Test: Force MTB Hard cykelsko med klik spænde

Grundlæggende findes der tre slags cykelsko, race/spinning cykelsko, all-round cykelsko og så MTB cykelsko (Læs vor guide til valg af de rigtige cykelsko) og er man MTB rytter kommer man ikke udenom et par MTB cykelsko, men de har en del andre fordele som landevejs rytteren også kan drage fordel af.

Vi har de seneste uger testet og afprøvet et par MTB cykelsko fra Force, en tjekkisk producent af cykeludstyr. Navnet får måske ikke nødvendigvis nogle klokker til at ringe, men de har rent faktisk et ganske stort sortiment af både reservedele, beklædning og lign. og er et mærke vi kommer til at se mere til over den kommende tid her på CykelStart.dk

Design og funktionalitet

Det første der springer i øjnene er et meget friskt design, for Force MTB Hard ligner ikke de fleste andre MTB sko. Selve skoen er sort, med en masse grafiske effekter i både sort, hvid og ikke mindst den fluorserende grønne som får skoen til at skille sig ud fra mængden. Skoen lukkes med velkro og et klik-spænde øverst, som nemt “klikkes” til så de sidder tilpas stramt. Ved velkro-lukningen er udluftning så fødderne kan komme af med varmen og det samme gør sig gældende ved hælen hvor der også er små udluftningshuller i begge sider. Snude og hæl er naturligvis forstærket for bedre holdbarhed, ved snuden er der lagt et ekstra lag “gummi” på, mens der på hælen er en stiv plastkappe der stabiliserer skoen og giver ekstra støtte. Det meste af skoen er med en blank overflade, som er ret nem at gøre ren, eller tørre af for skidt og møg – hvilket er en stor fordel på en MTB sko som bliver udsat for lidt af hvert. Designet er meget iøjefaldende og friskt, så designmæssigt er skoen lige i øjet til den friske MTB rytter – jeg synes i hvert fald det er ret fedt, andre vil måske synes det er lige friskt nok.

force-mtb-hard-pair

Den største fordel ved MTB sko er at de er udstyret med en sål,. denne gør det meget nemmere at gå i skoene og som er en nødvendighed i skoven når man er nødt til at stå af cyklen for at trække den op af en bakke eller lign. Med et par alm. cykelsko beregnet til landevej vil man blot skøjte rundt på underlaget i skoven. Sålen er af forholdsvis hård gummi og jeg ville nok have foretrukket en lidt blødere gummi for større komfort når man går på hårdt underlagt, eksempelvis til og fra cyklen. Det er dog i bagatel afdelingen, men alligevel en lille detalje som ville hæve det samlede indtryk. Da sålen er i forholdsvis hård gummi, er den omvendt også meget solid og svær at slide – altså er holdbarheden væsentligt bedre. På undersiden af Force MTB Hard, ved snuden, er der mulighed for at montere 2 spikes (Der medfølger ved køb), med disse monteret får man lidt ekstra greb i smattet underlag, dog virker det til at gummi/plast-slidlaget på disse har en rimelig kort levetid, eller i hvert fald hurtigt kommer til at se slidte ud.

force-mtb-hard-spikes

Force MTB Hard kan bruges sammen med en lang række af pedalsystemer, ex. SPD, Crankbrothers, Time, Look S-Track, vi har testet med SPD klamper. Grundet den begrænsede plads er det ikke alle pedalsystemer og klamper skoen kan bruges til, men alle de gængse og relevante for MTB rytteren er understøttet. Der medfølger ikke klamper, disse leveres normalt med til pedalerne – har du brug for ekstra klamper til dine cykelsko kan de typisk fås til under 100,- for et sæt, de slides også – så på et eller andet tidspunkt får man brug for at skifte disse. SPD klamper sidder dog rimelig godt beskyttet på Force MTB Hard og går man på hårdt underlag, som ville slide mest, er de beskyttet af selve sålen.

