs brug, så betyder vægten ikke det store – tværtimod gør det blot rammen endnu mere solid. Den ligner en klassisk racercykel, dog er forhjul og forgaffel erstattet af et ben og baghjulet erstattet af en hometrainer, i dette tilfælde Wahoo Kickr Core 2.

Den er lakeret i hvid og med sorte detaljer, den er ikkee specielt “flashy” – men faktisk yderst diskret, hvilket er et plus hvis den skal stå fremme.

Styret er også lidt anerledes, for selvom skiftegrebet ligner et almindelig skiftegreb fra en racercykel, så er der en del ekstra knapper hvorfra man bl.a. kan styre cyklen fra side til side, skifte det virtuelle gear og ikke mindst navigerer rundt i Zwift – direkte fra styret. De elektroniske skiftegreb er med genopladelige batterier og holder ca. 20 timer, hvorefter de skal lades op via USB-C.

Ovenpå styret er der plads til at ligge telefon, snacks eller en drikkedunk – hvis man ikke har nok i de 2 dunkholdere som den leveres med. Det er muligt at tilkøbe en tabletholder som monteres direkte, den fungerer rigtig godt til både mobiler og tablets.

Rammen kan justeres 3 steder: Saddelhøjde, “reach” på styret samt højden på styret, alt justeres med ét værktøj som sidder integreret på rammen, så det altid er lige ved hånden. Det er både nemt og hurtigt at justerer Zwift Ride, hvilket gør den oplagt til brug af flere personer – man skal bare lige huske at notere indstillingerne for saddelhøjde, reach samt højde på styret. Det eneste jeg måske savner, er justering af sadlen (frem/tilbage), men det er et fair kompromis ift. prisen.

Selve drivlinen består af et kranksæt med pedaler og kæde, men kæden monteres på Zwift Cog som giver 24 virtuelle gear og denne løsning er noget mere støjsvag endnu den klassiske løsning med kæde og kassette. Modsat eksempelvis Wahoo’s Kickr Bike, så kan man på Zwift Ride ikke som udgangspunkt justere pedalarmlængden – den er 170 mm. Der findes dog en ny krank som giver mulighed for at justere pedalarmslængden fra 160 -> 175mm, men den koster ca. 750,- (Link)

Med i pakken er naturligvis også en saddel samt flade pedaler, så man er køreklar fra dag 1. Sadlen er måske OK for nogle, men jeg ville selv udskifte denne til en tilsvarende dem jeg kører med på mine andre cykler. Cykler man regelmæssigt og længere ture, har man helt sikkert, som jeg, en holdning til hvad der virker – og måske endnu vigtigere, ikke virker når det kommer til sadler. Pedalerne ville jeg også selv smide ud til højre og erstatte dem med nogle der understøtter det kliksystem jeg bruger på landevejen, for mig er det Shimano SPD-SL kliksystem. Pedalerne kan skiftes lige så nemt som på en almindelig cykel, så hvis én i familien bruger SPD-SL og en anden SPD, er det ikke en større operation at skifte pedalerne når der skiftes bruger.

Kickr Core 2 med Zwift Cog

Kickr Core hometraineren kender jeg ganske godt, jeg testede den tilbage i 2018 og har brugt den som min primære hometrainer i en længere periode. Den er siden opdateret og nu kommer den i 2. udgave og her sammen med Zwift Cog som erstatter kassetter og giver 24 virtuelle gear. Det har flere fordele, men de mest indlysende er: mindre støj, én del mindre der slides/skal udskiftes og så er et virtuelt gearskifte altid 100% præcist, hurtigt og du kan træde alle de watt benene kan klare under gearskifte – uden at tænke på om du ødelægger hverken kæde eller kassette.

Kickr Core 2 er super stabil, grundet de to stabile fødder der går på tværs og svinghjulet giver forholdsvis støjsvag og realistisk modstand op til 1800W. Den kan simulerer stigninger op til 18% og nedkørsler op til -10%.

Hometraineren understøtter både WiFi, Bluetooth (inkl. Bridge mode) og ANT+ så den kan kobles op til de fleste enheder (Computer, tablet, telefon, AppleTV mv.) Det er dog værd at bemærke at Zwift Cog og de virtuelle gear pt. kun er understøttet af Zwift platformen, så bruger du en anden træningsplatform (Eksempelvis Rouvy) så vil det ikke fungere.

Zwift Ride med Kickr Core 2 i praksis

Først og fremmest, så blev jeg lidt overrasket over hvor hurtigt det var at pakke ud og samle Zwift Ride og Kickr Core 2, det var virkelig gjort både nemt og brugervenligt. Justering af Zwift Ride var også forholdsvis enkelt, i hvert fald hvis man tog udgangspunkt i deres anvisninger baseret på rytterens højde.

