I søndags gik det løs med 15. udgave af Bakkeløbet, en forårsklassiker i det Østjyske og et motionscykelløb hvor der er plads til alle, både dem der bare skal træde flest mulige watt – men så sandelig også dem der bare ønsker en udfordring og en god dag på rammen!
I perioden op til Bakkeløbet så vejrudsigten rigtig fornuftig ud, en 10-15 grader, sol og begrænset med vind, så allerede i ugen op til var udsigterne til en solskinstur rigtig fornuftige. Motionscykelløb er meget afhængige at vejret og mange “trækker” deres tilmelding til sidste øjeblik. Jeg forstår det egentlig godt, jeg er heller ikke selv vild med at køre cykelløb i dårligt vejr, men omvendt gør det det også overordentligt svært at arrangere motionscykelløb hvis der de sidste dage op mod afviklingen vælter ind med tilmeldinger.
Så vidt jeg kan se på Sportstiming så var der i år 82 tilmeldte på 53 km, 262 på 85 km. og 256 på 120 km. Det synes jeg egentlig er ret flot!
Raceday!

Vel ankommet til Højboskolen i høj sol fik vi udleveret vores startnumre og det gik foregik i år udendørs, tidligere har der været udlevering af startnumre indenfor i hallen, men grundet stævne var dette flyttet udenfor. For os der ankom i god tid fungerede dette perfekt og vi fik hurtigt vores numre og kunne gøre os klar. Men der der kom tættere på kl. 10.00 hvor første start gik, måtte vente i en kø der rimelig hurtigt voksede sig lang. Arrangørerne er opmærksomme på dette, men jeg tror mange ville kune hjælpe sig selv og de frivillige ved at tjekke Sportstiming og kende ens startnummer, så de frivillige slipper for at kigge lister igennem ved hver enkelt udlevering.
I startområdet er der mulighed for at tanke vand, energi og “snacks” til lommerne.
Kl. 10.00 gik starten for 1. startgruppe på 120 km. distancen og her ville undertegnede sammen med to makkere forsøge at hænge ved raketterne så længe som muligt. Af sikkerhedsmæssige årsager og grundet en del vejarbejde var der masterstart de første km. med en BMW Racemarshall forrest.
Jeg var dog den der først måtte indse den ikke gik og efter 15 km. i rød zone, måtte jeg slippe gruppen og heldigvis faldt der et par stykker fra fronten så vi kunne danne en lille 4-mands gruppe der arbejdede godt sammen indtil km. 60 hvor vi blev indhentet af de forreste fra gr. 2. Vi fik hægtet os på denne forholdsvis store gruppe og de fleste hang faktisk ved næsten til målstregen. På den ene side var det befriende at kunne “putte” sig i en større gruppe, omvendt var der pludselig mere elastik-kørsel og kamp om pladserne, så der skulle skrues lidt op for tempoet igen!
Undervejs på de 120 km. får man ca. 1400 km. og det kan godt mærkes i stængerne særligt fordi mange af dem er lange og seje – så det kræver man forstår at disponere kræfterne så bakkerne ikke dræber en – samtidig er der samlet 2 “trælse” stigninger” på den sidste del af ruten, først Lyngvej og umiddelbart derefter Bjergvej. Undervejs blev vi, i vides muligt omfang, fulgt af BMW Racemarshalls der sørgede for at gøre opmærksom på farlige passager, ligesom der de fleste steder var placeret flagvagter. Det er dog vigtigt at huske på at flagvagterne og BMW Racemarshalls IKKE dirigerer trafikken, men blot skal hjælpe os bedst muligt igennem. Jeg synes generelt der blev udvist stor tålmodighed fra bilisterne og jeg oplevede ikke nogle farlige situationer, kun én enkelt tosse på motorcykel havde ufatteligt travlt med at komme forbi vores store gruppe ude bagom Skanderborg og kørte som død og helvede – sådanne typer kan man bare ikke gardere sig imod…
På 120 km. ruten var der 2 depoter, det store ved Yding Skovhøj og et mindre ude omkring Horndrup på broen over E45. I depoterne kunne der tankes vand, energi og snacks og de frivillige var super gode til at stå klar med bananer og lign. man kunne gribe i farten – så føler man sig altså som en ægte cykelrytter!
Tilbage i Hørning var benene efterhånden ved at være godt stegte og det var tid til finalen som denne gang var rykket ind i villa-kvarteret lige før skolen – en rigtig god beslutning! Tidligere har man skulle krydse en større vej, inden man rammer målstregen ved skolen og dette har skabt unødvendige farlige situationer fordi både cykelryttere og bilister glemmer at tænke sig om. Det slap vi for i år og efter at have trådt den sidste energi ud i pedalerne kunne vi nyde en sodavand, kaffe og chokolade i målområdet. Der var også tændt op i grillen, så man kunne så en grillpølse – perfekt til både ryttere og evt. familie der var mødt op for at heppe – og måske vente, alt efter hvor realistisk man har været med sin sluttid…

Bakkeløbet er en fast del af min “løbskalender” som motionist af flere årsager: Det ligger lige i min baghaven, ruten er velkendt, men stadig udfordrende med både bakker, tons og alt derimellem. Sikkerheden er høj, skiltningen god og så er der bare altid en god stemning i og omkring løbet – vi er der måske nok for at køre væddeløb, men derfor kan vi godt hjælpe hinanden!
Bakkeløbet har de seneste år været lidt udfordret af forskellige udefrakommende faktorer som de ikke selv har haft indflydelse på, først et massivt byggeri omkring skolen der gjorde start & målområdet en smule kaotisk og derudover en masse vej og broarbejde på ruterne som har gjort man har måtte lave diverse omkørsler. Personligt synes jeg egentlig ikke det har haft den store betydning for min oplevelse og deltagelse, men for 3. startgruppe på 120 km. distancen gik det desværre galt – BMW Racemarshall fik kørt forkert så gruppen startede med at køre ruten bagvendt. De fleste havde undladt at loade (den gamle) rute ind på GPS’en da der var meldt om omkørsler, så denne gruppe havde en lidt kaotisk start på Bakkeløbet, nogle endte med at køre ruten omvendt, andre fik fundet retur på den oprindelige rute. Det er en super ærgelig fejl – men arrangørerne har umiddelbart efter løbet meldt ud fuldstændig åbent og ærligt omkring fejlen og det kan jeg kun have kæmpe respekt for. De er nok mindst lige så trætte af det som deltagerne – hvor nogle lige fik en 10-15 km. ekstra i bogen…
Bortset fra et par små “hick-ups” som heldigvis ikke berørte undertegnede, så synes jeg igen at Bakkeløbet leverede varen – og at man så får lov at køre hele turen i høj sol er jo bare et kæmpe plus!
Tak til arrangørerne Lions Hørning og Skanderborg Cykelklub.
Vil du vide hvornår Bakkeløbet afholdes næste gang, eller se billeder fra tidligere løb, så tjek Bakkeløbet.dk eller Bakkeløbet på Facebook.