Test: Goodyear Escape Tubeless Complete MTB dæk

Goodyear kender de fleste nok som en stor producent af bildæk, men cykeldæk har fra grundlæggelsen af mærket i 1898 været en del af produktionen. Cykeldæk var faktisk blandt de første produkter, som blev sat i produktion hos Goodyear. Efter i en del år at have været et fremtrædende brand indenfor motorsport, har dækmastodonten igen sat fokus på cykelsporten og vi tester denne gang et sæt MTB dæk fra den nyeste serie af cykeldæk.

Udvalgte specifikationer

  • Dæk: 27,5/29” -2,35-2,6
  • Vægt: Fra 830 gram (27,5×2,35)
  • Tubeless Ready: Ja
  • Hookless kompatible: Ja
  • Test opsætning

Testdækkene er Goodyears Escape Tubeless Complete i 29×2,35 og de er til testen monteret på et sæt Giant TRX 1 29 carbonfælge. Monteringen af dækkene gik relativt nemt og smertefrit – dækkene passer godt til fælgene, uden at være alt for bøvlede at få krænget på. Tubeless opsætningen er lavet med Stans tubeless sealant og dækkene har holdt sig stort set tætte fra første dag – det er bestemt ikke en selvfølge ved tubeless opsætning, og her imponerer dækkene fra Goodyear mig faktisk. Der skal pumpes sparsomt mellem turene, men i betydeligt mindre grad end hvad jeg erfaret med andre dækmærker.

Dækkets opbygning og design

Goodyear Escape Tubeless Complete er opbygget med deres Dynamic R/T compound, der er udviklet til at balancere greb, slidstyrke og ydelse. Ydermere er dækket med 120 tpi og M-Wall, der gør dækket blødt og smidigt.

M-Wall teknologien dækker over en effektiv sidebeskyttelse af dækket, der udgøres ved en kombination af en tættere vævet dækside (120 tpi) og et ekstra indvendigt lag af tynd tekstil, der beskytter mod flænger og punkteringer.

Dækkets mønster er semigroft og målrettet trailkørsel – det er udviklet til kørsel i både vådt og tørt vejr, samt på løst underlag. Lange singletracks med fart på og tekniske sektioner der giver smil på læben, er de naturlige element for dette dæk.

Goodyear Escape Tubeless Complete i praksis

Jeg har kørt med dækket siden medio marts måned og har haft lejlighed til at teste dækket i næsten al slags føre. Fra regnvåde, kolde dage, over tørre forårsdage til nærmest sommerlige temperaturer. Under alle omstændigheder gør dækket hvad det skal – det leverer rigtigt godt greb og ruller samtidig forbavsende godt. Jeg kører ofte en del asfalt til og fra spor, eller som en del af mine ture og her betyder rullemodstand en hel del. Jeg går derfor primært efter dæk der både leverer varen på sporet og som samtidigt er tåleligt på de længere transportstykker – og her skuffer dækket fra Goodyear absolut ikke. Det ruller godt og ikke mindst uden nævneværdig støj på hårdt underlag. Samtidig har jeg på intet tidspunkt haft oplevelsen af, at mangle greb på sporet – nærmest uanset føret.

Dækket har holdt tæt og uden punkteringer i hele testperioden.

Konklusion

Goodyear dækker med deres nye serie af MTB-dæk nu alt fra XC over trail til enduro. Det har for mig været nyt at køre med Goodyear dæk på min MTB, men jeg er absolut ikke blevet skuffet. Dækket ruller godt og yder alt det greb, som jeg med min kørestil har behov for. Samtidigt er det tydeligt både at se og mærke, at det er et dæk i høj kvalitet. Det gælder både for selve køreoplevelsen og når du får dækket i hænderne, hvor man virkeligt kan mærke at der er tale om et topdæk.
Som tidligere nævnt, så holder dækket tæt i et tubeless setup – og jeg tør godt afsløre, at jeg aldrig tidligere har haft et dæk, der præsterer ligeså godt på det område.

Alt i alt er konklusionen, at Goodyear Escape Tubeless Complete er fremragende dæk på mange områder. Hvis du som jeg går efter et letrullende all-round dæk med masser af greb og i en høj kvalitet, så skuffer dækket ikke. Det kunne sagtens blive mit go-to dæk fremover.

Pris og tilgængelighed

Holdbarhed 8
Rullemodstand 9
Greb 9
Punkteringsbeskyttelse 9
Vægt 8
Pris 8
8.5
Tags fra indlægget
,
Mere fra Michael Møller
Test: AGU Neopren handsker
Vi tester denne gang AGU’s neoprenhandsker, der er udviklet i samarbejde med...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.