Her måtte jeg dog lave en del justeringer med udgangspunkt i en af mine andre cykler, for at få et tilsvarende “fit”. Det var også her jeg stødte ind i de 2 udfordringer jeg oplevede i forbindelse med justering/tilpasning, nemlig at der ikke er mulighed for at justere setback på sadlen, på samme måde som eksempelvis Kickr Bike. Dernæst kører den med “fast” længde på pedalarmene (170 mm.) medmindre man tilkøber en ny krank med justerbar pedalarmslængde. Det er formentlig ikke noget der vil betyde det store for den gængse rytter, men ønsker et 1:1 fit med ens almindelige cykel kan det måske give lidt udfordringer. Til gengæld er det virkelig nemt og hurtigt at teste nye indstillinger, og når man har fundet det perfekte “fit” er det bare at notere bogstav for hver indstilling for saddelhøjde, styrhøjde og reach – så kan den nemt indstilles næste gang, hvis man er flere der benytter Zwift Ride.

Det var, som forventet, også nemt at parre Zwift Ride med Kickr Core 2 med Zwift – men her stødte jeg også på en enkelt udfordring som er relevant for AppleTV brugerne. Som nogle måske ved, understøtter Apple TV kun 3 Bluetooth forbindelser og den ene bruges til fjerbetjeningen. Under parring af Zwift Ride med Kickr Core 2 løb jeg derfor tør for Bluetooth forbindelser, da jeg også skulle have tilkoblet min pulsmåler. Det er dog nemt at parre enhederne med Companion app’en på ens smartphone i stedet og i Zwift bliver man vejledt til hvordan det foregår.

Jeg kender Wahoo’s Kickr-serie ret godt og derfor var gensynsglæden med Kickr Core 2 også ret stor, for den oprindelige Kickr Core har jeg virkelig brugt mange timer på. Kickr Core 2 er heldigvis kun blevet bedre og sammen med Zwift Cog vil jeg have rigtig svært ved at finde en hometrainer i mellemklassen som er et bedre køb end denne.

Jeg har testet Zwift Ride med Kickr Core 2 både i både “free ride”, i træningsmode og til løb – og jeg har intet at sætte en finger på. Kickr Core 2 med Zwift Cog og det virtuelle gear fungerer perfekt, det er hurtigt og skiftet er altid præcist, der er ingen støj eller noget ved gearskifte og heller intet behov for at time gearskiftet som på en normal kassette. Der er stadig en kæde og et tandhjul bagpå (Zwift Cog) så fuldstændig lydløst er det ikke, men der er meget lidt støj under brug – for fra Kickr Core 2 kommer kun en svag “summen” fra svinghjulet når det drejer rundt. Til gengæld så gør kæden og tandhjulet at følelsen når man cykler er super realistisk ift. en normal cykel – mere virkelighedstro end den Kickr Bike som jeg normalt benytter.

Ifm. træningsprogrammer på Zwift har jeg brugt ERG-mode og her er Kickr Core 2 hurtig til at justere belastningen så man rammer ens watt perfekt, forudsat at ens ben er enige! Kickr Core 2 har også fået en ny “race mode” funktionalitet som, kort fortalt, gør at den reagerer hurtigere på inputs, altså hvis man pludselig sprinter – så reagerer den uden forsinkelse. Ærlig talt, har jeg aldrig oplevet dette som et issue før på nogle af de mange hometrainere jeg har testet, men jeg må nok også bare erkende at jeg heller ikke kører med i den del af Zwift hvor marginalerne betyder om man vinder eller taber.

Én af de ting jeg lige har skulle vænne mig til, er de mange nye knapper man har fået direkte på styret – der er et lille panel på både højre og venstre side af styret. Når man lige vænner sig til at bruge dem, så giver de faktisk virkelig god mening, for så kan du faktisk navigerer rundt i Zwift – uden du skal have fat i din tablet, PC, AppleTV eller hvad du nu engang afvikler Zwift på. Det kræver lidt tilvænning, særligt hvis du, som jeg, er en garvet Zwift rytter – men det fungerer rigtig godt når man lige får det ind under huden.

På skiftegrebene er der også placeret knapper så du kan dreje fra side til side i Zwift, dette giver mulighed for at placere sig mere hensigtsmæssigt i grupper og sving – men ærlig talt heller ikke en funktion jeg selv har brugt synderligt meget. Men der findes efterhånden flere situationer hvor “steering” giver mening i Zwift og det er helt sikkert noget vi kommer til at se mere til i fremtiden.

