Sådan vælger du den rigtige begynder racercykel

Senest opdateret d. 14-06-20

Vil du gerne anskaffe dig din første racercykel kan det være lidt svært at navigerer i junglen af tilbud, producenter og modeller – vi vil i denne artikel forsøge at guide dig igennem junglen så du er godt klædt på når du står i butikken, eller skal shoppe din første racercykel på internettet.

Vi gennemgår de ting du bør være opmærksom på ved køb, og ikke mindst de ting som man kan se bort fra.

Budget

Noget af det første man bør gøre op med sig selv er hvor mange penge man er villig til at investere i den første racercykel, da det ofte vil være det der sætter grænserne ift. materialevalg, geargruppe og andet som vi kommer ind på senere i denne artikel.

Du kan naturligvis sagtens starte på en billig, brugt, cykel til 1000,- fundet på Den Blå Avis, men oplevelsen bliver altså en helt anden på en cykel som passer til netop dig og dit behov.

Størrelsen

Det er naturligvis vigtigt at man får anskaffet sig en cykel i den rette størrelse og det kan i sig selv være lidt af en udfordring, for en str. 54 fra eksempelvis Specialized er ikke nødvendigvis det samme som en str. 54 fra Cannondale, her må man læne sig op af den enkelte producentens størrelsesguide, for at finde ud af hvilken størrelse man skal have, ligger man lige midt mellem to størrelser vil det altid anbefales at man vælger den mindste.

Aluminium eller carbon-stel?

Afhængigt at budgettet, vil det for de flestes vedkomne kun være alunimums-stel der er indenfor økonomisk rækkevidde – men det behøver ikke betyder man får en dårligere cykel, eller køreoplevelse. Et godt aluminiums-stel kan sagtens være lige så godt som et “dårligt” carbon-stel og ofte er alu-stellet mere stift end carbon-stellet. Normalt forventer man at et carbon-stel er meget lettere end et aluminiums-stel, men det er altså ikke altid tilfældet – så husk at tjek vægten!

Mange begynder racercykler kommer med aluminiums-stel og carbon forgaffel, sidstnævnte for bedre at kunne absorbere ujævnheder og generelt bidrage til en højere komfort, hvilket er en fin løsning.

Vælger man en cykel med carbon-stel vil man dog ofte få en lavere vægt og ofte en mere komfortabel ramme, da carbon er bedre til at absorbere stød og ujævnheder.

Fart eller komfort?

De fleste vil nok med det samme tænke fart, for hvem gider komme sidst? Det er dog mere nuanceret end som sådan og heldigvis findes der i dag også en del cykler som er en god kombination af både komfort og fart.

En racercykel der er lavet til at køre stærkt vil typisk være ret aerodynamisk, samtidig med at kørestillingen vil være forholdsvis agressiv – og det er den primære forskel mellem denne og komfort-raceren hvor kørestillingen vil være knap så aggressiv, dækkene måske lidt bredere for at tage ujævnhederne, skivebremser og måske vil den eksempelvis også være udstyret med en saddelpind med flex.

Er man helt ny indenfor cykling vil jeg nok ikke anbefale at man går efter fart fra dag 1, da det kræver lidt tilvænning at sidde så aggressivt på en cykel.

Fælg eller skivebremser?

Dette er et spørgsmål de fleste cykelryttere har en meget klar mening omkring, nogle mener ikke at skivebremser hører hjemme på en racercykel, mens andre elsker det – undertegnede tilhører den sidste gruppe.

Skivebremser giver en række fordele, bl.a. er bremseevnen ofte markant bedre i både tørt og vådt vejr, derudover er det nemmere at modulere et par hydrauliske skivebremser end et par fælgbremser og ikke mindst undgår man at slide på selve fælgen hvis man køber et dyrt sæt carbonhjul.

Ulempen ved at benytte skivebremser på racercyklen er at dæk/hjulskifte er marginalt langsommere, man risikerer at døje med bremser der går på bremseskiverne og så må man leve med en lidt højere vægt, primært grundet bremseskiverne.

