Flats – hit eller skidt?

Flats, eller bare platformspedaler, er et emne vi har berørt af flere omgange, bl.a. i vores guide MTB: Vælg de rigtige pedaler og med god grund, da det bliver stadig mere populært at udskifte klikpedalerne med et par flats samt et par passende sko.

Redaktøren har derfor, i sagens tjeneste, udskiftet sine klikpedaler med et par flats på den éne mountainbike, for at kunne drage noget mere praktisk erfaring med flats, samtidig med nemt at kunne sammenligne med klikpedalerne.

I denne artikel vil undertegnede derfor dele ud af de praktiske erfaringer jeg har gjort mig  i forbindelse med skiftet fra klikpedaler til flats, samtidig er der konkrete forslag til både pedaler og sko.

Hvorfor vælge flats?

De fleste der kører mountainbike har en klar holdning i forhold til valget mellem flats og klikpedaler. En del begyndere starter med helt klassiske pedaler for lige at få føling med cyklen og skifter så hurtigt over til klikpedalerne, måske fordi det er det “alle andre kører med”. Andre vælger flats fra start, da de typisk er større end den klassiske pedal og giver langt bedre greb takket være de pins der ofte er monteret på begge sider af pedalen. Ved at vælge flats behøver man heller ikke bekymre sig om at få klikket ud i tide, hvilket kan være en stor fordel for begynderen, ligesom de kan bruges med almindelige kondisko, man behøver således ikke investere i dedicerede cykelsko med det samme.

For begynderen vil flats ofte være at foretrække, for så kan man koncentrere sig om cyklen, istedet for at skulle være nervøs for om man nu vælter og ikke får klikket ud i tide. Det giver en ro og mange bliver måske også lidt mere modige når de ikke har følelsen af at være klikke fast i pedalerne.

Men hvorfor udskifter mange så klikpedalerne, til fordel for flats? Der findes nok ikke et entydigt svar herpå, men mit bud er at mange har skiftet kørestil så den er mere afslappet og legende, end hurtig og “race” orienteret og her passer flats bare godt ind da man får en højere grad af bevægelighed og frihed på cyklen.

Undertegnede har selv, i en periode på et par måneder, skiftet mellem klikpedaler og flats og der er fordele og ulemper ved begge typer af pedaler. Friheden og den større bevægelighed på flats er svær at argumentere imod, men jeg savnede dog faktisk at være klikket i pedalerne, så ved man nogenlunde hvor fødderne er når det går stærkt ned af og man har lidt mere momentum når man skal op af bakkerne…

Har man flats monteret på cyklen, kan man også nemmere bruge cyklen til transport og lignende, for klikpedaler er sjældent specielt rare at benytte med normalt fodtøj – alsidigheden er derfor noget højere med flats.

Husk de rigtige sko!

Ét af mine argumenter for flats var netop at man ikke behøver bruge deciderede cykelsko, men vil man have det absolut bedste greb er sko til flats ikke til at komme udenom. Generelt for disse er sålen stivere end en traditionel kondisko, så man kan overfører mest muligt power, derudover er sålen kraftig og mere slidstærk, da de små pins kan være ret hårde ved sålerne. Ydermere er skoene ofte forstærket i en eller anden grad, så man er beskyttet hvis man skulle ramme en sten, en gren eller lign.

Med den rette kombination af flats og sko hertil, eksempelvis Specialized’s 2FO Flat sko og Specialized Bennie’s pedaler, får man sko der sidder godt fast på pedalerne, så længe man ikke hæver skoen fra pedalen. Faktisk er det ret imponerende hvor meget “greb” man får med de rigtige sko, hvor det er helt tydeligt at sålen er lavet til at suge sig fast til pedalerne, men samtidig slippe så snart man hæver foden.

Flats pedaler, hvad skal man vælge?

Der findes rigtig mange forskellige flats & platformspedaler og mange af dem ligner hinanden så det kan være svært at skelne dem fra hinanden. De fleste modeller er udført i aluminium, der er et let materiale, mens andre er lavet i plast – typisk for at holde prisen nede, plast-udgaverne vil jeg kun anbefale til børn.

Pedalerne er ofte designet så de er ret åbne, hvilket betyder at mudder og andet skidt ikke pakker sig i pedalen og de fleste kræver ingen særlig vedligeholdelse, bliver lejerne slidte må pedalerne blot udskiftes.

