Guide: Cykelpumper, hvad skal man vælge?

Det virker måske en smule banalt, men der findes i dag så mange forskellige løsninger at vi med denne guide vil forsøge at give et overblik over de muligheder der er på markedet i dag, så man får købt den, eller de, cykelpumper der bedst opfylder ens behov, første gang!

Ventiltyper

Først bør man være opmærksom på at der findes 3 forskellige ventiler;

Den klassiske alm. ventil (Dunlop)

dunlop-ventil

Racer ventil (Presta)

racerventil

Auto ventil (Schrader)

auto-ventil

Man bør naturligvis sikre sig at cykelpumpen fungerer sammen med den ventiltype man benytter, men man kan også med fordel overveje en pumpe som fungerer sammen med flere forskellige ventiler.

Cykelpumper

Helt grundlæggende findes der følgende 3 typer af cykelpumper:

  • Håndpumpe
  • Fodpumpe
  • Co2 pumpe
mini-pumpe

Håndpumpe

Håndpumpen kender de fleste, den findes i et hav af afskygninger. Som udgangspunkt fungerer disse til alm. ventiler, men der findes også udgaver der virker til flere forskellige ventiltyper. Når man overvejer en håndpumpe er der flere ting at tage stilling til, først og fremmest den fysiske størrelse. Man kan få den traditionelle “store” pumpe i fuld størrelse, men der er også mulighed for en få en meget kompakt pumpe som er nem at have med i tasken, monteret på cyklen eller lign. Ulempen ved de små pumper er naturligvis at man skal pumpe flere gange grundet det mindre kammer.

Vil man gerne have en lille håndpumpe som man kan have med når man motionere, uanset om det er racer eller MTB, bør man overveje om man skulle vælge en af de håndpumper der leveres med beslag, typisk så pumpen kan monteres og sidde under dunkholderen. Ved at montere pumpen på cyklen er man sikker på den altid er med, og den ikke ligger hjemme på køkkenbordet fordi man ikke lige fik den smidt i baglommen inden man cyklede afsted. Kører man i skoven med sin MTB er en “fastmonteret” pumpe nok ikke det optimale valg, risikoen for at den falder af undervejs er simpelthen for stor.

Derudover skal man naturligvis sikre sig at pumpen passer til de ventiler man har, man kan derfor med fordel vælge en af de modeller der fungerer til både auto og racer ventiler eksempelvis. Slutteligt fås nogle håndpumper med en lille udtrækkelig slange, der gør at ventilen ikke belastes på samme måde.

Enkelte håndpumper har også mulighed for at bruges sammen med Co2 patroner, se længere nede under Co2 pumpe.

3 gode håndpumper

gulvpumpe

Gulvpumpe (Fodpumpe)

En gulvpumpe er uden tvivl den bedste og mest effektive pumpe, men den er kun velegnet til stationært brug hjemme i garagen, på værkstedet eller lign., da den er for stor til at have med sig. Gulvpumpen udmærker sig generelt ved at kunne pumpe meget kraftigt, der skal pumpes færre gange grundet det større luftkammer, de har en dejlig lang slange til montering på ventilen og så mange af gulvpumperne med manometer så man nemt kan kontrollere og justere lufttrykket i dækket.

Nogle gulvpumper har et hoved der selv registrerer om der pumpes auto eller racer-ventiler, mens andre har en lille “omskifter” til valg mellem auto og racer-ventil.

3 gode gulvpumper

  • Force Horn – Fodpumpe med manoneter som fungerer til alle ventiltyper, pumper op til 11 bar. (169,-)
  • Topeak Joeblow Sport III – Twinhead fodpumpe til alle ventiltyper, pumper op til 11 bar. (249,-)
  • SKS RENNKOMPRESSOR – Solid gulvpumpe til alle ventiltyper der pumper helt op til 16 bar! (429,-)
pro-micro-co2-inflator-01

C02 pumpe

Co2 pumpen er en, forholdsvis, ny opfindelse som især MTB rytterne har taget rigtig godt i mod. Co2 pumpen fås i forskellige udformninger, men grundlæggende fungerer består den blot af et “hoved” der påsættes ventilen, på dette hoved skrues en Co2 patron og når man trykker på knappen pumpes dækket op på rekordtid. Co2 patronerne fås i 12, 16 og 24 grams udgaver, sidstnævnte er primært rettet mod 29″ MTB som kræver lidt mere luft, som udgangspunkt kan man med 16 grams patroner pumpe et racerdæk eller en 26″ MTB ganske hårdt. Patronerne fås med og uden gevind og de kan ikke “genopfyldes” men skal kasseres efter brug, så det er kun en løsning man ønsker at bruge når/hvis man eksempelvis punkterer i skoven og skal hurtigt videre. Én 16 gram patron koster ca. 15-30 kr., så det er en dyr løsning, men også en meget hurtig og bekvem løsning!

Der findes flere forskellige pumper til Co2 patroner, nogle består blot af et hoved hvorpå patronen skrues på, andre har et kammer til patronen og nogle kan endda bruges som traditionel håndpumpe og Co2 pumpe også. Patronen bliver enormt kold under pumpning, så man bør måske overveje en model med et kammer til patronen,  omvendt fylder den også mere end et løst hoved med et par Co2 patroner i sadeltasken…

3 gode Co2 pumper

Gode råd til valg af cykelpumpe

  • Vælg pumpe efter behov, skal den bruges hjemme på værkstedet så vælg en gulvpumpe, den pumper kraftigere og fås med manometer så du kan kontrollere og styre dæktrykket mere præcist. Skal du derimod bruge en pumpe på farten så gå efter en cykelpumpe med lav vægt, evt. med mulighed for montering direkte på stellet, sørg for at den kan pumpe op til det ønskede dæktryk (Se evt. vor guide til korrekt dæktryk).
  • Har du brug for at komme hurtigt videre, så vælg en Co2 pumpe, den er dyr at bruge – men fylder minimalt og dækket er pumpet på sekunder.
  • Det kan være en god idé at have en fodpumpe med manometer på værkstedet, garagen eller hvor man nu opbevarer sine cykler, da det giver mulighed for hurtigt og præcist at pumpe cyklerne til et bestemt dæktryk inden man kører afsted.
Mere fra Noel Juul Christensen
Shimano lancerer nye udgaver af XC cykelsko
Pressemeddelelse Som følge af den store TV-dækning denne sommer, er cross-country (XC)...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommenter

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.