Har man muligheden, indenfor budgettet, for at vælge en model med skivebremser vil det helt bestemt være min anbefaling, men til en klassisk begyndercykel med et standard alu-hjulsæt vil et par fælgbremser også kunne gøre jobbet.

Gode hjul gør en kæmpe forskel!

Hjul-sættet betyder enormt meget for den samlede køreoplevelse og et godt hjulsæt vil typisk være kendetegnet ved at være let, stift så det tager godt imod de kræfter der overføres dertil og har en præcis styring og så skal det også gerne skære vinden optimalt og rulle let. Derudover vil det være en fordel, for mange, hvis hjulsættet er tubeless ready fra starten.

Det kan være svært at sammenligne hjulsæt direkte, men kig gerne efter vægten og søg evt. på nettet efter test og anmeldelser og måske også for en indikation af prisniveauet for det løse hjulsæt.

Gear!

Alt for mange kigger udelukkende på geargruppen og ikke alt det andet, hvilket er forståeligt da det er en meget håndgribelig måde hvorpå man kan sammenligne to cykler. Geargruppen er dog ikke alt og bør ikke være altafgørende for valget af cykel. Jo bedre (Og dyrere…) geargruppe, jo smidigere gearskifte vil man ofte få, samtidig kan man spare lidt på vægten. Det er dog marginalt og anbefalingen herfra vil derfor være at man går efter mellemklassen, hvilket for Shimano’s vedkomne betyder Tiagra eller 105, evt. Ultegra hvis budgettet tilllader det. Én ting man dog skal være opmærksom på er at en 5 år gammel Ultegra-gruppe ikke nødvendigvis er bedre end en helt ny 105 gruppe, da teknologien fra de bedste grupper arves af de mindre grupper når de kommer i nye udgaver. Man skal med andre ord ikke lade sig forblænde helt af en 10 år gammel cykel med Ultegra eller Dura-Ace geargruppe…

Husk udstyret!

Udover selve cyklen, så husk også at du formentlig ikke kommer udenom at bruge lidt penge på udstyr og tilbehør, så sørg for der er lidt luft i budgettet så du ikke står med en køreklar cykel, men stadig mangler cykeltøj, hjelm og pumpe.

Opsummering

  • Fastlæg et budget (+/-)
  • Find din størrelse
  • Gør op med dig selv om du ønsker fart eller komfort
  • Vurder om du kan “nøjes” med fælgbremser, eller vil have skivebremser
  • Find en cykel med en fornuftig geargruppe
  • Husk lidt luft i budgettet til udstyr

Udover ovenstående, så undlad at ligge alt for meget værdi i ting som nemt kan udskiftes, det kunne eksempelvis være dækkene. Her er der meget at hente ved at at vælge et sæt gode dæk, men investeringen efterfølgende er ret begrænset. Det samme gælder en anden saddel, frempind og andre småting der både nemt og ret billigt kan udskiftes.

6 gode begynder racere til under 15.000

Cannondale CAAD Optimo 105 – 9599,-

Fornuftigt alu-stel, Shimano 105 geargruppe og standard hjulsæt.

Canyon Endurace 7 – 13399,-

Let cykel med alu-stel der vejer kun 8,72 kg, 11-speed Shimano 105 geargruppe, skivebremser og rigtig fornuftigt hjulsæt fra DT Swiss.

Canyon Endurace CF 7 – 15799,-

Fuld carbon-stel med vægt på 8.62 kg., 11-speed Shimano 105 geargruppe, Fulcrum hjulsæt og skivebremser.

Cannondale CAAD13 105 – 14999,-

Et af markedets bedste alu-stel, 11-speed Shinamo 105 geargruppe, Fulcrum hjulsæt og fælgbremser.

Scott Addict 20 – 14999,-

Carbon-stel og en vægt på 7,85 kg., 11-speed Shimano 105 geargruppe, fælgbremser og Syncros hjulsæt.

Mere fra Noel Juul Christensen
ABUS tager det næste skridt og overtager italiensk producent af hjelme
Pressemeddelelse: Sikkerhedseksperten ABUS har indgået en aftale om at overtage den italienske...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.