Test: Silva Singletrack

Samlet karakter

Den svenske outdoor producent Silva har et stort sortiment af lys til udendørs brug, alt fra traditionelle pandelamper til lamper til løb/trail og et par enkelte produkter primært rettet mod cykelbrug, herunder Singletrack som denne test omhandler.

Silva Singletrack er, i korte træk, en LED forlygte på 1030 lumen, med ekstern batteripakke der giver 2,5 timers batteritid ved maksimal lysstyrke. Vi har testet den i skoven!

Indhold i pakken

Med i pakken får man Silva Singletrack, en holder til cykelstyret, en selvklæbende holder til eksempelvis hjelmmontering, en 7,2 Volt batteripakke og en 220 volt oplader.

Se vores unboxing af Silva Singletrack nedenfor.

Design og funktionalitet

Silva Singletrack adskiller sig i form og design fra mængden af lygter på et marked der er meget præget af “kina” lygter af svingende kvalitet. Selve lygtehuset er udført i sort og hvid plastik, der er med til at holde vægten på et fornuftigt niveau på 135 gram, for Silva Singletrack er ikke den mindste eller mest kompakte lygte på markedet. Bagpå er lygten ventileret opg på toppen sidder den éne knap hvorfra man kontrollere de 3 tilstande og tænder/slukker for lygten. Lygten har et integreret beslag i bunden, dette beslag gør det også muligt at vippe lygten op/ned efter montering i holderen, hvilket er en rigtig fin feature. Lygten er godkendt efter IPX6 standarden, hvilket betyder den sagtens kan bruges i regn og lign. – Jeg har testet Silva Singletrack i mudder og regnvejr og har ingen problemer oplevet i den forbindelse.

silva-singletrack-light-back

Foran på lygten er der i alt 5 LED’er, én kraftig i midten og 2 mindre kraftige LED’er i hver side – samlet set 1030 lumen ved maksimal lysstyrke. Lygten har 4 tilstande, kraftig, medium og lav belsyning, samt blik. Ved maksimal lysstyrke er der kun 2,5 timers driftstid, men ved blik eller lav er der op til 20 timers driftstid. I skoven er det dog, efter min mening, kun maksimal eller som minimum “medium” tilstandene der vil være brugbare. Driftstiden på 2½ time ved maksimal lysstyrke er nok lige i underkanten set med mine briller, særligt hvis man kører i vinterhalvåret hvor frostgrader kan nedsætte batteriets ydeevne yderligere og det er formentlig på denne årstid at de fleste vil finde lygterne frem når skoven og skovstierne skal indtages efter mørkets frembrud.

silva-singletrack-light-on

Som nævnt tidligere leveres Silva Singletrack med to forskellige beslag, ét beslag til montering på cykelstyret og ét selvklæbende beslag – eksempelvis til en hjelm. Personligt foretrækker jeg en mindre og lettere lygte på hjelmen, så jeg har primært testet Silva Singletrack med beslaget til montering på styret og lygten er testet i de Århusianske skove på både skovstier og singletrack. Beslaget til cyklen monteres ved brug af en umbraconøgle og der medfølger 2 forskellige gummi-indlæg der monteres mellem holder og styr, alt efter rørtykkelsen. Det er lidt ærgerligt løsningen kræver brug værktøj, men da lygten efterfølgende nemt klikke af og på efter behov, er det af mindre betydning. Selve holderen sidder godt fast på styret, men da lygten – efter montering, kan justeres op og ned, kan man ikke undgå at den, ved “hårdt brug”, kan vippe lidt op eller ned. Det er dog nemt og hurtigt at justerer lygtens vinkel igen og det er ikke noget man vil opleve ved almindelig brug på skovstierne, med ved kørsel op og ned af rødder, drops og lign. vil det være svært at undgå helt.

silva-singletrack-side

Batteripakken er på 6,6 Ah 7,2 V og kommer pakket ind i et “etui” der beskytter batterierne mod vind og vejr. Etuiet fungerer samtidig som holder, der gør det muligt at montere batteripakken på cyklens stel. Dog er det kun muligt at montere batteripakken på tyndere rør, hvorfor fleksibiliteten ift. placeringen kunne være bedre. Lygte og batteripakke kobles sammen via et han og hun stik, der skaber en tæt samling – denne løsning fungerer til gengæld helt perfekt og man skal ikke “mosle” stikkene sammen som man ofte ser ved de billigere “kina” lygter. Samlet set er der ca. 1 meter ledning mellem batteripakke og lygte, så har man brug for at placerer batteripakken længere fra lygten, skal man have fat i et forlængerkabel.

silva-singletrack-batterypack

Silva Singletrack giver et rigtig fint, jævnt lys, med en god spredning – hvilket nok må tilskrives brugen af i alt 5 LED’er, en kraftig i midten og 2 mindre kraftige LED’er i hver side – samlet set giver dette et jævnt lys der sagtens kan bruges i skoven. Normalt er omkring 1000 lumen er ikke imponerende til brug i skoven og særligt ikke hvis man kører lidt mere tekniske stykker, men faktisk klarer Silva Singletrack sig overraskende godt – selvom man må “nøjes” med et mindre kraftigt lys og en rækkevidde der er lidt mindre end hvis man vælger en af de kraftigere lygter. Silva Singletrack benytter den teknologi som de kalder Intelligent Light, i praksis betyder det at dioden i midten lyser langt og “smalt”, men dioderne i siden sørger for at dækkke bredden, omend ikke så langt. På den måde har man dækket området umiddelbart foran sig med en bred lyskegle og man kan orientere sig længere fremad med det langtrækkende lys fra dioden i midten. Teknologien illustreres bedst via billedet nedenfor.

silva-intelligent-lighht

Praktisk test af Silva Singletrack

Konklusion

Silva Singletrack imponerer ved at levere et utrolig jævnt lys med en rigtig god spredning, som giver fint overblik på mørke skovstier og på singletracks, dog havde jeg måske foretrækket en lidt højere lysstyrke til MTB brug i skoven. Lygtens design med brug af 5 LED’er istedet for kun én, er med til at give det jævne lys og i praksis er dette en rigtig god løsning.

Lygtens design og udførsel i plast får den til at virke noget billigere end prisskiltet indikerer, men det virker – det skal de have. Den medfølgende batteripakke kan være lidt svær at finde plads til på stellet, da den ikke kan bruges på de tykkere rør, hvilket potentiel kunne være et problem på nogle rammer. Driftstiden på 2½ time synes jeg dog er en smule skuffende, særligt set i lyset af prisen og det faktum at den, alt andet lige, kun yder 1030 lumen.

Samlet set er Silva Singletrack et udmærket produkt der dog ikke rigtig imponerer mig, særligt ikke i forhold til prisen der er rigtig høj, jeg har fundet den til priser fra 3000-4000,-.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 4000,- (Set til omkring 3000,-)

Køb Silva Singletrack hos Cykelpartner.dk

Karakter

Noel er redaktør på CykelStart.dk og en ivrig motionist der kører både MTB, racer og cross - man må jo ikke gå ned på udstyr!

Vær den første til at kommenterer

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.