Beskyt din cykel med keramisk coating fra Muc-Off

Muc-Off udvider hele tiden deres sortiment og ét af de nye produkter er et komplet sæt til keramisk coating af cykler. Keramisk coating er ret stort indenfor bil-verdenen hvor mange vælger at få beskyttet bilen og gøre den mere modstandsdygtig overfor småridser, skidt og snavs.

Keramisk coating har endnu ikke helt slået igennem indenfor cykel-verdenen, men måske det sker nu hvor Muc-Off også er gået ind i disse produkter.

En keramisk coating er, meget groft sagt, et ekstra beskyttende lag der ligger sig udenpå lakken og gør den helt glat, mere modstandsdygtig overfor ridser/skrammer og ikke mindst nemmere at rengøre.

Hvad er der i æsken?

I pakken med Muc-Off Ceramic Protection Kit får man:

  • Surface Preparation Spray
  • Ceramic Coating
  • 2 mikrofiberklude
  • 1 applikator
  • Vejledning bagpå æsken

Keramisk coating – sådan gør du!

Det allervigtigste er at lakken er 100% ren og fri for rester af eksempelvis olie, voks eller lign. – det anbefales derfor at man tager sig god tid til at gøre cyklen klar til coating så man får det bedst mulige udgangspunkt.

Har man anskaffet sig en ny cykel som man påtænker at få coated, så vil min anbefaling være at man får det gjort inden den tages i brug, igen for at give den bedst mulige beskyttelse inden der kommer skidt og snavs på lakken.

  • Start med at vaske cyklen grundigt og tør den.
  • Spray “Surface Preparation Spray” på den éne mikrofiber klud og tør stellet af, sørg for at komme ind i alle kroge og sprækker. Det kan være en fordel at have cyklen på et reparationsstativ uden hjul – så er det nemmere at komme til stellet fra alle siderne.
  • Ryst flasken i op til 10 sekunder for at aktivere formlen. Påfør den keramiske coating via den lille applikator, det anbefales her at bruge handsker! Coating dryppes på applikatoren og påføres et mindre område af gangen. Sørg for at alle flader er dækket, uden at lakken “svømmer” i coating – et tyndt, dækkende, lag er at foretrække.
  • Lad coatingen sidde i op til 5 minutter, i dette tidsrum bør coatingen give en “regnbuefarvet” overglade, så her kan man passende tjekke om man har fået dækket hele overfladen. Hernæst aftørres restproduktet med den rene mikrofiberklud i cirkulære bevægelser, indtil lakken fremstår blank og flot.
  • Lad coatingen hærde i 24 timer, inden du benytter cyklen – det gælder også vask og lign.
  • Vil du have ekstra lang beskyttelse, eller er din lak ældre og måske lidt medtaget, kan du nu påøre et eller flere ekstra lag for endnu bedre beskyttelse.
  • Efterfølgende skal man blot “toppe” coatingen på ved behov, Muc-Off anbefaler det sker hver 6. mdr., eller når den hydrofobiske effekt aftager, altså at vandet ikke længere perler af lakken når den vaskes, eller det regner.

Hele processen, med udgangspunkt i en ren cykel, dog mig mindre end 30 minutter og her tog jeg mig rigtig god tid til både at få gjort forarbejdet samt selve coatingen så grundig som overhovedet mulig – det synes jeg bestemt ikke er lang tid og det kan sagtens gøres hurtigere, men er i tvivl om det kan gøres langsommere!

Den keramiske coating kan påføres næsten overalt, fra stel til plastikdele og hjul – og naturligvis både alu og carbon-cykler – og så kan den bruges til både matte og blanke cykler.

Efter endt påføring og 24 timers ventetid på at coatingen hærder, er du klar til at hoppe på cyklen og nyde en lak der står pivskarpt med flot dybde, samt en glat og ensartet overflade der gør at skidt og snavs ikke så nemt sætter sig fast. I praksis betyder dette nemmere og potentielt mindre rengøring, da skidtet sidder meget ringe fast, ofte vil man opleve at det meste skift kan skylles af, forholdsvis nemt. Samtidig er lakken med en keramisk coating bedre beskyttet mod ridser og småskrammer, da der nu er et ekstra “lag” udenpå lakken til netop at minimere disse ridser/skader.

Vandet perler af ved vask efter cyklen er behandlet med keramisk coating
Vandet perler af ved vask efter cyklen er behandlet med keramisk coating

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: ca. 485,-

Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Wahoo Kickr 2018 hometrainer
I løbet af efteråret og vinteren har vi testet en lang række...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.