Test: ASSOS S9 Equipe RS

Tilbage i efteråret 2018 præsenterede ASSOS deres nye S9 bibshorts, som en nyhed til sommeren 2019. S9 har været under udvikling i hele 6 år, og som alt andet fra ASSOS er det tjekket og testet på alle leder og kanter inden det forlader fabrikken – forventningerne var derfor skruet godt i vejret da de landede i postkassen for et par uger siden. Nu har vi testet dem godt og grundigt i et par uger, både indendørs på hometraineren og udendørs på landevejen, såvel som i skoven – og er derfor klar med vores dom!

Design, detaljer og pasformen

Som nævnt indledningsvis, så har S9 været hele 6 år undervejs, altså er der brugt rigtig meget tid på udvikling og test af disse, både internt hos Assos og i samarbejde med ryttere på højt niveau der kan bidrage med know-how ift. hvad der rent faktisk fungerer i praksis. Assos er ikke den gængse producent af cykeltøj der kommer med en komplet ny kollektion et par gange om året, de kommer først med noget nyt når de virkelig føler de kan bringe noget nyt til markedet og den forretningsmodel må jeg tage hatten af for!

S9-kollektionen består af 2 modeller, Equipe RS og RSR – sidstnævnt er en super letvægtsudgave til race med lidt mere kompression til 2299,- hvor den testede udgave “kun” koster 1599,-

RS-udgaven fås i 3 farvekombiner, hvor afslutningen på det højre ben og det inderste del af selerne er enten rød, grøn eller sort.

S9 bibshortsene er lavet til den kræsne rytter som gerne sidder mange timer i sadlen, men ønsker fuld komfort hele dagen! S9 består af kun 2 paneler og jo færre paneler, jo færre syninger der potentielt kan irritere eller genere.

Én af de helt nye features på S9 er selerne, ASSOS kalder systemet for A-Lock Bracing System, et system hvor selerne er fastgjort på den nederste del af ryggen og krydses på ryggen. Selerne er naturligvis flade, så de ikke folder, og den forreste del af selerne er udført i et mere fleksibelt materiale der har fået en antibakteriel behandling, så de tørrer hurtigere. Dette design sikrer at S9 altid sidder tæt, selvom man bevæger sig fra side til side på cyklen.

Ved lårene er afslutninger med en bred elastik med silikone indvendigt, som holder kanten på plads, uden at den strammer. På venstre lår er et diskret ASSOS logo, men ellers er designet holdt meget stilrent i klassisk ASSOS stil.

Indvendigt finder man en pude som er en videreudvikling af Equipe Evo platformen som vi så i T.Equipe_Evo bibshortsene. Puden er med superAir microShock skum, samt 3D waffle og kraterCooler system, oversat til dansk er den udført i højkvalitetsskum der er “vaflet” for at skabe den bedst mulige komfort, samtidig med at der er placeret en del huller foran som sikrer ekstra god køling her.

Puden er ikke specielt tyk, men yder en fabelagtig støtte, for høj komfort på både korte og intensive ture, samt lange og seje dage i sadlen. Puden er ikke fastgjort hele vejen rundt i bibshortsene, hvilket gør at puden sidder mere tæt og ikke nødvendigvis “bevæger” sig sammen med bibshortsene, dette giver en rigtig god komfort da puden sidder hvor den skal, uanset hvordan man sidder eller står på cyklen.

Undertegnede har testet S9 i det danske forårs/sommervejr, primært i temperaturer omkring 15 grader, og jeg vil anbefale dem fra omkring 10 grader, evt. suppleret med et par løse ben, alt efter hvor kuldeskær man er.

Størrelsesmæssigt så er Assos tæt på normalen – men til den lille side. Jeg har testet et par i str. M som passer helt perfekt til mine ca. 67 kg. fordelt på 175 cm.

Konklusion

Efter rigtig mange ture på både hometrainer, landevejscyklen og mountainbiken i skoven er der igen tvivl – ASSOS har gjort det igen! S9 er et par fabelagtige bibshorts i en usædvanlig høj kvalitet, fra materialevalg, til fede funktioner og design-detaljer. Intet er overladt til tilfældighederne!

Det lyder måske overdrevet at det kan tage 6 år at udvikle et par bibshorts, men har man kørt med tidligere modeller ved man at barren er sat virkelig højt. Med S9 er det lykkedes at lave et par bibshorts der er endnu bedre end tidligere modeller, da man har taget udgangspunkt i alt det man ved fungerer, og så ellers optimeret og fin-tunet på alle parametre.

Det nye A-Lock system til selerne fungerer rasende godt, da det holder bibshortsene (og puden) på plads hele tiden, uanset hvor meget gas man giver den. Materialerne er lækre og der er en eminent pasform og komfort i dem.

Nuvel, 1600,- for et “par cykelbukser” er bestemt også en slags penge, men motionerer man regelmæssigt og kører længere ture er de vitterligt alle pengene værd! Det er noget af det ypperste der kan opdrives og så holder de altså ret godt, jeg har flere par med et par år på bagen hvor puden stadig giver en suveræn støtte og bukserne nærmest ser ud som nye.

Køb dem – hvis du vil have noget af det bedste og værdsætter høj komfort og god kvalitet!

Pris og tilgængelighed

Vejledende pris: 1599,- (Vejledende pris på RSR: 2299,-)

Funktionalitet 10
Pasform 10
Design 8
Pris 7
8.8
Tags fra indlægget
, , ,
Mere fra Noel Juul Christensen
Garmin introducerer Edge 1040 Solar
Garmin® International, Inc., en enhed af Garmin Ltd. (NYSE: GRMN), annoncerede i...
Læs mere
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.