X-Sauce – smøremidler, rengøring og tubeless udstyr

Spanske X-Sauce har ikke gjort så meget væsen af sig på det danske marked, men nu er de at finde hos rigtig mange forhandlere i Danmark, bl.a. Cykelgear.dk som har stillet produkterne til rådighed til denne artikel.

Hvem er X-Sauce?

X-Sauce startede tilbage i 2001, dengang hed firmaet dog Sincamaras. Det hele startede med udvikling af produkter til tubeless-konvertering, herunder tape, ventiler og væske og sidenhen er der udvidet med bl.a. smøremidler og rengøringsprodukter – så sortimentet nu er ret omfattende. Produkterne bruges bl.a. af flere MTB teams: BH-Coloma Team, MMR Factory Racing og Orbea Factory Team.

X-Sauce rengøringsprodukter

De sidste måneder har jeg haft lejlighed til at afprøve X-Sauce’s rengøringsprodukter i praksis – og dette både på landevejs og gravelcykler.

Bike Cleaner and Degreaser

Dette er et “all-round” rengøringsmiddel som sprayes direkte på cyklen og som kan bruges på alle delene, uden at skade dem, det kan både bruges til rengøring, let affedtning og som polish.

Jeg har primært brugt det direkte på tør cykel, for derefter at skylle det af. Midlet får således opløst skidt og snavs så det nemmere kan skylles af, så man undgår at trække skidt og snavs rundt på rammen med vaskehandske, børste eller lign. Det er også muligt at skylle det værste skidt af først, for derefter at benytte Bike Cleaner and Degreaser – det har dog bedst effekt hvis cyklen kun er lidt beskidt. Ved brug på en mudret cykel, hvor mudderet har fået lov at tørre ind, kan man ikke undgå at skulle over cyklen med en børste eller vaskehandske bagefter, men starter man med Bike Cleaner and Degreaser, vil meget af snavset forsvinde efter første afskylning, så arbejdet efterfølgende er hurtigt overstået – og man undgå at rids/skramme cyklen ved potentielt at skubbe skidt og snavs rundt på rammen. På landevejscyklen som hun er “let beskidt” har jeg oplevet at en omgang med Bike Cleaner and Degreaser og efterfølgende afskylning er tilstrækkeligt.

Slutteligt kan den påføres en tør sammen med en microfiberklud, for at give en beskyttende overflade hvor skidtet skulle have sværere ved at sidde fast – denne del har jeg dog ikke eksperimenteret med endnu.

Duften er behagelig og man behøver ikke bruger specielt meget middel for at få en god effekt.

Bike Cleaner and Degreaser kommer i en 900 ml. sprayflaske, eller en 5L dunk til genopfyldning. Sprayflasken har et godt sprayhoved, så midlet fordeles fint og så holder den – hvor man ofte kan opleve at sprayhovedet simpelthen går i stykker eller fungerer mindre godt efter kort tid.

Pris: 79,- for 900 ml.
Køb X-Sauce Bike Cleaner and Degreaser

Bike Chain Degreaser

En god kæderens er et must for dem der ønsker at vedligeholde deres cykler og forlænge levetiden på bl.a. drivlinjen. Bike Chain Degreaser kommer ligeledes i 900 ml. sprayflaske med et godt sprayhoved. Dette middel bør kun bruges på kæde, kassette, pulleyhjul og klinger – spray på, lad sidde et par minutter og skrub evt. med en børste hvis det er nødvendigt, skyld herefter af med masser af vand. Efterfølgende skal man sørge for at tørre det hele godt, inden man påfører olie eller voks.

Jeg benytter mig primært af voks på mine cykler, så jeg har egentlig ikke brugt for en særlig kraftig kæderens – ikke desto mindre benytter jeg lejligheden til løbende at få renset kæde og kassette helt i bund, simpelthen for at forlænge levetiden på disse. Bike Chain Degreaser har fungeret ganske udmærket for mig, den opløser olie og skidt der samler sig særligt omkring pulleyhjul, så det nemt kan børstes væk eller skylles af. Har også benyttet det i en kæderenser til ungernes cykler hvor der benyttes olie, og her får midlet fint opløst gammel olie. på kæden Det er ikke et “mirakel-middel” hvor man sprayer på og så er kæden 100% spotless bagefter (Det findes i øvrigt slet ikke…) men det fungerer helt efter hensigten og med lidt knofedt kan man få selv en træls gammel kæde til at skinne!

Pris: 79,- for 900 ml.
Køb X-Sauce Bike Chain Degreaser

Disc Break Cleaner

Rengøring af ens bremseklodser og skiver er nok et sted mange springer let og elegant over – og jeg tilstår med det samme at jeg er én af dem, de får ikke specielt meget opmærksomhed fra min side! Det er dog et område man burde give lidt mere opmærksomhed, for med ganske lidt anstrengelse kan man optimere bremseeven og forlænge levetiden ved at få fjernet skidt og snavs herfra.

Disc Break Cleaner kan bruges løbende til at fjerne skidt og snavs fra både klodser og skiver – og så bør man faktisk benytte det efter hver vask, da man således får fjernet den film der potentielt ligger særligt på bremseskiverne. Skidt, snavs og evt. film kan forringe bremseevnen, gøre at bremserne hyler og skriger og ikke mindst slide unødvendigt – særligt på bremseklodserne.

