Canyon Grail vs. Canyon Grizl

Tyske Canyon har udvidet deres modelprogram med endnu en cykel dedikeret til gravel, cyklen har fået navnet Grizl. Indtil introduktionen af Grizl, var Grail deres bud på en gravel cykel, mens Inflite serien mest var og er henvendt til cross rytterne.

Men hvad er egentlig forskellen på Grail og Grizl – to cykler som på papiret minder en del om hinanden – vi har prøvet dem begge og har forsøgt at skabe et overblik over de vigtigste forskelle i denne artikel.

Canyon Grail

Grail-serien markedsføres som cyklen der gør det lige godt på landevejen, som på grusstierne, med andre ord en cykel der kan bruges overalt.

Grail-serien er tilgængelig i 4 udgaver, fra toppen Grail CF SLX der er den letteste carbon udgave, til Grail CF SL der er der en lidt tungere carbon udgave, til Grail AL der er alu udgaven og slutteligt Grail:ON der er carbon udgaven med el-motor. Her er modeller til alle, uanset niveau! Alle 4 udgaver fås med forskelligt udstyr, her er alt fra mekaniske til elektronike geargrupper, carbon hjulsæt og meget andet…

Én af de ting som Grail-serien har været kendt for, er det specielle styr som de dyrere af modellerne er udstyret med. Dobbeltstyret giver masser af fleks og stødabsorbering i den øverste del, men det er super stift i droppene når du skal sprinte eller sætte nye rekorder på nedkørslerne. Indrømmet, det ser specielt ud – men det virker rigtig godt! Ulempen ved det specielle cockpit er at man ikke sådan lige kan investere i et nyt styr og/eller en anden frempind, her er man låst af Canyon’s CP07 gravel cockpit hvor justeringsmulighederne er ret begrænsede. Ydermere kan det være lidt bøvlet at montere ringeklokke, lygter og ander udstyr på det specielle styr – heldigvis har Canyon bl.a. lavet en out-front holder til Garmin/Wahoo cykelcomputere, en holder der også fås med beslag til en særlig lygte der kan monteres underneden.

Canyon CP07 Cockpit

Grail’en kan maksimalt monteres med 42mm dæk og leveres fra start med 40mm som jeg personligt synes er en glimrende bredde til “all-round” brug hvis man både benytter den på asfalt og grus.

Cyklens geometri er naturligvis mere oprejst end en klassisk landevejscykel, men det lugter stadig lidt af race og den kan sagtens kære stærkt på landevejen, såvel som på de flade og hårdtpakkede grusveje.

Vil man gerne bruge Grail til pendling og/eller som vinteracer, så kan der fås et modelspecifikt skærmsæt – da der ikke er traditionelle huller til montering af skærme. Er man til bikepacking og har behov for at montere forskellige tasker og lign. direkte på stellet, så bliver man lidt begrænset af det særlige cockpit og manglende monteringsmuligheder/beslag, så ens valg vil nok i høj grad ende med at være kompromiser i mangel af bedre.

+

  • Hurtig på både asfalt samt på grus og skovstier
  • Yderst komfortabel grundet det særlige cockpit (Bemærk: Enkelte udgaver leveres med traditionelt cockpit)
  • Stiv og responsiv, uanset om man kører på asfalt eller grus.
  • Flere udgaver fås med carbon hjulsæt
  • Lidt mere “race-orienteret” geometri

  • Ikke helt så adræt i teknisk terræn
  • Kan maksimalt tage 42 mm. dæk
  • Begrænsede justerings og tilpasningsmuligheder grundet det særlige cockpit
  • Begrænsede muligheder for montering af tasker og andet udstyr til eksempelvis bikepacking

Canyon Grizl

Grizl blev lanceret som Canyon’s nye vilde gravel cykel, cyklen der kan boltre sig i al slags terræn, også når det bliver lidt mere vildt end grusveje og skovstier, altså hvor vi nærmer os noget der ligner singletracks som vi kender fra mountainbiken.

Grizl-serien er tilgængelig i 3 udgaver, Grizl CF SLX som er den letteste top-ramme i carbon, Grizl CF SL som er lidt tungere og slutteligt Grizl AL som er aluminiumsudgaven der er lidt mere budgetvenlig. Grizl-serien indeholder pt. ikke en model med el-motor – men det kunne nemt komme senere, afhængigt af hvor meget succes der er med Grail:ON. Som Grail, fås alle 3 udgaver med forskelligt udstyr, ligeledes er der mekaniske og elektroniske geeargrupper tilgængelige. Udvalgte Grizl modeller fås med den nye gravel specifikke forgaffel med vandring, samt dropperpost, endnu to ting som er hentet ind fra mountainbiken.

Cockpittet på Grizl er et helt traditionel cockpit med styr og frempind der kan justeres og/eller udskiftes som man ønsker det, det er altså muligt at skifte frempinden til anden længde, hvis det passer bedre til end behov, ligesom man kan udskifte styret til et med mere flare hvis man ønsker dette. Kort sagt – det er nemt og tilgængeligt at justere og tilpasse cockpittet på Grizl!

På Grizl-serien er der plads til 50mm dæk og de leveres som udgangspunkt med 45mm dæk. 40 kontra 45mm lyder måske ikke at meget, men i praksis er der ret stor forskel. 45mm håndterer ujævn terræn noget bedre og man kan sænke dæktrykket yderligere for endnu mere greb og komfort i ujævnt terræn.

Alle Grizl udgaverne har samme geometri, uanset om det er toprammen i carbon, eller den mere prisgunstige aluminiumsudgave. Geometrien giver en mere oprejst stilling end på landevejscyklen, så du har mere kontrol i teknisk terræn og kan sidde flere timer i sadlen uden at blive træt.

Canyon Grizl fuldt oppakket.

Skal man have skærme til Grizl er der også mulighed for at købe et modelspecifikt sæt fra Canyon og det kan klart anbefales, så man slipper for et universalt sæt som måske alligevel ikke sidder helt optimalt. Har man brug for oppakning ifm. bikepacking eller lign., vil Grizl være det helt rette valg – for her er massevis af monteringshuller på både overrør, forgaflen osv.

+

  • 45 mm. dæk og geometrien gør den nem (og komfortabel) at styre rundt i teknisk terræn
  • Standard cockpit giver masser af justerings og tilpasningsmuligheder
  • Massevis af monteringshuller til tasker, flasker og andet ifm. bikepacking
  • Mulighed for både affjedret forgaffel samt dropperpost fra start

  • Ikke nær så hurtig som Grail på asfalt og i “let” gravelterræn (Ex. hårdtpakket grus)
  • Føles ikke helt så responsiv som Grail’en når man træder til
  • Alu cockpit kontra carbon giver ikke helt samme stivhed og respons
  • Mindre udvalg med carbon hjulsæt

Men hvilken skal man vælge?

Det er svært at give en entydigt svar herpå, for det kommer helt an på ens behov og planer. Skal man bruge cyklen til både landevejstræning samt lettere gravel vil Grail nok være oplagt, da den simpelthen er noget hurtigere. Er man mere til tekniske gravel og måske skal bruge cyklen til bikepacking, så får man i Grizl en cykel der er bedre forberedt til dette formål – og så må man leve med at den er en kende langsommere på landevejen.

Priser

Canyon Grizl fås fra 11799,-
Køb Canyon Grizl

Canyon Grail fås fra 11799,-
Køb Canyon Grail

Tags fra indlægget
, , ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Michelin Wild Grip’R2 MTB dæk
I efteråret og vinteren har vi testet Wild Grip’R2 fra Michelin –...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.