Test: Force knickers til kvinder

Vejret er endelig til lettere tøj på cykelturen, men selvom solen er fremme, kan vinden stadig være ret kold. Vi har testet et par knickers med indlæg fra Force, som er perfekt det lidt kølige danske forårsvejr, hvor shorts ikke altid lige er sagen.

Design og funktionalitet

Designet på disse knickers fra Force til kvinder er holdt i en meget neutral stil. De er helt sorte med enkelte grålige detaljer i form af syninger og reflekser. Refleksdetaljerne er både bagpå samt på siden af bukserne, hvor de ikke fylder det store. Dette skaber en smule afbræk fra det ellers sorte look, men efter min smag er disse knickers en tand til den kedelige side i forhold til designet. Dog betyder dette, at de passer til stort set alle t-shirts eller trøjer, da der ikke er farvesammensætninger at tage hensyn til.

Den model, der er blevet testet, er med indlæg, men den findes også i en version uden indlæg. Indlægget er til den tynde side, og hvis man vælger denne fremfor den uden, skal man have sig en god saddel, eller blot bruge den til de kortere ture. At indlægget er meget tyndt har sin fordel på eksempelvis korte intervalture, hvor puden ikke generer under træningen. Dog giver den ikke nok støtte, hvis man har planer om en længere tur, hvor der er brug for ekstra polstring, således at man ikke oplever ubehag.

Materialet består af 82% nylon og 18% spandex, hvilket giver en god strækeffekt, der får bukserne til at tilpasse sig kroppen fint. Endvidere er der i toppen et stort elastikbånd, der skal give bedre hold og komfort. Denne elastikkant har i testperioden dog vist sig at være en ulempe, da bukserne får en tendens til at glide en smule ned under cykelturen. Dette er dog ikke et problem, hvis man er vant til cykelbukser med lav talje, men da jeg ofte kører med højtaljede shorts har det krævet lidt tilvænning. Forces knickers fås i størrelse xs til xl, og da de som sagt er ret strækbare men lidt brede i elastikbåndet, ville jeg vælge en størrelse mindre end normalt for en optimal pasform.

Konklusion

Disse knickers fra Force er gode til det køligere danske forårs- og sommervejr, hvor et par shorts bliver lidt for kolde. Derudover egner de sig især til kortere cykelture, hvor det tynde indlæg giver en bedre bevægelighed på cyklen. Disse knickers til kvinder fås både med og uden indlæg, så der er noget for enhver smag, dog er de ret store i størrelsen, så det kan være en god idé at tage en størrelse mindre end normalt.

Pris og tilgængelighed

Set til 299 kr. for modellen med indlæg og 199,- for modellen uden indlæg.

Køb Force Knickers til kvinder hos Cykelgear.dk

Funktionalitet 7
Pasform 6
Design 7
Pris 8

Karakter

7
Mere fra Tinna Holmager
Test: Force Windster Spring cykelhandsker
Når kulden begynder at kunne mærkes på cyklen, er hænderne oftest et...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.