Test: AGU Gravel Venture bibshorts til damer

AGU’s Gravel Venture til damer er et par bibshorts, der er gode at have på, når man kaster sig ud på grusstier, i skoven og på lange eventyr. Jeg har testet dem i flere omgange, og særligt på de hurtige dage, hvor pulsen er høj og vinden bider, er de gode, for de sidder i str. small som klistret til min krop – på den helt rigtige måde.

Design og funktionalitet

Farven Rose Brown er en virkelig flot og anderledes nuance – feminin uden at være lyserød, og den falder godt ind i naturens farver. Det gør den skovgrønne, som den også fås i, naturligvis også. Tillige fås bibshortsene i klassisk sort.

Gravel Bib Short Venture er udstyret med flere praktiske detaljer: Der er let tilgængelige mesh-lommer på siderne. De er perfekte til at smide en energibar, gel, et multitool eller mobiltelefonen i – nemt og hurtigt at tilgå, også mens man er i fart.

Jeg har tidligere haft bibshorts med lommer, men de har været udført i et materiale og i et design, så de ved brug er revet itu. Disse holder! Det er detaljer som disse, der gør en forskel for mig. Dog er lommerne så “løse”, at jeg kun brugte dem til mobiltelefonen, når jeg var på gravel, da risikoen for mobilen ryger ud er for stor på en mountainbiketur.

Bukserne har en ny selekonstruktion. Mesh-panelet mellem skulderbladene er forbundet med højkvalitets elastiske flade seler, man mærker dem stort set ikke, og de fordeler trykket rigtig fint. Afslutningerne ved benene er udstyret med brede elastiske manchetter med silikoneprint indvendigt, hvilket sikrer, at shortsene bliver siddende korrekt under hele turen.

Komfort og pasform

Jeg bruger størrelse small, og det føles, som om shortsene er skræddersyet til mig. De sidder tæt, støttende og fuldstændig uden at stramme de forkerte steder. Når jeg rejser mig op i pedalerne og lægger tryk i trådet, bliver de, hvor de skal – uden at glide eller folde. Det giver en følelse af frihed og kontrol, som jeg virkelig sætter pris på. Den tætsiddende pasform kombineret med materialets elasticitet sikrer høj komfort selv på længere ture.

Den specielt udviklede gravel-pude, Red 120, yder rigtig god støtte, især på længere ture over ujævnt terræn. Jeg mærkede det især, da jeg havde en hel dag i sadlen – ikke noget med ømhed eller ubehag, bare ren komfort, selv når kroppen ellers begynder at blive træt.

Materialer og bæredygtighed

Shortsene er fremstillet af 100% genanvendt polyester, hvilket understreger AGU’s engagement i miljøvenlig produktion. Materialet er en blanding af lycra og elastan, der giver en tætsiddende pasform og bevægelsesfrihed. Derudover er stoffet behandlet med en vandafvisende DWR-belægning, som effektivt afviser regn og snavs, hvilket er en fordel under skiftende vejrforhold.

Konklusion

AGU Gravel Bibshorts Venture leverer på både komfort og funktion. De smarte og holdbare mesh-lommer på siden er superpraktiske til snacks, og også mobiltelefonen på de mere rolige gravelture, og det er en fed mulighed. Den nye selekonstruktion med flade, behagelige seler mærkes næsten ikke. Benafslutningerne med silikonegrip holder bukserne perfekt på plads og puden yder støtte også i længden. Da de sidder meget tæt, er de også gode når tempoet skal være højt. Et par bibshorts, der både føles og fungerer som de skal – hver gang.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 849,-

Funktionalitet 9
Komfort og pasform 8
Design 8
Pris 8
8.3
Mere fra Trine Balskilde Stoltenborg
Test: ES16 ENZO cykelbrille med fotokromisk linse
Jeg har nyligt fået muligheden for at prøve ES16 Enzo cykelbrille, der...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.