I forbindelse med den praktiske test har undertegnede testet to forskellige pedaler, begge sæt koster lige omkring 700,-

Specialized Bennies Flats pedaler

Specilized bud på en platformspedal har fået modelnavnet “Bennies”, den har en god bredde og er udstyret med 24 udskiftelige pins som er placeret både rundt i kanten og i midten af pedalen, så der er godt “greb” uanset hvor foden er placeret på pedalen. Pedalen har et åbent design, hvilket betyder at mudder der pakker, ikke er et problem man vil opleve. Selve pedalen er udført i aluminium, akslen er udført i stål og pedalen har lukkede lejer – så der er minimal vedligeholdelse.

Vægten er 430 gram for et par, hvilket placerer den sådan midt i feltet rent vægtmæssigt.

I praksis giver Bennies pedalerne fra Specialized, sammen med en velegnet sko, en super kontakt mellem sko og pedal, så man føler skoene sidder godt fast til pedalerne, både når det går op og ikke mindst ned. Det er muligt både at træde og trække i pedalerne, selvom man kører med flats, omend det kræver både tilvænning og øvelse.

Som et plus kan de 24 pins udskiftes når/hvis de slides, samtidig kan de justeres i højden alt efter om man ønsker mere eller mindre “greb” i pedalerne. Vægten er noget højere end pedalerne fra N8TIVE, til gengæld har Bennies pedalerne pins i midten, som optimerer kontakten mellem sko og pedal.

N8TIVE DH Flat Pedals

N8TIVE er en tysk producent med et rimelig smalt sortiment af produkter, lidt pedaler, frempinde, styr og lidt andre løsdele – til gengæld er der kræset lidt ekstra omkring tingene og det er helt tydeligt at de er “produkt-nørder” der ikke bare sender hvad som helst på markedet.

DH Flat pedalerne er, som Bennies pedalerne fra Specialized, forholdsvis brede og med en lav profil. Der er “kun” 20 pins på hver pedal og de kan ikke justeres, til gengæld er de også udskiftelige, så de kan skiftes når og hvis de bliver slidt. Designet gør også at mudder der pakker sig i pedalen, heller ikke er et problem man vil opleve her.

Som de fleste andre flats er selve pedalen udført i aluminium, med en stålaksel og lukkede lejer for minimal vedligeholdelse. Vægten er dog holdt godt nede, kun 360 gran for et par – 80 gram mindre end Specialized Bennies pedalerne.

Pins/nitterne er lidt kraftigere og udformet lidt anerledes end dem man finder på de fleste andre flats og det fungerer faktisk rigtig fint, de skaber en super god kontakt mellem sko og pedal, med et fremragende greb til følge. Ulempen er så at pins/nitter fra andre pedaler ikke umiddelbart vil kunne bruges hertil. I praksis har jeg ikke bidt mærke i at denne pedal “kun” har 20 pins/nitter kontra de 24 i Bennies pedalerne.

Som et ekstra plus fås disse pedaler i både sort, grå og grøn.

Flats, fordele

  • Intet behov for særlige cykelsko
  • Fri bevægelighed af foden på pedalen
  • Man er ikke fastspændt
  • Større bevægelighed på cyklen

Flats, ulemper

  • Skoen kan glide af pedalen, så man mister momentum eller i værste fald balancen.
  • Kræver tilvænning og træning både at kunne træde og trække i pedalerne.
  • Pedalerne er ofte tungere end klikpedaler.
  • Korrekt/optimal fodstilling kræver lidt tilvænning

Blev redaktøren omvendt?

Både ja og nej… Jeg kan sagtens se de mange fordele ved brugen af flats, eksempelvis at du har sko der rent faktisk er ganske udmærket at gå i, du har enormt meget bevægelighed og frihed på både cyklen såvel som på pedalerne da du ikke er fastspændt og man slipper for at skulle finde cykelskoene frem hvergang cyklen skal luftes.

Når det så er sagt, så føler jeg mig rent faktisk bedst tilpas når jeg er klikket i pedalerne – klamperne er indstillet så de passer 100% til mig og jeg behøver hverken bekymre mig om fodstillingen eller om fødderne nu glider af pedalerne, så jeg kan give den fuld gas både op og ned af bakkerne. Det skyldes måske en kombination af at jeg længe har kørt med klikpedaler og ligeledes primært bruger min cykel til træning og løb, altså kun i meget begrænset omfang som “hverdagscykel” hvor flats har nogle helt åbenlyse fordele. Det betyder dog også at vintercyklen nu som udgangspunkt er udstyret med flats, for det er altså både sjovere og nemmere når man er på tur med børnene, eller hele familien og man gerne vil bruge sin  mountainbike til dette formål også.

Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Cannondale CFR lange cykelbukser (2015)
Cannondale er nok bedst kendt for Deres cykler, specielt Deres MTB’er med...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.