Test: Atera Strada Trail 2 cykelholder

Tyske Atera har siden 1978 udviklet og produceret transportudstyr til autobranchen og er i dag en stor spiller på markedet indenfor cykelholdere, tagbokse, tagbøjler mv.

Vi har denne gang fået Atera Strada Trail 2 til test, som er en cykelholder til montering på bilens trækkrog. Cykelholderen er udviklet til større cykler som E-MTB og Trailcykler, med et samtidigt fokus på, at den skal kunne bruges til almindelig hverdagstransport af hele familiens cykelpark. Læs med i testen herunder og bliv klogere på, om Atera Strada Trail 2 lever op til forventningerne.

Cykelholdere findes efterhånden i utallige modeller, kategorier og prisklasser. Vi kender alle den gamle ”saksemodel”, der med et snuptag (og overhængende risiko for at klemme fingrene) kan monteres på bilens trækkrog og hvor cyklen blot ”hænges” på i overrøret. Denne typer egner sig sjældent til andet end transport af børnenes cykler over kortere afstande. Forestil dig at skulle hænge en velvoksen, 25 kg. tung E-MTB, eller din dyre carbonracer på sådan en holder – nej, vel? Så er det godt, at der findes alternativer, der er designet til mere specifikke typer af cykler eller kategorier.
Som nævnt i indledningen er Atera Strada Trail 2 designet bl.a med henblik på transport af større MTB cykler, E-MTB’s og elcykler, men designholdet bag lagde stor vægt på fleksibiliteten og anvendeligheden af cykelholderen. Det kendetegner sig i et produkt, der faktisk spænder enormt bredt i sin anvendelse og som snildt kan bruges til hverdagstransport af familiens cykler og samtidig rummer to full size E-MTB når der er behov for det.

Specifikationer

  • Kapacitet – 2 cykler (mulighed for udvidelse til 3. cykel)
  • Må laste op til 60 kg. – max 30 kg. pr. cykel
  • Afstand mellem cykler 23 cm.
  • Fodbetjent vippefunktion
  • 13 polet stik og lygtesæt
  • Carbonsikkert spændesystem
  • Egenvægt 17,7 kg.

Design og funktionalitet

Som beskrevet er Atera Strada Trail 2 født til to cykler, med mulighed for at udvide med plads til en 3. cykel. Cyklerne står med 23 cm. mellemrum, hvilket giver rigtig god plads mellem selv store cykler. Ofte er pladsen mindre på denne type af cykelholdere og det kan være en udfordring med brede mountainbikes, der kan have tendens til at ”gnubbe” op af hinanden – det er ikke tilfældet her.

Fastspændingen af cyklerne foregår på Ateras cykelholdere med stropper på både stel og hjul. Systemet til at fastspænde stellet er udviklet til særligt at beskytte carbonrammer, så de ikke spændes for hårdt og dermed ”kvases” i stykker. Dette sikres ved en løsning, hvor der spændes med moment og hvor stroppen automatisk ”takker over”, når der er spændt korrekt. Det fungerer aldeles godt. Tilsvarende spændes hjulene fast med stropper og her er der også tænkt på transport af store cykler, der ofte har større hjul. Stropperne er ekstra lange og det er i praksis aldrig et problem, at få dem til at nå.

Cykelholderen er udstyret med en fodbetjent vippefunktion, der vipper cyklerne bagover og giver adgang til bilens bagagerum. Det er, i min verden, en helt uundværlig funktion på denne type af cykelholdere og i Ateras tilfælde fungerer den glimrende. Jeg er særligt vild med, at hele fladen mellem lygterne fungerer som udløser til vippefunktionen og ikke kun er en lille ”plade” som på andre modeller. Det er godt tænkt og gør det meget nemt at betjene. En anden lille detalje er holderen til det 13 polede stik, der sidder på siden af fastspændingsmekanismen. Her sidder stikket lige ved hånden når du skal montere det på bilen og solidt på plads når du afmonterer og håndterer cykelholderen.

Den grundlæggende konstruktion er udført i stål og aluminium, med detaljer i plastik. Atera Strada Trail 2 er bundsolid og velbygget. Der er ingen ”wobbly” fornemmelser, selv ikke med 2 tunge cykler monteret. Monteringen på trækket foregår med Ateras nyeste løsning til fastspænding, der ”selvjusterer” omkring bilens trækkrog og sikrer en ens og nem montering hver gang. Der er også mulighed manuel finjustering af bespændingen. I praksis er det blot at løfte stativet på trækket, trykke håndtaget ned og låse med nøglen – det er nemt og smart.

Atera Strada Trail 2 i praksis

Jeg har henover sommeren haft lejlighed til at teste cykelholderen gentagne gange og med flere forskellige cykler. Den har været brugt til sommerferie med børnenes cykler, til ture i skoven med almindelige mountainbikes og været læsset godt op med to E-mountainbikes. Cykelholderen er let at anvende, det gælder både montering på bilen, fastspænding af cykler og brugen generelt. Det er hurtigt at omstille den fra én type og størrelse af cykel til en anden og der er masser af justerings- og tilpasningsmuligheder. Jeg er positivt overrasket over stropsystemet til fastspændelse af cyklens stel, der fungerer langt bedre end jeg nok havde troet. Særligt funktionen med moment i spændesystemet til beskyttelse carbonrammer, synes jeg er smart. Også de ekstra lange hjulstropper gør det nemt for os, der kører med større cykler på cykelholderen og det giver bare en god fornemmelse af sikkerhed for, at cyklen står ordentligt fastspændt.

Skal jeg finde et enkelt kritikpunkt, så bliver at det ”armene” til at holde stellet ikke kan på- og afmonteres uden værktøj, som det kendes fra andre producenter. På min E-MTB er stellet designet, så jeg skal have armen til den yderste cykel med igennem rammen og det er ikke nemt at balancere 25 kg. cykel og samtidig styre dette. Her havde det bare været lækkert at kunne smide cyklen op på holderen og efterfølgende montere armen til den yderste cykel. En lille, men for nogle måske ikke uvæsentlig detalje.

Konklusion

Atera Strada Trail 2 er en bundsolid og lækker cykelholder, ganske enkelt. Anvendelsesmulighederne spænder bredt og jeg har svært ved at forestille mig, at den ikke kan dække nærmest alles behov for cykeltransport af op til 2 cykler. Jeg har ikke haft lejlighed til at teste den med udvidelsen til 3 cykler, der kan købes som tilbehør og som gør den endnu mere alsidig. Stativet er som beskrevet nemt at montere og håndtere, det sidder klippestabilt på bilen og gør kort sagt hvad det skal. Med en vejl. pris på 5.999 kr. er det også i den lidt dyrere ende, men der er tale om et produkt i høj kvalitet og meget solide materialer.

Alt i alt må jeg sige, at jeg er positivt overrasket over Atera Strada Trail 2, som gør det glimrende.

Pris og tilgængelighed

Funktionalitet 8
Kvalitet 10
Design 9
Pris 8
8.8
Tags fra indlægget
,
Mere fra Michael Møller
Test: AGU Neoshell Thermo Performance cykeljakke
AGU Neoshell Thermo Performance er en thermo jakke, der er designet til...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.