Test: MIIEGO BOOM ANC hovedtelefoner

Danske MIIEGO har for nyligt lanceret BOOM ANC, en videreudvikling af BOOM, modellen har nu fået aktiv noise cancelling som fjerner, eller i hvert fald minimerer støjen omkring en. ANC er vældig populært hos dem der rejser meget, eller bruger offentlig transport, ligesom det kan være en stor hjælp i åbne kontorlandskaber hvor man måske sommetider har brug for at fordybe sig.

Vi har testet BOOM ANC til træning, for MIIEGO er jo netop kendt for at lave produkter til træning og aktiv brug. Udover at være IPX5 godkendt, så det tåler sved og vand, så kommer BOOM ANC med ekstra Earpads i mesh som kan vaskes.

Lad os se hvordan de klarer sig!

Hvad er der i kassen?

MIIEGO BOOM ANC leveres med:

  • Hovedtelefoner
  • Etui til opbevaring
  • microUSB kabel til opladning
  • Minijack-stik til kablet brug
  • Earpads i mesh til sportsbrug
  • Vejledninger

Se vores unboxing af MIIEGO BOOM ANC nedenfor

Udvalgte specifikationer

  • ANC = Aktiv Noise Cancelling
  • Op til 36 timers batteritid – uden ANC, op til 22 timer med ANC
  • IPX5 certificerede, så de tåler sved og vand
  • Bluetooth 5.0
  • Kan foldes
  • Vejer 299 gram

Design og funktioner

BOOM ANC er udført i mat sort plast, overfladen er “rubberized” hvilket passer meget godt til det lidt rå træningslook, samtidig er den lidt mere modstandsdygtig overfor ridser, end en tilsvarende blank overflade.

Da det er et “over-ear headset, betyder det at earpadsene dækker hele øret, dette i sig selv giver lidt isolering af udefrakommende støj og gør at man måske ikke behøves skrue volumen så højt op.

Headbandet er med metalbøjle, dette gør dem super stabile og mere holdbare end tilsvarende plastbøjle, derudover kan BOOM ANC foldes sammen for nem opbevaring når de ikke er i brug. På headbandet er der indvendigt en blød polstring og kunstlæder som gør at de er bløde at bære.

I pakken medfølger et ekstra sæt earpads, så der er ét sæt i kunstlæder til “daglig” brug, de er bløde og lækre, men ikke specielt åndbare. Modellen i mesh er det modsatte, lidt hårdere materiale – dog uden at være ubehagelig på nogen måde, og med mesh så ørerne kan ånde. Samtidig kan de smides i vaskemaskinen når de bliver for svedige – og det bliver de! Man skal derfor huske at hænge dem til “tørre” når man har brugt dem. Jeg efterlod dem i mit opvarmede skur (10 grader) og da jeg skulle bruge dem 2 dage senere var de stadig lidt fugtige – så husk at lade dem tørre ved indendørs temperatur hvis ikke puderne smides direkte i vaskemaskinen.

Earpadsene er iøvrigt super nemme at skifte, da de blot kan drejes af for at udskifte dem med den anden type.

På den højre side har man ANC knappen, den tændes/slukkes seperat, hvilket også betyder at man sagtens kan bruge dem som “ren” noise cancelling, uden at skulle lytte til musik eller lign. Det giver lidt ekstra ro i det åbne kontorlandskab og kombinerer man det med lidt musik, er det (for mig) en virkelig god kombination til at arbejde effektivt.

På siden er der mulighed for at justere volumen op/ned og og på modsatte siden af ørebøffen er der on/off knap.

I bunden af ørebøffen er microUSB stikket, der bruges til opladning, placeret bag en lille gummi-flap.

På modsatte ørebøf er ét enkelt stik, minijack stikket der bruges hvis man ønsker at benytte dem kablet.

Bruger man BOOM ANC trådløst er det via Bluetooth 5.0 og det betyder at de kan bruges med nærmest alle Bluetooth enheder. Derudover får man, på iPhone, batteriindikator direkte på telefonens display så man kan følge med i hvornår det er tid til at lade hovedtelefonerne. Der er også mikrofon i BOOM ANC, så de kan bruges som headset til trådløs telefoni.

