Test: Fox Antifreeze Glove

For et par uger siden testede vi Fox Sidewinder Polar Glove, en forholdsvis tynd handske med lange fingre som dog stadig er og var velegnet til brug efterår og i den mildere del af vinteren. Denne gang er det storebroderen dertil, kaldet Fox Antifreeze Glove, vi har haft mellem fingrene, i ordets bogstaveligste forstand.

Design, detaljer og pasform

Fox Antifreeze Glove er en forholdsvis kraftig vinterhandske, men stadig uden at handsken bliver hverken stor eller kluntet. Den er opbygget af 2 lag, for ekstra isolerende effekt, og som gør handsken både varm og vandtæt for brug i al slags vejr.

På oversiden af handsken er et Fox logo i gummi-print og hele oversiden er med grafisk print, så handsken skiller sig allerede her lidt ud fra mængden. Øverst er en forholdsvis bred elastik som lukkes med en kraftig velcro-lukning, så handsken er lukket tæt omkring håndleddet.

fox-antifreeze-glove-wrist

fox-antifreeze-glove-wrist-pair

Undersiden af handsken er beklædt med læder, som er slidstærkt, vandtæt og giver et godt greb omkring styret – uanset om det er vådt eller tørt. Tommelfingeren er forstærket og med en lille pude som jeg antager skal fungere som beskyttelse hvis man vælter og som samtidig fungerer som “næse-aftørrer”. I håndfladen er ingen pude eller lign., som man ellers normalvis ser i cykelhandsker, hvad enten de har korte eller lange fingre.

fox-antifreeze-glove-palm

fox-antifreeze-glove-thumb

Selve inderhandsken er tynd og vandtæt og indvendigt beklædt med fleece, som både isolerer og gør den blød og lækker at have på. I praksis er der ingen udfordringer ved brugen af en inder og en yderhandske, da de også er syet sammen på strategisk korrekte steder, så man ikke oplever det som en ulempe at det reelt er to handsker og ikke kun én.

Det overordnede design-indtryk er lidt mere konservativt og afdæmpet, men dog stadig i den velkendte Fox stil som er lidt mere “fremme i skoene” end de fleste andre.

Som nævnt indledningsvis, så er handsken noget kraftigere end eksempelvis Fox Sidewinder Polar Glove, så bevægeligheden er alså lidt ringere grundet det tykkere materiale, dog synes jeg stadig man har en ret fornuftig føling og kontrol over både bremser, gear-skifter og ikke mindst grebet omkring styret, det er da også lykkedes mig at betjene min Garmin Edge 800 med handskerne på.

Handsken pasform er tæt og umiddelbart er min anbefaling at man tager et nummer større end man normalt bruger. Jeg bruger normalt medium og har også testet en medium, men den mest optimale størrelse til mig havde været en large, for de sidder meget tæt og jeg kunne godt have brugt lidt mere plads og bevægelighed generelt.

Beskyttelsen i handsken kan man dog bestemt ikke klage over, de er testet under forskellige vejrforhold de seneste uger og holder både vind, kulde og nedbør væk fra hænderne, så de forbliver varme og tørre. Min umiddelbare anbefaling ift. komforttemperatur vil være fra ca. 5 grader og nedefter, ellers er det simpelthen for varme til MTB brug i hvert fald. Der går ikke længe fra man tager handskerne på og til der er opbygget en god varme i handskerne, som bliver i handskerne indtil man tager dem af.

Konklusion

Fox Antifreeze Glove er en rigtig fed handske til brug på de rigtig kolde dage på MTB’en, hvor man ønsker god beskyttelse mod både nedbør og kulde. Handskens specielle 2-lags design sikre en god isoleringsevne, så varmen bliver i handsken, mens vind og vejr holdes ude.

Designet er ret klassisk, men alligevel smart – og med en underside i læder er grebet sikret, samtidig med man er beskyttet mod indtrængende vand. Nogle vil måske mangle en pude for øget komfort, men jeg har ikke savnet dette i praksis.

Selvom der er tale om en rimelig kraftig vinterhandske føles den ikke klodset at have på og bevægeligheden er derfor rigtig god.

Samlet set er Fox Antifreeze Glove et ret fornuftigt bud på en varm vinterhandske der kan bruges under danske forhold og som giver en god komfort under brug.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 499,-

Fås hos udvalgte Fox forhandlere, eller online på Foxhead.dk

Funktionalitet og pasform 8
Design 7
Pris 6
7
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Løbsberetning: Grejsdalsløbet Gravel ’22 – med stort kagebord!
Forårsklassikeren Grejsdalsløbet er blevet udvidet med en gravelrute som supplement til de...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.