Test: Scicon Aeroshade cykelbriller

Scicon er et Italiensk brand der startede i en garage tilbage i 1980. De har bl.a. lavet tasker til cykelbrug i mange år og i 2019 gik de ind i markedet for cykelbriller.

Scicon’s Aeroshade cykelbrille er lavet til atleter der søger en stor linse med god beskyttelse og rig mulighed for tilpasning.

Hvad er der i kassen?

Normalt er der ikke specielt meget med i kassen til et par cykelbriller, men det er lidt en anden sag med dette par fra Scicon. Cykelbrillerne kommer i et beskyttende etui der samtidig kan bruges som sadeltaske. Heri finder man også en ekstra linse samt et blødt etui til opbevaring af både cykelbriller samt den ekstra linse. Linsen der her medfølger er en klar/gennemsigtig linse som med fordel kan benyttes i vinterhalvåret hvor solen ikke er et problem, men hvor man stadig ønsker beskyttelse mod vand, skidt fra vejen, grene eller andet man kan møde på sin vej.

Store linser er in!

Der er ingen tvivl om at store linser er in, sommetider kan man næsten tænke at det ikke kan blive stort nok. Scicon’s linser er forholdsvis store og giver derfor en god beskyttelse af øjnene. AeroShade fås med stel i forskellige farver, ligesom der er flere forskellige typer af linser at vælge imellem.

Stellet er med delvist åben ramme, faktisk kan rammen i bunden af begge linser fjernes. Det giver også den fordel at man ikke “kigger” ind i rammen hvis man kigger ned af, om man så er det til det ene eller andet rent designmæssigt må være op til den enkelte.

På brillestængerne er bløde og fleksible ender som holder brillerne på plads og næseklemmen er ligeledes i blød gummi. Næseklemmen kan justeres i 2 trin, alt efter om man har en smal eller bred næse.

Øverst i rammen er der ventilationshuller, hvilket i praksis betyder at de ikke dugger så nemt – ja faktisk er det ikke lykkedes mig at få dem til at dugge overhovedet i testperioden og det må siges at være godkendt.

Brillerne vejer 39 gram, piller man den nederst del af rammen af – er vægten nede på 36 gram. Til sammenligning vejer mine Oakley Jawbreaker 34 gram, med en noget mindre linse.

Pasform

Som nævnt indledningsvis, så er linserne på Scicon Aeroshade forholdsvis store og allerede der er jeg en kende udfordret, for mit hoved er ikke specielt stort. Det betyder at “store” briller godt kan virke lidt voldsomme på mig, men jeg synes nu alligevel Scicon Aeroshade gør det meget godt – særligt hvis man piller den nederste del af rammen af, så virker de noget lettere i udtrykket. Jeg har dog været lidt udfordret ved nogle hjelme, jeg har oplevet at der ikke rigtige er plads til brillerne og at hjelmen derfor kommer til at hvile på oversiden af briller – det dur ikke rigtig. Heldigvis har det kun være hjelme som også virker “store” på mig, så jeg tænker ikke det vil være et problem medmindre man har stor hjelm og et lille hoved…

Næseklemmen formår ikke at holde brillerne helt på plads, så jeg har ofte måtte skubbe brillerne på plads på næsen, jeg tror desværre det skyldes at de nok i virkeligheden er lidt for “store” til mig. Det er lidt ærgerligt, for det er ikke optimalt at skulle rette på dem flere gange undervejs og det slår lidt skår i glæden.

Brillerne giver dog uanset hvad en god beskyttelse mod alt fra sol, til regn og skidt fra makkeren der kører foran dig – de store linser sikrer at dine øjne er godt beskyttet og linsen er så tilpas stor at der ikke er problemer med at man kigger ind i rammen, kun hvis de glider ned på næsen…

Når de sidder som de skal, så mærker man ikke rigtig til dem – de bløde ender på brillerstængerne og næseklemmen er utrolig behagelig og vægten er så tilpas lav at man næsten kan glemme man har dem på.

Konklusion

Der findes rigtig mange forskellige cykelbriller, i forskelligt design og til svingende priser. Aereshade fra Scicon er i den lidt dyrere ende, startende fra omkring 1259,- (Vejledende pris) men der er også tale om et produkt af høj kvalitet, med to etuier og ekstra klar linse til brug på regnvejsdage eller i skoven.

Designet rammer tidens “trend” ret godt, med store linser og det lidt kantede design – jeg synes jeg personligt er ret lækkert!

Brillerne er meget behagelige at bære, trods at de ikke passer super godt til lige netop mit hoved, men det har jeg efterhånden oplevet flere gange og det samme er udfordringen med hjelme, simpelthen fordi jeg har et “lille” hoved ift. gennemsnittet.

Jeg synes man i Scicon Aeroshade får ret godt værdi for pengene og når Tour de France deltagere kan bruge Scicon – så kan vi motionister også!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: fra 1259,-

Funktionalitet 9
Pasform 7
Pris 8
8
Tags fra indlægget
,
Mere fra Noel Juul Christensen
Test: Tacx Flux 2 hometrainer
Tacx, der nu er et brand under Garmin’s vinger, lancerede i efteråret...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.