Test: Giordana Fusion cykeltøj

Min kollega Mathias har tidligere testet og anmeldt et par produkter fra Giordana’s Fusion serie, dog til efterårs og vinterbrug. Undertegnede har de sidste uger haft lejlighed til at teste deres bibshorts og jersey til brug i de varmere måneder.

Fusion-serien henvender sig til et ret bredt publikum, da det er cykeltøj af høj kvalitet og med gode funktioner, men stadig har jersey’en eksempelvis en rimelig afslappet pasform.

Giordana Fusion Jersey

Fusion Jersey er lavet i et afslappet fit, altså sidder den ikke helt tæt til kroppen. Materialet er lavet til at lede sveden væk fra kroppen og derudover er det beskyttende mod solens UV-stråler og slutteligt er materialet med antibakterielle egenskaber. Materialet er “mesh-agtigt” med rig mulighed for ventilation, trods det faktum at materialet er lidt kraftigere end gennemsnittet.

Jersey’en er tilgængelig i flere farver, både klassisk hvid og sort, men også orange, blå, rød, neon og den testede lyseblå.

Fusion Jersey’en er med gennemgående lynlås og har 3 lommer bagpå, lommerne har en god størrelse og er nemme at komme til når man sidder på cyklen. Jeg foretrækker dog at der er en lille lomme med lynlås (Til nøgler, telefon eller lign.) men det må man undvære her.

På brystet er et lille Giordana logo, og det samme logo finder man på den ene af ryglommerne. Nederst, bagpå, er en elastik med silikone-print som holder jersey’en på plads, samme elastik har også reflekterende elementer som øjer synligheden.

Jersey’en er testet i str. S, den mindste størrelse tilgængelig fra Giordana og mine ca. 65 kg. fordelt på 175 cm. fylder den ikke helt ud, men her skal man naturligvis også have for øje at Fusion Jersey’en er lavet i det de selv kalder for “relaxed fit”, så ønsker man den helt tætte pasform kan man enten vælge 1-2 størrelser mindre end normalt, eller alternativt vælge en model med en tættere pasform.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 509,-

Giordana Fusion Bibshorts

Fusion Bibshorts fås ikke i helt samme mængde af farver som jersey’en, pt. fås de i sort og så er der en mørkeblå udgave på vej. Det gør dog også at de passer sammen med de fleste jerseys, så jeg savner ikke flere farvekombinationer.

De kommer med sele og pude/indlæg og fås i udgave til både kvinder og herre.

Fusion Bibshorts er lavet med fokus på både komfort og kvalitet, der er brugt Power Lycra med en smule kompression foran, bagpå og på siderne. Selerne er flade og uden syninger, så de altid sidder som de skal – og man undgår de folder/krøller. Overdelen er i mesh for at sikre en god åndbarhed, og samtidig betyder det at de kan strækkes ret meget, for god komfort.

Overalt er brugt flade syninger for at undgå eventuel irritation og afslutningerne ved lårene er med brede elastikker, med silikoneprint indvendigt, som holder dem på plads. Løsningen er ikke helt så lækker som hvis de havde været laserskårne, men holdbarheden er formentlig en kende bedre og det ser næsten lige så godt ud.

Bagpå bibshortsene er små reflekterende elementer for øget synlighed, hvilket er en rigtig fin lille detalje.

Indvendigt er en Cirro O.F. pude, naturligvis opdelt i forskellige områder af varierende tykkelse – dette er med til at sikre høj komfort. Puden er ikke al for tyk, så den former sig efter kroppen og føles som en naturlig del af bibshortsene. Puden går tilpas langt ud i siderne, så man undgå en pude eller syning der skaver i begge sider i området hvor skridt og lår mødes.

Jeg har testet Fusion bibshorts i str. S., og den størrelse er helt perfekt til mine 65 kg. fordelt på 175 cm. De sidder helt tæt til både lår, skridt og omkring livet, så kan undgår materiale der folder og potentiel irriterer. Derudover gør den tætte pasform at puden sidder til i og omkring skridtet, så man undgår en pude der “svømmer” rundt i bibshortsene – det er langt mere komfortabelt med en pude der bliver på sin plads!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 709,-

Konklusion

Jeg har efterhånden testet rigtig meget forskelligt cykeltøj, både billigt, dyrt og alt det midt imellem og selvom pris og kvalitet ofte hænger sammen, så er det ikke altid tilfældet med cykeltøj, noget virker enormt meget værdi for pengene, mens andet er “overpriced”.

Fusion-serien fra Giordana placerer sig prismæssigt i mellemklassen (der spænder ret bredt) men det er en serie der efter min mening giver rigtig god værdi for pengene. Jersey’en er, som nævnt, rimelig afslappet i pasformen – så er man til denne pasform, så er det en virkelig god jersey i lækker kvalitet og med fine detaljer, den er dog også rimelig ordinær og byder ikke rigtig på noget udover det sædvanlige. Bibshortsene er jeg meget begejstret for, de sidder som var de designet til min krop, og puden giver den helt perfekte komfort for mig. Den giver den fornødne støtte, også på længere ture, men er ikke tykkere end den følger og former sig efter kroppen, så man faktisk næsten ikke bemærker puden.

Med priser på ca. 550,- for jersey og 700,- for bibshorts er der mulighed for at få et rigtig fint basis-sæt til sommerhalvåret til en ret skarp pris – særligt prisen på bibshortsene er lav ift. kvalitet og komfort, hvor prisen for jersey’en “blot” er rimelig.

Skal du have et par nye bibshorts der kan bruges til lidt af hvert og både kort og lange ture, så vil jeg varmt anbefale Fusion bibshorts fra Giordana!

Funktionalitet 8
Pasform 8
Design 7
Pris 8
7.8
Tags fra indlægget
, ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Dynaplug redder dig!
Det er efterhånden ret almindeligt at køre tubeless på både mountainbike, crosss/gravel...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.