Test: AGU Aero III Bibshorts

Endelig blev det forår og vi har da også allerede haft enkelte dage som indbød til kort/kort! Det betyder så også at vi skal finde bibshortsene frem og pakke de lange bukser væk – forhåbentlig for en stund!

Aero III bibshorts er oprindeligt udviklet og designet til Pro’erne på Jumbo-Visma, men er nu blevet tilgængelig for alle os andre! Jeg har haft lejlighed til at teste dem på hometraineren over vinteren og på landevej og gravel her i foråret.

Design og detaljer

Aero III er udført i Intense Lycra, et materiale der har et højt indhold af elastan for mere kompression, dette støtter musklerne og optimerer blodgennemstrømningen for optimal ydeevne. Materialet er naturligvis så let som muligt og derudover er der kigget meget på aerodynamik. Sidstnævnte er måske mindre vigtigt for os motionister, men vi tager omvendt gerne det hele med!

Udover at være “hurtige”, så har materialet fået Coldblack behandling der beskytter mod UV-stråler og forhindre at de sorte bibs bliver super varme, sidstnævnte er en ret lækker og praktisk detalje på de varme dage, uanset om det er herhjemme eller under sydlige himmelstrøg.

Antallet af syninger er naturligvis minimale – for at mindske risikoen for irritation, derudover er der flade laserskårne seler i mesh, samme materiale som ryggen. Det betyder masser af stræk – samt en god ventilation/åndbarhed. På ryggen er en lille lomme til en radio-transmitter, hvis man på et tidspunkt skal blande sig med pro’erne!

Benene er lidt længere end normalt, de slutter lige over knæene og med laserskårne afslutninger og en silikone på den indvendige del, slutter de helt tæt for en aerodynamisk og flot afslutning. Personligt er jeg ret vild med den ekstra benlængde, jeg synes det ser super godt ud!

Indvendigt er der AGU’s bedste bud, Black 320. Den er forholdsvis tynd, super åndbar og meget fleksibel – men stadig med en god støtte. Puden former sig nemt efter rytteren og er efter min mening perfekt afstemt mellem komfort og ydelse.

Komfort og pasform

Aero III har jeg benyttet både indendørs på hometraineren, samt udendørs på både landevejen og ifm. gravel. Uanset disiplinen, så klarer Aero III skærene! Materialet er super lækkert og sidder helt tæt til kroppen, afslutningerne ved lårene er knivskarpe og bliver siddende! Selerne og overselen sidder hvor den skal, intet der folder eller gnaver og så er der rig mulighed for at komme af med varmen.

Puden, Black 320, er super komfortabel, har en god størrelse og er rigtig godt afstemt mellem både komfort og ydelse. Den er tyk nok til at give den fornødne støtte på de lange ture, men stadig tynd og fleksibel nok til at den er rar og nærmest ikke mærkes når man sidder på cyklen – her mærker man i særdeleshed at Aero III er et par “profesionelle” bibshorts i en klasse for sig!

Jeg har testet Aero III bibshorts i str. S, hvilket passer perfekt til mine 175 cm., og 66 kg.!

Konklusion

Jeg har haft lejlighed til at teste Aero III bibshorts over det sidste halve år, både indvendigt på hometraineren hvor komfort og åndbarhed er meget vigtigt, samt udendørs hvor beskyttelse mod elementerne og komforten ved blandet underlag sættes på prøve. Aero III klarer det hele til topkarakter! De er super behagelige til både korte, intensive ture, samt lange krævende ture – uanset om det foregår på landevejen eller gruset.

Lækkert design, fede detaljer, kanon pasform og en virkelig god pude gør Aero III til et par fantastiske bibshorts – men til knap 1700,- er det også forventeligt at man får et par rigtig gode bibshorts.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1649,-

Funktionalitet 9
Design 8
Pasform og komfort 10
Pris 7
8.5
Tags fra indlægget
, , ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Skullcandy Vert headset
Skullcandy har for ganske nyligt lanceret Vert, et trådløs headset som vi...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.