Jeg har tidligere testet flere af AGU’s Merino jerseys – og det er ikke uden grund, at de er blevet en fast del af min garderobe året rundt. Merinoens naturlige temperaturregulerende egenskaber gør dem perfekte til både sommer og vinter. Det eneste, der ændrer sig, er om trøjen bæres synligt eller som et varmt, svedtransporterende lag under en trøje eller en jakke.
Denne gang har jeg haft fingrene i den nye AGU Merino Performance Jersey til damer, som kommer i flere lækre farver – jeg har testet den i nature brown, en diskret, elegant nuance, mens den også fås i den mere iøjnefaldende sunset orange. Designet har fået et nyk opad i denne kollektion, hvor finish og detaljer er opgraderet, og det mærkes i komfort og funktion.

Design & detaljer
AGU har igen ramt plet med designet. De to karakteristiske striber på venstre ærme er i AGU’s nye kollektion blevet et slags signaturtræk – i sunset orange-versionen er de hvide og fungerer samtidig som diskrete reflekser, hvilket både er stilrent og praktisk. I den nature brown version, jeg har testet, er de sorte og giver et mere dæmpet look. Begge varianter har dog det samme elegante udtryk, som gør jerseyen lige anvendelig til både træning og caféstop.

Snittet er feminint men i str. small er den lige til den stramme side, når man som jeg også træner overkrop med kajak og styrketræning. der er ikke rigtig plads til skuldre og overarmsmuskler. Så selvom en jersey til cykling gerne må sidde tæt, så bliver det til den snævre side med bevægelsesfriheden. Ærmerne er lidt længere end på mange andre jerseys, hvilket jeg sætter stor pris på – det giver et mere aerodynamisk look. Ærmegabene afrundes med stilren sømløs kant.
Materiale & komfort
Stoffet er blødt, tyndt og elastisk – og designet specifikt til cykling. Her har AGU ramt balancen mellem performance og komfort. Merinoulden regulerer temperaturen effektivt og gør trøjen ideel både som solo-lag på en lun dag og som inderste lag, når det er køligere. Ulden er blandet med syntetiske fibre, som giver øget slidstyrke og elasticitet – og jerseyen bevarer formen, selv efter flere vaske.
Finishen er forbedret i denne nye udgave. Lynlåsen er solid og kører let, sømmene er flade og behagelige mod huden.

Bagsiden af trøjen har et godt greb med sin 1.5 gange så brede elastikkant, der forhindrer den i at glide op, selvom den nu kun er på ryggen og ikke hele vejen rundt.

Funktionalitet
De klassiske tre lommer på ryggen er rummelige og nemme at komme til, og der er også en lille ekstra lomme med lynlås til nøgler eller kort. Der er tænkt over detaljerne, og som altid med AGU, fungerer tingene bare.

Konklusion
AGU’s nye Merino Performance Jersey til damer er en gennemført opdatering af en allerede stærk klassiker. Designet er skarpt, materialerne i top, og funktionaliteten matcher kravene til både daglige træningsture og længere eventyr. Jeg er især begejstret for den forbedrede finish og det velovervejede snit – og selvfølgelig for at AGU bliver ved med at kombinere stil og performance på så overbevisende vis. Endnu en gang leverer AGU et produkt, der glider direkte ind i min faste rotation – året rundt.
Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 999,-
Modellen findes også i herre udgave.