Test: AGU Essential Hi-Vis Bibtights

Hollandske AGU har vi efterhånden et godt kendskab til, mens både Essential-serien og deres Hi-Vis produkter heller ikke er fremmede for os.

Denne gang er det deres bibtights fra Essential-serien vi skal se nærmere på, og som nævnt i Hi-Vis udgaven for maksimal synlighed.

Design og detaljer

Essential-serien fra AGU er deres klassiske serie som giver god værdi for pengene, det er “hverdagstøj” som er lavet til at blive brugt, uden alt for mange fancy detaljer.

Disse bibtights fås med og uden pude, her testet uden pude – da det er min personlige præference – jeg foretrækker at have mine favorit bibshorts under, og så et par bibtights udenover.

De er lavet primært til efterår og vinterbrug, men der er intet til hindre for at bruge dem i foråret også – når det, som i skrivende stund, stadig kun er 0-5 grader udendørs. Materialet er primært polyamid og elastan i en skøn kombination der gør dem både strækbare, rimelig slidstærke og hurtigttørrende. Indvendigt er de opkradset med blød fleece for let isolering.

Overdelen og selerne er i mesh – og selvom selerne ikke er flade og laserskårne, har jeg ikke oplevet problemer med at de folder eller er “trælse”. Ryggen er ligeledes åben for at optimere ventilation og åndbarhed, mens der generelt er brugt flade syninger for at minimere risikoen for irritation. Afslutningerne ved benene er med klassisk elastikkant med silikoneprint indvendigt – den løsning fungerer rigtig fint og jeg savner ikke en lynlås, da de er nemme at få både af og på.

Som nævnt indledningsvis, så er denne model en af deres “hi-vis” udgaver, det udmærker sig ved 360 graders refleksprint på den nederste del af benet, samt grafisk refleksprint omkring knæene – dette for at skabe den bedst mulige synlighed i trafikken.

Komfort og pasform

Jeg har testet AGU Essential Hi-Vis Bibtights i str. S som passer rigtig fint til mine 65 kg. fordelt på 175 cm. De sidder rimelig tæt, som de bør, og der er heller ikke noget materiale der flagrer. Materialet kan strækkes ganske meget og er ikke specielt tykt, så det er nemt at opnå en tæt (og behagelig) pasform.

Bibtightsene er testet primært på gravel-cyklen og en smule på landevejen her over efteråret og vinteren og de giver en god beskyttelse mod både vind og vejr ned til frysepunktet og for mit vedkomne også lidt under. Nedbør er der ingen særlig beskyttelse mod, så de egner sig klart bedst til de tørre, men kølige dage. Til gengæld er åndbarheden så også i top, så kan snildt kan bruge dem i +10 grader, uden at være ved at koge over!

Konklusion

AGU kender vi som et “value for money” brand, men disse bibtights ligger alligevel i den øvre del af prisskalaen med en vejledende pris på knap 900,- uden indlæg/pude. Kvaliteten, designet og detaljerne kan jeg ikke rigtig sætte en finger på, det hele fungerer glimrende og de er yderst behagelige at bære! Jeg synes dog alligevel at 900,- for et par “overtræksbukser” uden nogle særlige detaljer er lige i overkanten, her havde jeg nok forventet eksempelvis flade, laserskårne, seler.

Uanset hvad, så er AGU Essential Hi-Vis Bibtights et par ganske fremragende lange cykelbukser uden nogle dikkedarer, men prisen er måske lige én tak for høj efter min mening.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 899,-

Funktionalitet 8
Komfort 9
Pasform 9
Design 7
Pris 7
8
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
DGI Hærvejsløbet 2023 – dagen derpå!
DGI Hærvejsløbet er ét af de største motionscykelløb i Danmark og med...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.