Test: Muc-Off Winter Rider handsker

Da sneen i begyndelsen af december begyndte at falde, kom der et par lune MTB vinterhandsker ind af døren til test. Handskerne er fra britiske Muc-Off, som blandt mange cykelentusiaster er kendt for deres vaske- og plejemidler. Muc-Off laver dog mange andre cykelspecifikke produkter og et af de nyeste skud på stammen er disse handsker som vi har fået til test. Muc-Off lover, at handskerne kan holde hænderne varme når temperaturen falder – læs med herunder og bliv klogere på om det også holder i virkeligheden.

Design og detaljer

Handskerne er udført i en lækker softshell med Thinsulate-isoleringslag. Det holder godt på varmen uden at tilføje alt for meget “fylde” til handskerne og er med til at sikre god bevægelsesfrihed og fingerkontrol.

I håndfladerne er handskerne forsynet med silikoneprint for at sikre et godt greb og pege- og tommelfingrene er touchskærmskompatible – det er en fin detalje, at det er muligt at betjene cykelcomputer eller telefon uden at tage handskerne af.

På siderne af tommel- og pegefingrene er der desuden en blød microfiber “sweat wiper”, så det er muligt at tørre sved eller andet af med handskerne.

Handskerne er i vanlig Muc-Off stil dekoreret med både logo og effekter i pink – jeg synes det tilføjer lidt ekstra til udtrykket og kan godt lide, at det ikke bare er “sort i sort”.

Komfort og funktionalitet

Jeg fik som beskrevet handskerne ind af døren, da vinterens første sne begyndte at falde – noget nær de optimale betingelser for at teste et par vinterhandsker. Muc-Off angiver at den ideelle temperatur for handskerne er i intervallet 3-9 grader. Jeg har kørt med handskerne fra ca. 5 grader og til lige under frysepunktet og selv ved omkring 0 grader klarer handskerne sig fint.

Når det kommer til vinterhandsker er det ofte en udfordring at holde handskerne tilpas tynde og samtidig sikre en god isolering, så fingrene ikke bliver kolde – det synes jeg er lykkes godt for Muc-Off med denne handske. Samtidig er handskerne smidige og lette at tage af og på.

En lækker detalje er håndledsmanchetten i neopren, der sikrer at handskerne lukker helt tæt ved overgangen til cykeljakken.

Konklusion

Muc-Off’s Winter Rider Gloves er en lækker vinterhandske. Komforten er god og handsken gør præcis hvad den skal – den sikrer varme og tørre hænder under kørsel i koldt vejr. Jeg er særligt begejstret for handskens relativt begrænsede tykkelse, der giver god kontrol og greb på cyklen. Det synes jeg ofte kan være en udfordring med vinterhandsker, der meget hurtigt bliver så tykke, at det næsten er umuligt at betjene bremser, gear mm.

Desuden er kvalitetsfølelsen høj og handskerne virker gennemført lækre.

Pris og tilgængelighed

Set til 499,-

Funktionalitet 9
Komfort og pasform 8
Design 8
Pris 7
8
Tags fra indlægget
,
Mere fra Michael Møller
Test: Atera Strada Trail 2 cykelholder
Tyske Atera har siden 1978 udviklet og produceret transportudstyr til autobranchen og...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.