Indvendigt, ved hælen, er der små silikone-dutter der har samme effekt som en silikone-kant på jakke eller bukser, der er det så bare skoen der holdes fast på foden. Heldigvis er de ikke så klæbrige at det er noget bøvl af få skoen af eller på. Den indvendige sål er perforeret og dette fungerer som udluftning og lader fødderne komme af med varmen. Indvendigt er der ikke ret meget polstring, der er en smule ved hælen og rundt om denne, men ellers ikke yderligere – dette er dog helt almindelig for en traditionel cykelsko og ikke noget der er specielt for Force MTB Hard.

force-mtb-hard-back

Skoen har en glimrende pasform – de er rimelig stive i det, så de giver den nødvendige støtte, men samtidig er de fleksible nok til at de behagelige at bevæge sig i, når eller hvis man er nødsaget til at stige af cyklen og trække på af en stigning eksempelvis. Jeg har en forholdsvis bred fod, men Force MTB Hard har en fornuftig bredde så der er plads til en lidt bred fod også. Direkte sammenlignet med Shimano XC30 skoen, virker denne model fra Force en smule mere rummelig, både i længden og bredden – omend det er marginalt (Begge str. 42) Skoen har en fornuftig udluftning, således fødderne kan komme af med fugt og varme – det betyder så omvendt også at der nemt trænger vand i hvis man kører i regnvejr eller bare rammer en vandpyt i farten. Her vil et sko-overtræk være en stor hjælp, ligesom det også kan give lidt ekstra isolering hvis man bruger Force MTB Hard i efterår/vinter-perioden. I sig selv er Force MTB Hard ikke en varm sko, men den er omvendt heller ikke mere åben end den sagtens kan bruges efterår og vinter sammen med en god vintersko, eksempelvis GripGrab Winter Cycling Sock som vi tidligere har anmeldt, alternativt kan et skoovertræk bruges – så man både slipper for at svine skoene til i en mudret skov og derudover får man isolerende og varmende effekt – alt efter hvilket skoovertræk der vælges naturligvis.

Force MTB Hard vejer ca. 437 gram pr. sko, inkl. SPD klamper, til sammenligning vejer et par Shimano XC30 MTB cykelsko ca. 362 gram pr. sko, også inkl. SPD klamper. I praksis gør vægten, for motionisten, dog n0k ikke den store forskel . Det skal retfærdigvis også siges at Shimano skoen er en smule dyrere end Force MTB Hard (Under 100,- normalvis, afhænger af forhandler)

force-mtb-hard-01

Konklusion

Et par uger med Force MTB Hard i skoven, såvel som på landevejen er nu overstået og det er tid til at stoppe op og gøre status. Force MTB Hard er blevet testet og brugt i temperaturer fra omkring 10 grader og ned til omkring frysepunktet, både alene og med sko-overtræk og uanset hvor de er blevet brugt føler jeg fødderne har haft nemt ved at ånde og komme af med varmen. Pasformen er glimrende og de er normale i størrelsen, hvilket gør det nemt at finde den rigtige størrelse. Skoen er ligeledes heller ikke så smal som nogle andre cykelsko, hvilket betyder at alle os med lidt brede fødder også kan bruge skoen, også med en lidt tykkere vintersko. Skoen er meget behagelig i brug, den sidder tæt på foden, men stadig med plads til bevæge tæerne, derudover er de ret nemme at gå i – takket være gummi-sålen, der dog – som nævnt tidligere, godt kunne have været i en lidt blødere plast/gummi-blanding.

Designet kan diskuteres, jeg synes personligt det er fedt og forfriskende – men der vil med stor sandsynlighed være nogle der synes det er lige friskt nok. Med 2 velkro-lukninger og et bredt klik-spænde øverst er det også nemt at få skoen til at passe til ens fod.

Finishen og den overordnede kvalitet er udmærket, dog synes jeg ikke det samlede kvalitetsindtryk er helt på højde med Shimano XC30 som ligger i nogenlunde samme prisleje, her må man dog undvære klikspænde, den indersål og spikes. Der er ikke noget at udsætte på kvaliteten, men materialevalg, syninger og den samlede “finish” er bare ikke helt på samme niveau som føromtalte cykelsko fra Shimano, som så til gengæld ikke tilbyder samme funktioner og features som Force MTB Hard.

Force MTB Hard kommer med en smart pose som skoene kan opbevares i, velegnet til brug i bilen eller hjemmet – så de ikke sviner mere end højst nødvendigt efter en tur i en våd og mudret dansk skov.

Er man på udkig efter en MTB cykelsko i friskt design med mange spændende detaljer, til en absolut rimelig pris – ser jeg ingen grund til ikke at overveje Force MTB Hard.

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris 549,-

Force Hard MTB sko med klik spænde fås bl.a. hos CykelGear.dk

Funktionalitet 7
Design 8
Pris 8

Karakter

7.7
Tags fra indlægget
Mere fra Noel Juul Christensen
Sådan sikrer du dig mod cykeltyveri
Hvad enten man er pendler, motionist eller pro rytter, så er noget...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.