Ift. selve rammen, altså Zwift Ride, så var jeg ret spændt på hvor stabil den villle være, altså når man sidder på cyklen og giver den gas. Heldigvis så er kombinationen af Zwift Ride rammen og Kickr Core 2 perfekt afstemt – og den er super stabil! Selvom Kickr Core 2 kun har de 2 ben bagtil og Zwift Ride det ene ben foran, så er der ingen ustabilitet at spore, heller ikke når man står op og sprinter med maksimal power i pedalerne. Det skal så måske nævnes at jeg vejer ca. 67 kg. og altså ikke hører til i den tungeste vægtklasse.

At Zwift Ride er lavet udelukkende til indendørs brug ses også ret tydeligt på de løsninger man finder herpå, for selvom den er lavet så den ligner en “rigtig” cykel, så er der flere løsninger som er optimeret ift. indendørs cykling. Eksempelvis er dunkholderne “åbne” så flaskerne er nemme at få ind og ud, styret er først og fremmest udstyret med en del ekstra “knapper” og så er der en holder ovenpå styret som kan bruges til alt fra telefon, til dunk eller snacks.

Konklusion

Med en pris under 10.000 (Vejledende pris i skrivende stund er 8940,-) er Zwift Ride med Kickr Core 2 den billigste Smartbike på markedet og pludselig er en smartbike indenfor rækkevidde for et noget større publikum.

Helt grundlæggende, så synes jeg Zwift Ride med Kickr Core 2 er et virkelig godt køb, da man får en ramme der er nem at justere, er udviklet og bygget til indendørs brug og med mange fede “indendørs” features. Derudover får man en velkendt hometrainer fra én af de markedsledende producenter, nemlig Wahoo. Kickr Core-serien er gennemtestet og du får bundsolid ydelse, støjsvag drift og så skal der nok komme eventuelle opdateringer i fremtiden.

Men, hvorfor give knap 9000,- for en løsning som Zwift Ride med Kickr Core 2 i stedet for “bare” at smide sin landevejscykel på eksempelvis Wahoo Kickr Core 2 der fås til omkring 4000,-? Det er der flere gode grunde til, men de vigtigste i min optik er:

  • 100% dedikeret til indendørs brug, altid klar!
  • Ingen behov for at skifte cykel, ingen rengøring eller klargøring til skifte mellem indendørs og udendørs brug
  • Gearskifte kører altid perfekt, intet behov for justering
  • Mindre støj – ingen kassette der larmer
  • Mindre vedligehold/begrænset sliddele der skal skiftes
  • Intet slid på udendørs cykel af sved og “vrid” fra at være fastspændt i hometraineren
  • Nem justering, perfekt hvis man er flere brugere (Kan reelt bruges af hele familien!)
  • Cockpittet bygget til Zwift, alle nødvendige knapper er til stede og kan styres direkte fra styret
  • Den fylder ikke specielt meget og hometraineren kan nemt fjernes.

Jeg har svært ved at pege på en løsning der giver bedre værdi endZwift Ride med Kickr Core 2, for smartbikes fra både Wahoo og Tacx koster over 20000,- og flere af dem tættere på de 30000,-

Zwift Ride med Kickr Core 2 er måske ikke helt så avanceret og sofistikeret som de dedikerede smartbikes fra føromtalte producenter, men du får stadig smartbike oplevelsen af en fuldt integreret løsning der er 100% klar til brug, meget begrænset støj og vedligehold ogsamt nem justering til flere brugere. Som et ekstra plus i min bog, så kan man “bare” skifte hometraineren hvis den skulle gå i stykker efter reklamationsretten er udløbet, da den ikke er en integreret del af løsningen.

Eneste ulempe jeg umiddelbart ser, er at du er “låst” til Zwift træningsplatformen da der ikke er officiel support for Zwift Cog på andre platforme/apps. Omvendt må jeg bare sige at jeg selv efter mange år på Zwift, absolut ingen intentioner har om at skifte, for det spiller bare, uanset om det er træning, social-rides eller hårde løb man er til på dagen. (Der er dog brugere der melder at Zwift Cog fungerer fint på Rouvy)

Pris og tilgængelighed

Zwift Ride sælges direkte via Zwift’s egen webshop.

Installation og opsætning 9
Funktionalitet og brugervenlighed 8
Støjniveau 8
Design 9
Pris 10
8.8
Mere fra Noel Juul Christensen
Garmin Edge Touring – Gennemgang
En kort og grundlæggende gennemgang af Garmin’s nye Edge Touring, en cykel...
Læs mere
Join the Conversation

3 Kommentarer

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.