Vejle – Danmark’s cykelby?

Vejle har længe været kendt for Deres bakkede terræn der bl.a. skaber rammerne for ét af de mest kendte landevejsløb, nemlig Grejsdalsløbet. Men Vejle er, og vil være, meget mere end landevejscykling og har derfor investeret massivt i flere mountainbikespor, teknikbaner og gør generelt en stor indsats for at fremme cykelturismen.

VisitVejle er dem der forsøger at udbrede budskabet omkring alt det herlige Vejle har at tilbyde og da redaktøren og familie blev inviteret på weekendophold for at opleve det på egen hånd (og krop!) var valget nemt, for selvfølgelig ville vi da det! Vi har derfor været afsted hele familien, 2 voksne og to børn på henholdsvis 6 og 8 år.

Spisesteder i Vejle

Vejle tilbyder, som alle andre større byer, et hav af forskellige restauranter og spisesteder, mange af dem lokaliseret omkring centrum. Vi var, af VisitVejle, blevet anbefalet at besøge Street Food Vejle som ligger i gåafstand fra gå-gaden. Street Food Vejle er et mindre koncept hvor man i skrivende stund kun finder 4 forskellige boder, samt en bar – så med Street Food og Central Food Market i Århus som referencer, var forventningerne ærligt talt ikke store – det blev der dog lavet om på!

Street Food Vejle

Vi ankom fredag aften omkring kl. 18.00 og det viste sig at være et helt perfekt tidspunkt for der var masser af plads ved bordene og minimal ventetid på maden. Vi bestilte pizza og burgere fra 2 forskellige boder, og alt var virkelig lækkert, velsmagende og mættende for både børn og voksne. Modsat mange andre steder, så bliver maden her serveret/leveret til bordet – så man slipper for at stå og vente ved boden indtil maden er klar, klart et plus i vores optik – især når man er afsted med mindre børn der ikke er specielt tålmodige anlagt.

Mohira – Street Food Vejle

Mens vi nød vores mad kom der flere mennsker til, og der blev efterhånden fyldt mere op ved bordene og stemningen var mere “street food like” sådan en fredag aften. Der var også en del der benyttede muligheden for take-away, som måske kan forklare hvorfor stedet ikke var over-rendt for det var faktisk et virkeligt hyggeligt sted med rigtig god stemning, super betjening ved boderne og fair priser – efter aftensmaden tog vi et par spil Uno, da der var forskellige kort og brætspil til fri afbenyttelse, også en rigtig fin detalje der får folk til at “hænge” lidt længere.

Burger- Street Food Vejle
Pizza fra Dough – Street Food Vejle

Overnatningsmuligheder i Vejle

Kommer man langvejs fra kan det være nødvendigt, eller bare rart med en overnatning så man kan komme tidligt igang med dagens program, eller ikke behøver tage en lang køretur efter en aktiv dag. Der er heldigvis flere hoteller og hostel at vælge imellem, alt efter hvor komfortabelt (og dyrt…) man ønsker at bo.

CABBIN Vejle

VisitVejle havde sørget for indlogering på CABBIN der ligger enormt centralt i byen, med biografen lige overfor, et butikscenter og gågaden lige omkring hjørnet. Vi boede på et familieværelse på 11. sal og havde derfor en fantastisk udsigt over byen, her var eget toilet, wi-fi, køjeseng til ungerne og en fin dobbeltseng til de voksne. Sengene var iøvrigt rigtig fine!

CABBIN Vejle – Family Class
CABBIN Vejle – Family Class
CABBIN Vejle – Family Class

I kælderen er der mulighed for opbevaring af cykler i aflæst kælderrum, så disse kan opbevares sikkert når de ikke er i brug.

CABBIN Vejle – Cykelkælder

CABBIN er ikke luksus og forkælelse, men derimod den praktiske og prisbillige løsning som vil passe mange børnefamilier godt.

På hotellet er et lille loungeområde med LEGO klodser, derudover er der 24-timers service i receptionen og slutteligt tilbydes der en simpel morgenmadsbuffet til 90,- pr. næse. Sidstnævnte var vi dog ikke specielt imponerede over, men måske har vi bare været for godt vant til bugnende morgenmadsbuffeter hvor vi ellers har boet. Jeg synes udvalget var noget begrænset og vi savnede lidt mere frugt og grønt, samt lidt sundere alternativer til hvide rundstykker med ost eller pålægschokolade. Vi blev dog alle mætte og det var vel sådan set hovedformålet.

