Test: Osprey Katari 3

Gravel og mountainbike bliver mere og mere populært herhjemme, hvorfor timerne i sadlen er skruet gevaldigt i vejret i de senere år. Når man tilbringer mange timer i sadlen, er det vigtigt at forblive hydreret, spise nok og have forskelligt værktøj med, så man kan redde sig selv, når man står midt i skoven. Hermed er mini-rygsække en rigtig god løsning, da de kan indeholde det nødvendige værktøj samt mad og drikke. 

Design og funktionalitet

Designmæssigt byder Katari på Ospreys meget velkendte udformning samt smarte funktioner. Det er blandt andet muligt at montere en baglygte på midten af rygsækken, som vi kender det fra mange af de andre rygsække. Endvidere byder Katari på et par rigtig lette og luftige remme, der sidder super godt og tæt til kroppen, men uden at skabe for megen varme. Varmen kan nemt komme væk fra skulder og krop, da remmene er produceret med en masse “huller”, der giver god mulighed for transport af sved. 

Katari rygsækken fås i tre forskellige størrelser; 1,5, 3 og 7 liter. Ens for alle er, at de udstyret med en vandblære, der er placeret langs ryggen, så den fylder mindst muligt.

Ser man på forsiden af remmene, finder man en strop på højre side, der er lavet til at fastholde slangen, den kommer fra den medfølgende drikkeanordning. Stroppen fastholder slangen rigtig fint, så den ikke sidder i vejen under køreturen. Enden af slangen, hvor “tuden” findes, kan ligeledes fastgøres til rygsækken. Denne bliver dog fastgjort ved hjælp af magneter, der både er at finde i “tuden” og på stroppen. Magneten er en rigtig god idé, men knapt så funktionel, når man stryger op og ned af skovens stier, da den nemt ryger af og hermed blot hænger. Det, at tuden hænger, er nu ikke stort problem, da den sidder godt fast via stroppen og hermed stadig fint kan benyttes under kørsel.

Drikketuden fastgøres som sagt med en magnet til bryststroppen. Bryststroppen er ligeledes med til at fastholde selve tasken under hele turen. Stroppen er meget  tynd og generer hermed overhovedet ikke under kørsel. Bryststroppen er dog den eneste strop på Katari, hvilket jeg personligt finder for lidt. Man kunne sagtens have ønsket sig et lille hoftespænde, der er i stand til at fastholde rygsækken nederst på ryggen. Udeblivelsen af stroppen gør, at rygsækken kan hoppe en del, når man kører nedad, hvilket kan genere lidt, såfremt vandblæreren er helt fyldt og hermed tung. 

Udover rummet, hvor vandblæreren er placeret, finder man et andet rum med lynlås, der allermest kan betegnes som en lomme. Rummet er lige præcis så stor, som den skal være. Det kan indeholde telefon, lappegrej, energigels, energibarer og nøgler – alle ting, man nødigt vil undvære eller miste på cykelturen. 

Slutteligt finder man to stretch-lommer på Katari 3 – én på hver side. Stretchs-lommerne er velkendte fra Ospreys produkter og er rigtig funktionelle. Lommerne kan nemt indeholde mad, bananer, handsker eller hue, som er blevet overflødig på turen. Dette er i særdeleshed brugbart her i efteråret, hvor det er ekstremt svært at finde ud af, hvor meget tøj, man skal have på. 

Konklusion 

Vi har testet Katari 3 på korte ture på 45 minutter, såvel som lange ture på over 2 timer. På begge tur-typer er Katari brugbar, da man på de korte ture blot kan tage vandblæren ud og bruge den ekstra plads til eksempelvis tøj. På de lange ture giver det lidt sig selv, at det er væsentligt at have masser af vand og mad med, hvorfor rygsækken er helt suveræn.

Rygsækken sidder rigtig fint på ryggen, men kan som sagt være en smule irriterende, når vandblæreren er helt fyldt. Dog bliver det bedre, jo længere man kommer på ture, når man får drukket vandet. Her er rygsækken i sig selv så let, at den ikke generer under kørsel.

Rygsækken kan varmt anbefales, hvis man ønsker lidt ekstra plads på cykelturen og samtidig vil holdes hydreret. Endvidere får man en rygsæk, der har Ospreys sædvanlige kvalitet og ventilation. 

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 600,- 

Funktionalitet 8
Pasform 7
Design 9
Pris 8
8
Tags fra indlægget
,
Mere fra Mathias Busk Sælgen
Træningsprogram via OptimizaR – Afslutning
Efter godt 12 uger træning fyldt med hård, struktureret træning og masser...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.