Test: Craft Essence cykeltøj

Det er enormt populært at være “grøn” og det har nu også gjort sit indtog hos producenterne af cykeltøj, Craft’s nye “Essence” serie er nemlig lavet med fokus på miljøet da man har brugt en mere miljørigtig indfarvningsmetode hvor man bruger mindre vand, færre kemikalier og mindre energi – alt sammen til gavn for miljøet og vores planet i al almindelighed.

Serien består af forskellige shorts med og uden seler, samt jersey’er til både mænd og kvinder, vi har testet et klassisk sæt til mænd.

Essence Bib Shorts

Essence-serien er som tidligere nævnt udviklet med en grøn profil, det betyder også at materialet er genbrugspolyamid. Materialet er med let kompression, Lycra® Sport Energy, og har 4 vejs stræk for optimal pasform.

Designet er helt klassisk og meget diskret, bibshortsene er sorte med seler og overdel i mesh for maksimal åndbarhed og svedtransport. Ved benene er der brede elastikker ved lårene med silikone indvendigt så man undgår de ryger op og indvendigt i bibshortsene finder man Craft’s Infinity C3 pude. Puden er ikke specielt tyk eller kraftig og former sig derfor i høj grad efter rytteren, dog vil nogle måske savne lidt mere støtte i form af tykkere materiale. Personligt synes jeg godt om puden der giver en passende støtte, men samtidig god bevægelighed.

På låret er Craft’s logo påtrykt i blank gummi som en lille lækker detalje!

Vi har testet bib shortsene i str. M og de er faktisk en tand for store til undertegnede der vejer 67 kg., fordelt på 175 cm, en str. S ville have passet bedre og sikret at de sad helt tæt, som de bør gøre.

Pasformen er dog stadig god, materialet føles rart mod kroppen og de har en god evne til at transportere sveden videre, samtidig med at kroppen kan åbne. Materialet er forholdsvis tyndt, så det i sig selv giver også en lidt bedre åndbarhed. Overdelen i mesh sikrer også en god svedtransport fra kroppen og lader en komme af med overskudsvarmen, samtidig er mesh-selerne med til at give en god komfort, da de kan strækkes ganske meget.

Puden er, som nævnt tidligere, forholdsvis tynd og luftig, hvilket jeg personligt ser som et plus – den former sig nemlig efter rytteren og giver tilpas støtte til undertegnede der gerne vil have fuld bevægelighed også. Andre – måske særligt den lidt tungere rytter, vil måske savne lidt støtte/support i puden da den, som nævnt, er forholdsvis tynd.

Materialet som bibshortsene er lavet i er ret tyndt, let og lækkert, men egner sig derfor også bedst i 2-cifrede varmegrader.

Essence Jersey

Jersey’en fås i enten rød, grå eller som her – den klassiske sorte. Den er udført i 100% polyester og materialet er, som bibshortsene, ret tyndt, let og luftigt – hvilket betyder den gør sig bedst i 2-cifrede varmegrader.

Designet er helt klassisk og uden nogle dikkedarer, der er et super diskret Craft logo på brystet og bagpå – ellers fremstår den helt clean.

Jersey’en er med gennemgående kvalitetslynlås fra YKK og ved ærmerne finder man brede elastikker som afslutninger. Ærmerne er en tand længere end på mange andre jersey’er, så de dækker en større del af overarmen.

I livet er ligeledes en bred elastik til at holde jersey’en på plads, mens der på bagerste del er silikoneprint som forhindre jersey’en i at kravle op.

Bagpå er der 3 åbne lommer, samt én med lynlås, det giver plads til alt fra slange, pumpe, og energi til nøgler og mobiltelefon. Lommen med lynlås rummer lige nøjagtig en smartphone ala. iPhone 7.

Som med bibshortsene, så er den en smule stor i størrelse, i hvert fald sammenlignet med meget andet cykeltøj, hvilket betyder at den i str. M er lige til den store side for undertegnede og hans 67 kg. fordelt på 175 cm., en str. S ville have været et bedre match.

Pasformen er som det meste andet cykeltøj tæt – men uden at den sidder som malet på kroppen, der er plads til at bevæge sig og det vil mange motionister se som et plus, mens rytteren der gør op i aerodynamik vil foretrække en helt tæt pasform.

Jersey’en sidder fint på kroppen og da den er lidt længere bagpå er den nederste del af ryggen godt beskyttet når man indtager race-position. Materialet er blødt og kan strækkes rigtig meget, hvilket bidrager til en god og behagelig pasform.

Bibshorts og jersey er begge testet i temperaturer fra ca. 10-20 grader og her er der ingen problemer med at ånde og komme af med varmen, ligesom der stadig er lidt beskyttelse mod vind og vejr – trods materialet er forholdsvis tyndt.

Konklusion

Essence-serien fra Craft er en forholdsvis prisbillig serie af cykeltøj med et helt klassisk design som gør det muligt at kombinere på kryds og tværs. At der så samtidig også er tænkt på miljøet i produktionen er et ekstra plus.

Klassisk design, god kvalitet og en god pasform gør Essence-serien til et godt valg til motionisten der ikke ønsker at betale en formue for cykeltøjet, men ønsker kvalitet for pengene.

Et udmærket sæt i fin kvalitet og klassisk design, dog med en forholdsvis tynd pude med begrænset støtte for den lidt tungere rytter.

Pris og tilgængelighed

Craft Essence Jersey: Vejledende pris: 500,-
Craft Essence Bib Shorts: Vejl. pris: 750,-

Funktionalitet 7
Pasform 7
Design 7
Pris 8
7.3
Tags fra indlægget
, , , ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Efterårsnyheder fra PurePower
Den danske energiproducent PurePower har for nyligt lanceret en række nye energiprodukter,...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.