CABBIN Vejle – Loungeområde
CABBIN Vejle – Morgenmadsrestaurant
CABBIN Vejle – Morgenmad

Priser

  • Én overnatning fredag til lørdag, 2 voksne og 2 børn på familieværelse (Family Class) ca. 1100,-
  • Morgenmad: 90,- pr. person

Mountainbike i Vejle

Vejle har efterhånden en del forskellige mountainbike-spor, men har nok indtil nu mest været kendt for Himmelpind Bike Park, en teknikbane på “kun” 550 meter, der til gengæld indeholder rigtig mange fede elementer.

Derudover er der mountainbikespor i Nørreskoven og tilbage i maj er sporet i Sønderskoven blevet indviet, dette er nu det længste spor på 8 km.

Det var også Sønderskoven som vi drog ud til, lørdag formiddag i høj sol – for at teste det relativt nye spor der her er anlagt.

Sporet er, som tidligere nævnt, ca. 8 kilometer langt og ligger godt placeret med start lige omkring naturlegepladsen og sportshallen. Det betyder gode parkerings muligheder, og gør det også muligt at “splitte” familien op hvis nogle vil cykle, mens andre leger. Vi gjorde brug af sidstnævnte, da den mindste på 6 år ikke helt havde modet til at gennemføre de 8 kilometer på mountainbiken. Ét hold tog derfor på den store og flotte naturlegeplads med masser af underholdning, mens de andre hoppede på cyklen og testede mountainbike-sporet.

Naturlegeplads Sønderskoven

Sporet er gradueret som blåt, hvilket betyder at det kan køres af de fleste, dog er der flere steder mulighed for at tage røde sløjfer hvis man ønsker lidt ekstra udfordring. Sporet er godt kuperet, og på de 8 kilometer er der 190 højdemetre, hvilket vidner om at det på ingen måder er et fladt spor! Sporet er bygget op omkring et underlagt af granit, hvilket gør at det bør kunne køres året rundt. Nogle vil måske mene at et “naturligt” spor er mere charmerende, men det har desværre bare svært ved at holde til de mange ryttere. Ideén med et underlag af granit gør derimod at sporet holder til både vand og masser af trafik, så der ikke skal vedligeholdes konstant. Undervejs på sporet er der fin skiltning og der er kun få hundrede meter som deles med skovens øvrige brugere, ellers er det ensrettet og forbeholdt mountainbikere.

Mountainbikesporet i Sønderskoven
Mountainbikesporet i Sønderskoven
Mountainbikesporet i Sønderskoven

Sporet byder på masser af sving, opkørsler og nedkørsler, samt berms, switchbacks og roller-coasters, altså en masse traditionelle “spor-elementer” som gør det underholdene at køre, men også en smule udfordrende. Min søn på 8 år var ret begejstret for sporet, der har en tilpas længe og sværhedsgrad for ham, hvor vi andre måske godt kunne tage et par runder efter hinanden, og kunne sætte farten lidt op – for at gøre det lidt sværere.

Uanset niveauet, så er mountainbike-sporet i Sønderskoven virkelig underholdende og velbygget og de mange lokale brugere på sporet vidner også om at det har været tiltrængt med et lidt længere spor til de mange mountainbikere i området.

Der er toilet og mulighed for at tanke vand ved naturlegepladsen i umiddelbar nærhed, ligesom der er borde/bænke hvis man vil spise en madpakke, alene eller sammen med familien, efterfølgende.

Priser

  • Gratis!

GorillaPark – aktivitet for hele familien

Efter en tur på naturlegepladsen, og moutainbikesporet i Sønderskoven spiste vi madpakker (Tip: Sandwiches og færdige salater fra Netto er både nemt og forholdsvis billigt når man er lidt væk hjemmefra!) og drog mod Gorilla Park hvor VisitVejle ligeledes havde sørget for at booke plads til hele familien.

Gorilla Park er en klatrepark og lige pt. har de 2 afdelinger, i Svendborg og så denne i Vejle. Klatreparken ligger inde midt i skoven og er bygget op omkring skoven som den er, altså med klatre og svævebaner placeret højt oppe mellem træerne og i flere niveauer, alt efter hvor øvet (og modig!) man er.

