Test: Muc-Off Pressure Washer

Muc-Off er nok bedst kendt for deres rengøringsprodukter, men de laver også en masse andre spændende produkter, eksempelvis Pressure Washer, der – som navnet antyder, er en trykrenser. Normalt vil man fraråde brug af højtryksrenser til cykelvask, da man risikerer at spule fedt ud af lejer og lign. Men da denne netop er lavet til cykelbrug er dette ikke et problem, den er nemlig ikke nær så kraftig som en traditionel højtryksrenser.

Indhold i kassen

Muc-Off’s Pressure Washer fås i mange forskellige bundles, så indholdet i kassen kan varierer en del. Her er taget udgangspunkt i det såkaldte “Bicycle Bundle”.

  • Trykrenser
  • Greb
  • 3 forskellige lanser specifikt til cykel, motorcykel og én med justerbar spredning
  • Skumlanse
  • Mikrofiberklud
  • Dry-bag til opbevaring
  • Muc-Off BikeCleaner, BikeCleaner koncentrat og Bike Protect
  • Vejledning

Design og opbygning

Muc-Off’s Pressure Washer er naturligvis i de velkendte Muc-Off farver, altså sort og pink. Den er udført i hårdt sort plast med et håndtag øverst der gør den nem at flytte. På den ene side er der plads til at opbevare ledningen, mens der i modsatte side er plads til 3 forskellige lanser.

Der er én enkelt drejeknap til at tænde og slukke for motoren og nederst er der tilslutning af slange til lanse eller lign., bagpå er der koblling til vandtilslutningen.

Trykrenseren yder 70 bar kontinuerligt og maks 100 bar, dette sker via en 1200W motor.

Den vejer ca. 5,5 kg. og er derfor rimelig nem at have med at gøre.

Sådan virker den

Pressure Washer tilsluttes 220V og vand direkte, som en traditionel højtryksrenser – hvorefter der dannes tryk i maskinen. Det medfølgende greb kommer med flere forskellige lanser alt efter hvad der skal rengøres, i dette bundle er der lanse til cykel, motorcykel og en “universal lanse”. Lansen der er lavet til cykelbrug har mere spredning på vandet, så man undgår hårdt tryk direkte på lejer og lign., der potentielt kan spule fedtet ud, altså er den mere skånsom en end traditionel højtryksrenser. Universal lansen har en justerbar spredning og kan bruges til en lang række formål i hjemmet, eksempelvis rens af havemøbler, terrasse eller lign. Lansen til motorcykler kan også bruges til biler og er lidt kraftigere i strålen end den cykelspecifikke lanse.

Skumlansen gør det muligt at skumme hele cyklen ind, går man lidt op i bilpleje vil man vide at dette er den foretrukne metode til at fjerne skidt på en skånsom måde og uden berøring. Skumlansen bruges sammen med Muc-Off’s Bike Cleaner, flasken skrues direkte på skumlansen og således blandes vand og Bike Cleaner til en mellem-tyk skum der ligger sig på hele cyklen. Skummet lader man sidde et par minutter, for at det kan opløse skidt og snavs, så det nemt kan skylles af bagefter, uden man behøver berøre cyklen med vaskehånd, børster eller lign. Er cyklen stadig lidt beskidt efterfølgende, må man igang med Bike Cleaner og en børste, til det genstridige snavs, eller det der bare har siddet lidt for længe.

Brugen af skumlanse på en tør og beskidt cykel er dog, efter min mening, ret effektivt og vil ofte kunne gøre det – uden behov for efterfølgende håndvask, medmindre den er meget beskidt, eller man er typen der foretrækker den skal være spotless! Vil man gerne klare det hurtigt og “nogenlunde”, så er det en fremragende og tidsbesparende løsning. Én ting man dog skal være opmærksom på er at der bruges en del Bike Cleaner og med en pris på ca. 89,- for 1 liter kan det hurtigt løbe op.

Efter brug af skumlanse, det værste snavs er fjernet – men der skal stadig berøres med handske eller børste på det mest genstridige snavs.

Alle lanserne er lavet med blød gummi på enderne, så skulle man ramme cyklen vil den ikke så nemt blive ridset eller skrammet.

Til slut tørres cyklen af og i dette Bicycle Bundle får man en lækker mikrofiberklud til formålet og det hele kan så til slut pakkes sammen i den medfølgende dry-bag. Dry bag’en er perfekt til både opbevaring derhjemme, eller som taske når man skal have den med på tur, hvadenten det til løb, ferie eller andre steder.

Konklusion

Denne trykrenser er lavet til dem der virkelig går op i vedligeholdelse af sin cykel – for som nævnt indledningsvis, så er den lavet dedikeret til cykelbrug – med mulighed for at bruge den til andre formål også. Den er dog “neddroslet” ift. en højtryksrenser, derfor kaldes den også “kun” en trykrenser – men det er en fordel når vi snakker rengøring af cykler, da man således undgår at spule fedt ud af lejer ol., altså sikrer den en mere skånsom rengøring.

Den har en handy størrelse og det er smart at den kan pakkes sammen i dry-bag’en, klar til næste gang – eller godt beskyttet mens man er på tur. På selve trykrenseren kan de forskellige lanser nemt klikkes af/på holderen i den ene side og jeg savner egentlig kun et sted at gøre af selve slangen der går fra trykrenser -> håndtag/lanse.

Med 5 meter strømledning og en tilpas lang slange op til håndtag/lanse er den nem at komme rundt med – og det er både nemt og hurtigt at skifte lanser. Skumlansen fungerer glimrende, men er lidt “dyr” i brug da der går en del Bike Cleaner til – effekten er dog god og man får fjernet det værste snavs, inden man begynder på evt. vaskehånd, børster ol., og dermed undgår man at ridse cyklen unødvendigt.

Med en vejledende pris på ca. 2000,- for Bicycle Bundle er den ikke helt billig – og faktisk dyrere end en “rigtig” højtryksrenser fra eksempelvis Nilfisk på 120 bar. Men ønsker man at gøre det nemt og skånsomt at vaske sin, eller hele familiens cykelpark – så gør Pressure Washer fra Muc-Off jobbet til UG! Selvom man er cykelentusiast kan den nok ikke helt gå som “need to have”, men absolut “nice to have”!

Pris og tilgængelighed

Funktionalitet 8
Brugervenlighed 10
Design 9
Pris 6
8.3
Mere fra Noel Juul Christensen
Mountainbikeweekend i Randbøldal
Pressemeddelelse Randbøldal Camping har et helt nyt tilbud til cykelentusiaster og deres...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.