Disc Brake Cleaner påføres de tørre skiver og klodser, et par enkelt sprøjt er tilstrækkeligt. Vent et øjeblikt til midlet er tørret ind og aftør evt. restprodukt – det er virkelig nemt og tager kun et øjeblik. Resultatet er et bremsesystem som virker optimalt og som ikke først skal “bremses til”.

Med 900 ml. i flasken er der nok til rigtig lang tid og det kan bruges sammen med alle former for skivebremser, uanset om de sidder på landevejscykler, mountainbikes, gravelcykler eller noget helt fjerde.

Pris: 79,- for 900 ml.
Køb X-Sauce Disc Brake Cleaner

Smøremidler

X-Sauce er nok bedst kendt for deres voks-baserede smøremiddel der idag hedder Pro-Lube, de har dog også Watts Lube som er et olie-baseret smøremiddel primært rettet mod dem der søger lavest mulige friktion og lever med lidt mere rengøring.

Pro-Lube

Jeg har benyttet den tidligere udgave, Eco Lube, i en del år – men den nye Pro-Lube er faktisk et helt nyt produkt og kan/må derfor ikke sammenlignes med den gamle. I Pro-Lube er blevet tilføjet PTFE der gør friktionen mindre og dermed mindske slid på drivlinjen. PTFE er dog ikke noget miljømæssigt “godt valg”, men da det påføres med drypflaske og derfor ikke ender op i naturen ser jeg ikke et stort problem i dette – særligt ikke set i forhold til en kæde med olie som potentielt kan “dryppe”.

Første gang man påfører Pro-Lube kæden, skal den være renset helt i bund. Har man en ultralydsrenser er denne oplagt, ellers må man igang med kæderens, evt. kæderenser og knofedt. Kæden skal udover at være renset helt i bund, være helt tør – inden man påfører ét dryp af Pro Lube i hver kædeled. Herefter skal det have lov at tørre og trænge ind i leddene, derfor skal det gerne påføres dagen inden man skal bruge cyklen.

Pro Lube kan bruges i både tørt og vådt vejr, men gør sig bedst i tørt vejr hvor den ikke så nemt skylles af. Jeg har dog kørt flere ture af nogle timers varighed i dårligt vejr – uden problemer! Som udgangspunkt bør man tørre kæden af og påføre Pro Lube efter hver tur, det lyder måske lidt besværligt, men gør man det til en vane når man kommer hjem fra turen, tager de få minutter – til gengæld får man en ren kæde der holder længere og som altid er “velsmurt”.

Den lille drypflaske gør det nemt at påføre kædesmæremidlet og da det er forholdsvis tykt i konsistensen så undgår man overdosering og det holder ganske enkelt længere. Det er derfor ret drøjt i brug, selvom man bør påføre ny voks efter hver tur.

Der findes mange forskellige voksbaserede smøremidler, men Pro Lube er uden tvivl én af mine favoritter da jeg synes det holder godt, er nemt at påføre, gør drivlinjen næsten lydløs og så opbygges der minimalt af skidt og snavs på kæden.

Pris: 69,- for 125 ml.
Køb X-Sauce Pro Lube

Tubeless udstyr

Udover pleje og smøremidler, har X-Sauce også tubeless udstyr og ikke blot sealant, men også ventiler og Spin Bits i sortimentet. De har to forskellige sealant, den røde der egner sig bedst til landevej og gravel, og den gule der er velegnet til MTB. Det er den røde vi her har haft testet i praksis

X-Sauce Anti-Puncture Sealant

Denne tubeless sealant kan bruges til både landevej, gravel og MTB for den sags skyld – ja faktisk kan den også bruges i slanger, det er dog ikke noget vi har haft testet af.

Vi har testet den lille dunk med 200 ml sealant, den er smart fordi den kan påfyldes direkte fra flasken, i ventilen når ventilkeglen er skruet ud.

Sealant er PH neutral og uden ammoniak, så den er “god” nok naturen og ikke så hård mod fælg og fælgbånd/tape.

X-Sauce anbefaler at man topper væsken op hver 2. mdr, men jeg har kørt flere måneder uden dette og der var masser af væske i dækket – så holdbarheden vil jeg altså vurdere som rigtig god! Dog vil jeg stadig anbefale man lige “ryster” dækket løbende, og sikrer sig der er væske der skvulper rundt, ellers bør man toppe op!

Det var nemt at sætte dækket op med denne tubeless sealant og i testperioden har jeg “desværre” ikke haft brug for at den lukkede nogle huller, om det så er væsken, dækket eller rent held – er det store spørgsmål. Jeg ville dog glædelig køre med X-Sauce tubeless sealant fremadrettet.

Pris: 119,- for 500 ml.
Køb X-Sauce Anti-Puncture Sealant

Spin Bits

Et af de mere specielle produkter i sortimentet er Spin Bits, det er et granulat der kan tilføjes direkte i ens dæk der kører med tubeless sealant. Kort fortalt er det små kugler som gør at større huller lukkes nemmere og hurtigere – nok særligt interessant for gravel og MTB rytterne, da vægtøgningen også er meget begrænset.

Eksempelvis er det kun 10 gram der kan tilføjes hvert dæk på en XC MTB – og det er billigt sluppet hvis man, i et løb, kan undgå at stoppe for at plugge et tubeless dæk eller lign.

Pris: 149,- for 150 gram
Køb X-Sauce Spin Bits

Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Garmin Varia RTL516
Garmin har for kort tid siden lanceret Varia RTL516 der afløser RTL511...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.