Klatreparken er for næsten alle, fra 4 år og opefter, og der indledes i barn (4-7), junior (8-11) og Voksen (12+). Som barn må man kun prøve bane 1, junior lidt flere og voksne må prøve alle banerne. Det giver dog mening med denne inddeling, men har man mindre børn med – så er det en god idé med én voksen til at hjælpe fra jorden.

Ved ankomst bliver man registreret og herefter er der instruktion der varer op til én time. Instruktøren forklarer hvordan man får seletøjet af og på, hvordan man bruger karabinerne og hvordan man kommer rundt på banen. Herefter er det ens egen tur til at prøve kræfter med én af de to test/øvebaner inden man kaster sig ud på de rigtige baner. Instruktøren gav sig god tid til at forklare, og sikrede sig at alle havde forstået informationerne – så de sikkert kunne færdes i trætoppene efter endt instruktion.

Instruktion i GorillaPark før klatring

Når entréen er betalt har man samlet 4 timer i parken, hvoraf op til én time er instruktion og vejledning, herefter er der fri leg på de mange klatre og svævebaner hvor både børn og voksne kan blive udfordret på flere niveauer! For at undgå at folk bliver overmodige, skal man starte “fra bunden” og så må man springe en bane over af gangen, altså starte med 1 og gå til 3 og så fremdeles.

Den mindste i GorillaPark
GorillaPark – Bane 1
GorillaPark

Igen var vores familie opdelt i to hold, mor og Emil (8 år) der måtte klatre de fleste baner, mens undertegnede og Josefine (6 år) tog bane 1 samt øve-banerne. Begge hold havde det rigtig skægt og både børn og voksne blev udfordret på højder og skulle overvinde sig selv flere gange.

I Parken er der en lille kiosk hvor der kan købes lidt mad og drikke, som faktisk var af glimrende kvalitet ift. hvad vi nok umiddelbart havde forventet os.

Børnene havde den “fedeste dag” som de selv udtalte, så konklusionen må være at Gorilla Park er et kæmpe hit hvis man søger et udflugtsmål hvor fysisk aktivitet gerne må indgå, det er krævende på flere måder og de fleste vil helt sikkert få flyttet nogle grænser.

Har man mindre børn (under 8) med, så vil min anbefaling nok være at der er en voksen til at følge med rundt (fra jorden) så man har mulighed for at hjælpe til hvis det bliver nødvendigt, men fra 8 år og opefter kan man sagtens klatre hele familien samlet – også fordi man ikke her så er begrænset til én bane. Det er ikke en specielt billig aktivitet, men det er en stor oplevelse for både børn og voksne, og noget man vil huske og snakke om – så jeg synes faktisk det er pengene værd!

Priser 2019

Priserne afhænger af lav/høj-sæson. Se aktuelle priserne på GorillaPark.dk

  • Børn: 95,-
  • Junior: 160-270,-
  • Voksen: 210-320,-

Vejle, hit eller skidt?

Vi er i forvejen en ret aktiv familie der elsker at tage ud og opleve nye ting, og vi synes faktisk selv vi har været ret gode til at opleve danmark og besøge forskellige dele af landet. Vejle har vi dog ærlig talt aldrig set som et udflugtsmål, men vi blev efter et par dage som “turister” meget klogere og vil helt sikkert komme tilbage.

Er man til aktiv ferie/weekend så byder Vejle på masser af muligheder for at få luftet cyklen, tage en tur i Gorilla Park, slentre ned af gågaden, eller besøge butikscentret. Uanset om man er til mountainbike, landevejscykling eller tur-cykling, så er der virkelig mange muligheder i og omkring Vejle, og jeg vil helt sikkert komme tilbage med min landevejscykel for at prøve kræfter med nogle af de lede bakker der findes i området!

Samlet set har vores tur til Vejle åbnet vores øje op for et sted vi ikke lige havde set som oplagt udflugtsmål, men kan nu varmt anbefale det til andre der gerne vil have en aktiv ferie, eller weekend, hvor hele familien har mulighed for at deltage, måske ikke samlet om én aktivitet, men så flere aktiviteter samme sted.

Vil du vide mere omkring Vejle, så besøg VisitVejle.dk

Overnatning på CABBIN samt entré til Gorilla Park var sponseret af VisitVejle.

Mere fra Noel Juul Christensen
Guide: Skift batteri i Garmin pulsbælte
Stopper dit pulsbælte pludselig med at sende signal til din cykelcomputer, eller...
Læs mere
Join the Conversation

1 Kommenter

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.