Komfort og lyd

BOOM ANC vejer lige under 300 gram, hvilket jeg finder rimelig fornuftigt. Jeg har et forholdsvis lille hoved, men de kan fint justeres til at passe mig! Jeg har primært brugt dem “stationært” på hometraineren og her har de siddet rimelig godt fast på hovedet under brug. Jeg kunne godt godt savne at de sad en lille smule “strammere” omkring hovedet, da jeg oplevede et par gange at måtte justere på headbandet undervejs, om det så skyldes mit lille hoved eller det faktum at de var godt gennemblødte af sved, kan jeg være i tvivl om. Earpadsene er bløde og lukker fint til omkring ørerne og for mig har der ikke været noget der trykker eller spænder omkring ørerne eller hovedet i det hele taget.

Earpadsene i mesh er geniale, for de lader ørerne ånde og så kan de vaskes i vaskemaskinen sammen med træningstøjet. Samtidig kan man så “gemme” dem i kunstlæder til dagligdagsbrug. Lydmæssigt så klarer BOOM ANC sig også glimrende, der er masser af bund i de store bøffer og diskanten fremstår skarp og sprød. Genrermæssigt så har jeg udsat BOOM ANC for lidt af hvert, men med fokus på musik med tung bas, som er mit foretrukne musik til træning hvor der skal trædes nogle watt! Det er også her BOOM ANC har sine forcer, for der er masser af bund i musikken og de kan spille højere end hvad behageligt er! ANC funktionen er ikke “kun” til at begrænse udfrakommende støj, den kan også bruges når man hører musik, så undgår man nemlig at skulle skrue nær så højt op for musikken og er man typen der er til podcasts, lydbøger eller lign., så vil denne funktion være enormt brugbar. Jeg har dog oplevet hovedtelefoner hvor ANC funktionen fungerer bedre end på BOOM ANC, bl.a. på mine PXC 550 fra Sennheiser som jeg har brugt til direkte sammenligning ifm. denne test, altså har ANC funktionen bestemt en effekt, men den er ikke nær så effektiv til at fjerne støj som bl.a. Sennheiser PXC 550 som prismæssigt fås fra omkring 1500-1600,-

Konklusion

MIIEGO’s nye top-model, BOOM ANC, er et ret fedt sæt over-ear hovedtelefoner til sportsmanden, eller kvinden! De sidder godt, er ikke alt for tunge og har en fremragende lyd – særligt hvis man er til godt med bass. De kommer med earpads i både kunstlæder og mesh, så man kan bruge dem til både træning og hverdagsbrug uden problemer.

Den trådløse bluetooth er klippedstabil og jeg har ikke oplevet ét eneste udfald i forbindelse med testen.

Jeg har brugt dem 90% af tiden på hometraineren hvor jeg ynder at lytte til hurtig musik, både når jeg træner og når jeg kører løb på Zwift. Musik med tempto er for mig super motiverende og ved at bruge et par gode hovedtelefoner slipper resten af huset for at høre på ens træningsmusik. Skal man bruge sine hovedtelefoner eller headset til træning, så kræver det at det kan tåle vand og sved, og det er faktisk de færreste der er godkendt hertil. BOOM ANC er derimod IPX5 godkendt, hvilket betyder at det tåler vand og sved, så det kan tåle at blive brugt til træning – og det har jeg i høj grad testet!

Med en vejledende pris på knap 1800,- er der ret mange (stærke) konkurrenter på markedet, men BOOM ANC skiller sig ud ved at være bygget til træning og kunne tåle sved og vand, samtidig kan earpadsene i mesh vaskes og det er altså super praktisk!

Med et diskret og fedt design i mat sort, kan de bruges til både træning og til hverdage – så man får et ret alsidigt sæt hovedtelefoner der også kan bruges som headset hvis dette er behovet.

Så samlet set er det svært ikke at holde af BOOM ANC, er træningsbrug det primære formål – så ville jeg nok personligt vælge lilebroderen BOOM der er ca. 500,- billigere, men har man behov for den aktive støjreduktion, så er BOOM ANC stadig et fornuftigt køb som du ikke vil fortryde.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1799,-

Funktionalitet 8
Lydkvalitet 9
Pasform/komfort 9
Pris 8
8.5
Mere fra Noel Juul Christensen
Rock “N” Roll kædeolie
Danske Veloking har fået distributionen af produkter fra Rock “N” Roll. Rock...
Læs mere
Join the Conversation

3 Kommentarer

  1. says: Naja Brandt Djupdræt

    Hej Noel! Rigtig brugbar test du har lavet, den er virkelig gennemført! Jeg har et enkelt spørgsmål som angår knapperne på høretelefonerne. Du skrev der var en skru op og ned samt en knap til tænd og noise cancelling, men hvad med en knap til at pause og skifte den sang du hører? Findes det? Og er der også en knap til at kunne modtage opkald? Hilsen Naja

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.