Test: SACKit ROCKit X hovedtelefoner

Danske SACKit har lanceret en ny udgave af ROCKit, som den opmærksomme måske har bemærket, så hedder den nye model X til sidst og denne model adskiller sig bl.a. fra den oprindelige ROCKit ved at have indbygget ANC.

Hvad er der i kassen?

I den nydelige emballage finder man følgende:

  • ROCKit X
  • Ladeetui
  • USB-C kabel
  • 2 ekstra sæt eartips
  • Vejledning

Design og detaljer

ROCKit X fås i 4 forskellige farver, og farven dækker både etui og earbuds: Sort, hvis, rød og blå.

ROCKit X består af 2 trådløse earbuds, også kaldet True Wireless – altså intet kabel mellem de to earbuds. Disse earbuds fylder ikke meget og vejer næsten heller ingenting. De er af in-ear typen, hvilket betyder at selve eartip’en går ind i øregangen, resten sidder i den ydre del af øret og modsat mange andre så passer disse helt perfekt til mine øre, så de sidder godt fast, uden at det bliver ubehageligt. Dette trods at de ikke er udstyret med en bøjle eller andet til at holde dem fast indeni øret.

Begge earbuds har et touch-panel på ydersiden, hver side med sine funktioner. Det er muligt at at justere volume, skifte nummer, modtage opkald og meget andet, blot ved at trykke ét eller flere gange på enten højre eller venstre enhed. Funktionen fungerer ganske udmærket og det er ikke mit indtryk at de er alt for sensitive, så man får dem aktiveret ved en fejl. Dog vil jeg også sige at der er så mange forskellige funktioner at det kan være svært at huske hvilken enhed der gør hvad og hvor længe kan skal holde på touch-panelet.

Earbudsene er IPX4 certificerede, hvilket betyder de tåler regn og sved, så de er oplagte til træningsbrug.

Med i pakken får man i alt 3 sæt eartips, small, medium og large – så man nemt kan finde den størrelse der passer netop ens ører.

Det medfølgende ladeetui beskytter ROCKit X når de ikke er i brug og sørger for at de er opladet og klar til brug. Etuiet er udført i hård plast og giver op til 20 timers eksta spilletid, svarende til ca. 2,5 opladninger, da batterierne i earbudsene giver ca. 8 timers batteritid. Fuldt opladet er der således 28 timers spilletid inden man skal omkring en strømkilde. Etuiet kan oplades via USB-C eller trådløst via en QI oplader – det er smart, særligt fordi QI opladere efterhånden er i mange hjem. Når man smider earbudsene i ladeetuiet kan man på de 3 dioder på etuiet se hvor meget strøm der er tilbage herpå, opladning starter automatisk når de placeres i etuiet, ligesom de automatisk tændes/vækkes når man tager dem ud af etuiet.

Der er indbygget mikrofon i ROCKit X så de kan bruges til telefoni, eller som headset sammen med en PC, tablet eller lign.

Som nævnt indledningsvis, så er én af de nye ting at ROCKit X har indbygget ANC, Active Noise Cancellation. I praksis betyder det at udenomsstøj lukkes ude, så man ikke behøver skrue så højt op for at høre musikken. Da ANC lukker næsten al støj ude har SACKit udstyret dem med en Voice Through funktion der kan aktiveres efter behov. Med denne funktion aktiveret vil stemmer gå igennem, så man kan høre hvis der er nogle der snakker eller råber til en, uden at alt den “normale” støj generer unødvendigt. Funktionen kan være praktisk hvis man benytter dem på et kontor, eller på gå/løbeturen hvor man gerne vil kunne høre hvis nogle råber en an.

I testperioden har jeg benyttet ROCKit X til hverdagsbrug i og omkring hjemmet hvor ANC funktionen har lukket både råbende børn og larmende støvsugere ude, mens de også har været en fast træningsmakker på hometraineren de sidste uger. På hometraineren har ANC funktionen også været aktiveret for at lukke den (begrænsede) støj fra hometraineren ude, mens jeg også har haft VoiceOver Through funktionen aktiveret for at familien har kunne kommunikere med mig, selvom jeg har været igang med et træningspas i Zwift, samtidig med at musikken har spillet. Lydmæssigt så er ROCKit X bestemt i den bedre ende og den har klaret alt fra moderne popmusik til hardstyle uden problemer, musikken er velbalanceret og der er plads til både fine detaljer i musikken samt tung bass – jeg er fan! Som alle andre in-ear hovedtelefoner er det dog yderst vigtigt at man bruger ear-tips der passer til ens ører, så de slutter tæt – ellers får man en “slatten” bass…

Til træningsbrug har jeg ofte oplevet at disse in-Ear hovedtelefoner uden bøjle har svært ved at blive siddende i ørerne når de bliver våde af sved, men det har ikke været tilfældet med ROCKit X. De sidder yderst behageligt i ørerne, også når man giver den gas. Jeg har ikke testet dem til løb, men jeg kan også kun forestille mig at dette sagtens kan fungere – trods den manglende bøjle som en ekstra sikkerhed.

Med 8 timers batteritid er der også strøm nok til de helt lange træningspas, eller bare en helt dag på hjemmekontoret – og opladningen sker jo altså virkelig nemt via det medfølgende etui som giver yderligere 20 timers spilletid.

Konklusion

Der findes efterhånden rigtig mange True Wireless headsets på markedet idag, men SACKit ROCKit X formår alligevel at skille sig ret positivt ud.

Først og fremmest så spiller de godt, og der er en god bund i musikken og med ANC behøver man ikke bekymre sig om støjen omkring en. Dernæst så sidder de godt fast i ørerne og kan bruges både derhjemme og til aktivt brug. Batteritiden på ca. 8 timer er også bestemt godkendt og med 20 timers ekstra batteritid via etuiet er det ikke ret tit man behøver omkring en strømkilde. At ladeetuiet kan oplades trådløst via QI er blot endnu et plus i bogen.

Med en vejledende pris på 1299,- placerer de sig i midtersegmentet og jeg mener man får rigtig god værdi for pengene – true wireless, ANC, lang batteritid, blot design og god komfort til under 1300,-!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1299,-

Funktionalitet 9
Lydkvalitet 8
Pasform/Komfort 9
Pris 8
8.5
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Tacx Neo 2 hometrainer
Tacx har sammen med Wahoo siddet tungt på markedet for high-end smart...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.